Ny kryptovaluta-feber er begyndt: Grafikkort flyves til Island
I sommer fløj flere Boeing 747 til Island. Med sig om bord havde de udelukkende AMD- og Nvidia-grafikkort, som med lynets hast skulle transporteres til Island – så hurtigt, at de almindelige fragtmuligheder ikke var tilstrækkelige.
»Tiden er meget, meget kritisk. Alt andet, såsom at fragte til havs, tager alt for lang tid. Du risikerer at miste muligheden for at mine i de dage, du er forsinket,« sagde Marco Streng, CEO ved 'cryptominingfirmaet' Genesis Mining, til Quartz.
Man kan nærmest læse hans forpustelse, og den ’investering’ siger om noget, hvad der er på spil.
For grafikkortene skulle hurtigst muligt sættes sammen i en stor Ethereum-mine, placeret i Island, og så hurtigt som muligt begynde at generere Ether til Genesis Mining.
Så hurtigt, at det kunne betale sig at leje adskillige Boeing 747'ere.
Og som altid er sådanne investeringer utroligt risikable.
Men i begyndelsen af denne måned kunne man med stor sikkerhed sige, at Genesis Minings pengetank voksede gevaldigt – blandt andet på grund af en dynge utroligt eftertragtede killinger.
En global supercomputer
Men for at forstå, hvorfor killinger spiller en rolle på det store kryptovalutamarked, skal du først forstå, hvad Ether og Ethereum er – og særligt hvorfor det kan betale sig at indflyve grafikkort med en Boeing 747.
Her bliver det, i hvert fald for undertegnede journalister, en anelse komplekst. Men først og fremmest er det, fordi der er penge i det.
Mens bitcoin i disse dage er på alles læber, er kryptomarkedets værdimæssige andenplads, Ether, ikke mindre interessant trods den lavere værdi (omkring 462 dollars i skrivende stund).
Ether er en valuta, som er tilknyttet Ethereum.
Ethereum er i al sin enkelthed en verdensomspændende sammenkoblet supercomputer, som består af adskillige privatejede computere.
Som betaling for, at man stiller en computer, hvis eneste opgave det er at tale med andre computere, til rådighed, får man Ether – en kryptovaluta udviklet til formålet.
Denne valuta kan så enten bruges til at købe sig adgang til supercomputeren, eller man kan handle med den, hvilket oftest er tilfældet.
Altså kan man, lidt firkantet, sige, at Ether har en tilknyttet værdi, nemlig adgangen til supercomputeren, hvorimod bitcoins primære værdi er troen på, at de også er noget værd i morgen.
Men hvorfor?
Som ved bitcoins blockchain-system er der tilknyttet 'minere'. Det er en industri, som lever af at sætte utroligt kraftige computere til at løse et regnestykke, som bruges til at verificere en transaktion.
Når den er løst, tildeles et afkast i form af en fastlagt mængde af den minede kryptovaluta.
Og i Ethers tilfælde er der færre om at løse regnestykkerne, hvilket betyder, at der ikke er minet nær så meget Ether endnu, som der er minet bitcoin. Netop derfor er regnestykkerne, som computerne skal løse, endnu heller ikke nær så komplicerede, og det stiller ikke når så store krav til computerkraften.
Dette kan eksempelvis illustreres således: Ifølge hjemmesiden Crypto Compare kan den samme mængde computerkraft (i dette tilfælde en 'udregningskraft' på 1.450 GH/s, altså antal forsøg på at løse koden på ét sekund) generere en profit på henholdsvis 1,66 dollars af bitcoins om måneden, men derimod 2,98 millioner dollars om måneden i Ether.
Dette forudsætter naturligvis, at der er en tilsvarende mængde transaktioner.
Og så var der det med killingerne
Først på måneden skete der noget, som journalist Morten Egedal, Version2 beskrev således:
»I et miks af to af de største ting på internettet – killinger og blockchain – er CryptoKitties lynhurtigt blevet stort og mange penge værd.«
Og det kan virke useriøst, at en gruppe – omend nuttede – killinger kan spille en stor rolle på kryptomarkedet, men det er ikke desto mindre, hvad der lige nu sker.
For med Cryptokitties kan man købe en virtuel killing med Ether, som man derefter enten kan sælge videre, eller 'mine'.
Det vil sige parre den med en anden, og beholde afkommet – noget, som også koster Ether.
Med alle disse killingehandler skal det førnævnte regnestykke løses. Og særligt af den grund virker beslutningen om at leje en Boeing 747 pludselig ikke så tosset, idet præmien for at løse regnestykket, det såkaldte transaction fee, er steget kraftigt siden killingernes indtog.
I skrivende stund er der omkring 21.000 transaktioner i en block, hver transaktion med en værdi på omkring 1,3 dollars, hvilket giver den 'heldige' miner omkring 31.500 dollars i afkast.
Denne artikel stammer fra avisen Ingeniøren.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.