Du kan godt bruge Arto.dk med IE6 ? men de mere avancerede funktioner er lukket land og kræver opgradering af browseren.
Sådan lyder parolen hos Arto Aps, som står bag ungdomssitet Arto.dk, Danmarks mest trafikerede webside med 367 millioner sidevisninger i januar måned.
De seneste måneder har IE6-brugerne således oplevet, at de ikke kunne få adgang til flere nye funktioner, for eksempel chat og muligheden for at 'pimpe' sit billede med ekstra halskæder og lignende.
»Vi har valgt at lukke adgangen for IE6-brugere, fordi det ellers ville virke for dårligt for dem. De får en besked om, at de må opgradere deres browser, hvis de vil bruge de funktioner,« siger Morten Borg, direktør for Arto Aps.
Nu slutter Arto sig også til Version2's kampagne for at få udryddet IE6 og viser et banner for alle besøgende med denne browser. I modsætning til for eksempel ekstrabladet.dk, hvor banneret kun vises en gang om ugen, vil Arto smække det på ved hvert eneste besøg.
Det er en naturlig forlængelse af den hårde stil, websiden har kørt for at få udryddet IE6. Allerede for et lille år siden begyndte Arto at sende beskeder til brugerne om, at de skulle skifte browser, hvis de brugte IE6.
Det har fået IE6-andelen ned fra 15 procent til 7,5 procent, altså en del lavere end gennemsnittet for danskernes browservaner.
»Vi har altid ligget lavere end branchen generelt, for vores målgruppe er hurtigere til at adoptere nye browsere. Mange af dem er unge drenge, der sidder med deres egen computer. Jeg tror, at en stor del af de 7,5 procent kommer af, at de logger på fra skolen,« siger Morten Borg.
At få for eksempel skolernes it-administratorer til at opgradere vil så være næste trin.
»Vi kan jo håbe på, at vores brugere bliver så trætte af ikke at kunne bruge Arto fuldt ud, at de opfordrer administratorerne på skolerne til at skifte,« siger direktøren.
Det er ikke kun de avancerede funktioner, der ikke længere tilpasses til at kunne anvendes i IE6. Også grafikken bliver nu skabt uden IE6 i tankerne.
»Vi er ligeglade med, hvordan det ser ud i IE6, bare det kan bruges. Og det er noget, der helt klart kan mærkes på den tid, vi skal bruge på udvikling,« siger Morten Borg.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.