Ny kendelse lægger ansvaret for mistede tablets hos skolerne
Der gik ikke længe fra de første nyhedsrapporteringer om Odder Kommunes progressive implementering af iPads i undervisningen for tre år siden, førend de første historier om tyveri og misligholdelse for hundredtusindvis af kommunale kroner begyndte at dukke op.
Det dyre skoleudstyr blev derfor et kontroversielt emne - for hvem hænger på regningen, når skolen vælger at udlevere en dyr tablet, som en elev ikke formår at passe på?
Det har Ankenævnet for Forsikring nu afgjort med en ny kendelse, der placerer den primære erstatningsbyrde hos skolerne, hvis elevernes tablets går uforsætligt i stykker eller bliver stjålet, skriver fagbladet Folkeskolen.
Til grund for den nye kendelse lægger nævnet, at når skolen vælger at gøre brug af tablets, så har eleverne og deres forældre intet andet valg end at tage imod det udleverede udstyr, da det er at betragte som alt andet undervisningsmateriale.
»På almindelig dansk betyder det, at det er skolen selv og ikke eleven eller forældrene, der må punge ud, hvis skolens udstyr går i stykker på grund af et hændeligt uheld. Det er en anden sag, hvis eleven har ødelagt skolens udstyr med vilje - det vil sige selv er skyld i skaden - så kan man godt blive gjort erstatningsansvarlig,« forklarer Anja Lintrup Sørensen ifølge Folkeskolen i en pressemeddelelse.
Kendelsen trumfer endda tilfælde, hvor forældre og elever allerede har skrevet under på en erklæring om, at de påtager sig ansvaret for udstyret. De er dog ikke friholdt, hvis der er tale om forsætlig ødelæggelse af skolens udstyr eller ‘uforsigtighed’.
Det åbner for en række tænkte gråzone-scenarier som for eksempel en tablet, der bliver stjålet fra en elev, fordi vedkommende er faldet i søvn med den foran sig i toget. På samme måde er det svært at vurdere, om det er forsætligt, hvis en anden elev med vilje kaster med en klassekammerats skoletaske, hvor indholdet efterfølgende går i stykker.
Skolelederforeningen har taget kendelsen til efterretning, og formand Claus Hjortdal fortæller til Folkeskolen, at skolerne nu må justere deres politik efter de nye regler.
