Ny konkurrent til Google Apps: Prøv indiske Live Documents

Manden bag Hotmail er nu klar med et nyt produkt: En Flash-baseret kontorpakke på nettet, der skal konkurrere med Google Apps og Microsoft Office.

Efter at Google Docs og resten af Google Apps-pakken i årevis var den eneste samlede kontorpakke, der kunne køre i en browser, vælter det nu frem med alternativer.

Microsoft slår nu på tromme for Office Web Apps, Oracle arbejder på en webversion af Openoffice, og nu er beta-dørene slået op for en helt tredje udfordrer: Live Documents.

Under sloganet 'Office for the Internet Generation' gør det indiske firma Instacoll sig nu klar til en fuld lancering af Live Documents, som tilbyder tekstbehandling, præsentationer og regneark via browseren, men med en hel del flere muligheder end i Google Apps.

Brugergrænsefladen i browseren er rent Flash-baseret, hvilket giver mulighed for en meget strømlinet oplevelse, men også betyder, at adgang til Live Documents altså er udelukket fra for eksempel Apples iPad.

Et af salgsargumenterne lyder, at man med Live Documents kan importere, redigere og eksportere Microsoft Office-dokumenter, uden at den oprindelige fil konverteres undervejs. Dermed er man sikret, at selv avancerede OLE-elementer i et dokument fortsat virker, selvom det ikke er understøttet i online-kontorpakken. Modsat konverterer Google Apps alle dokumenter til et særligt Google Apps-format.

Det er gratis at bruge Live Documents, så længe man holder sig under 100 megabyte dokumenter, og for virksomhedskunder er der også mulighed for selv at køre en server med Live Documents.

Navnet Live Documents er i øvrigt lidt forvirrende, for ved første øjekast kan det lyde som et nyt produkt fra Microsofts Windows Live-afdeling. Microsoft har dog intet med projektet at gøre, men manden bag Live Documents - Sabeer Bhatia - har faktisk tidligere været i tæt kontakt med Microsoft.

Han stod bag Hotmail, der i 1997 blev solgt til Microsoft for over to milliarder kroner, og blev i den forbindelse ansat hos softwaregiganten. Efter et års tid sagde han dog op og har siden sat mange nye projekter i gang, med varierende succes.

Prøv Live Documents

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (16)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Moeslund

Har lige prøvet det og det ser faktisk ret spændende ud. Der er enormt mange funktioner, som man nok lige skal prøve sig frem med.

Det er bare ikke lavet til dansk endnu, "Danish" ligger som en valg mulighed, men giver fejlmeddelse.

Men mon ikke det kommer i en opdatering :-)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere