Ny kæmpe i IE6-kampagnen: Arto.dk dropper IE6

Danmarks mest trafikerede website melder sig under fanerne i kampagnen mod Internet Explorer 6. Manglende understøttelse af IE6 har foreløbigt fået brugerandelen ned på 7,5 procent.

Du kan godt bruge Arto.dk med IE6 ? men de mere avancerede funktioner er lukket land og kræver opgradering af browseren.

Sådan lyder parolen hos Arto Aps, som står bag ungdomssitet Arto.dk, Danmarks mest trafikerede webside med 367 millioner sidevisninger i januar måned.

De seneste måneder har IE6-brugerne således oplevet, at de ikke kunne få adgang til flere nye funktioner, for eksempel chat og muligheden for at 'pimpe' sit billede med ekstra halskæder og lignende.

»Vi har valgt at lukke adgangen for IE6-brugere, fordi det ellers ville virke for dårligt for dem. De får en besked om, at de må opgradere deres browser, hvis de vil bruge de funktioner,« siger Morten Borg, direktør for Arto Aps.

Nu slutter Arto sig også til Version2's kampagne for at få udryddet IE6 og viser et banner for alle besøgende med denne browser. I modsætning til for eksempel ekstrabladet.dk, hvor banneret kun vises en gang om ugen, vil Arto smække det på ved hvert eneste besøg.

Det er en naturlig forlængelse af den hårde stil, websiden har kørt for at få udryddet IE6. Allerede for et lille år siden begyndte Arto at sende beskeder til brugerne om, at de skulle skifte browser, hvis de brugte IE6.

Det har fået IE6-andelen ned fra 15 procent til 7,5 procent, altså en del lavere end gennemsnittet for danskernes browservaner.

»Vi har altid ligget lavere end branchen generelt, for vores målgruppe er hurtigere til at adoptere nye browsere. Mange af dem er unge drenge, der sidder med deres egen computer. Jeg tror, at en stor del af de 7,5 procent kommer af, at de logger på fra skolen,« siger Morten Borg.

At få for eksempel skolernes it-administratorer til at opgradere vil så være næste trin.

»Vi kan jo håbe på, at vores brugere bliver så trætte af ikke at kunne bruge Arto fuldt ud, at de opfordrer administratorerne på skolerne til at skifte,« siger direktøren.

Det er ikke kun de avancerede funktioner, der ikke længere tilpasses til at kunne anvendes i IE6. Også grafikken bliver nu skabt uden IE6 i tankerne.

»Vi er ligeglade med, hvordan det ser ud i IE6, bare det kan bruges. Og det er noget, der helt klart kan mærkes på den tid, vi skal bruge på udvikling,« siger Morten Borg.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Michael T. Jensen

Skolernes IT-folk har igennem længere tid moret sig med at spærre adgangen til Arto. Arto har ligeledes mores sig med at skabe alternative ruter til deres site, for selvfølgelig skal de små poder da have lov til at besøges deres site i skoletiden...

Nu står skolernes IT-folk med en gylden mulighed: De kan jo bare lade være med at opgradere IE6! :-)

  • 0
  • 0
#2 Michael Lykke

Og derved kan skolerne være med til at bremse udviklingen på nettet - Det er da absolut også lige hvad vi ønsker i et land som ofte proklamere at vi er verdens førende IT nation.

Måske det var på tide at ligge handling bag de ord, og sørge for vi rent faktisk arbejder for at fremme udviklingen og hjælper de nye generationer med at udnytte mulighederne på en positiv måde, istedet for at at spænde ben!

  • 0
  • 0
#3 Allan Eriksen

At skolerne undlader at installere/opdatere IE 7.0/8.0 påvirker da på ingen måde udviklingen af internettet...

eller jo det kan ramme freeway og deres målgruppe med arto.dk, men det er vidst også de eneste som kan få en finger i klemme med dette...

( men så igen, de fleste skoler har nu i vore dage opdateret til IE 7.0 eller har FF installeret )

men som de også skriver, kan siden nu stadig fungere under IE 6.0

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere