Ny justitsminister lover ændring af kontroversiel totalovervågning
Den nye, konservative justitsminister, Søren Pape Poulsen, afviser forgænger Søren Pinds (V) forslag til en ny lovgivning om telelogning.
Søren Pinds forslag indebar at tvinge teleselskaberne til at gemme data om, hvilke mobilmaster kunderne smartphones kobler sig på et halvt år tilbage, vel at mærke uanset om kunderne har ført telefonsamtaler eller sendt sms'er.
Forslaget indebærer dermed en totalovervågning af danskernes færden i det fysiske rum. Internetaktivisten Christian Panton, der ligesom Version2/Ingeniøren har kortlagt konsekvenserne af totalovervågningen, har beskrevet det som at implantere en GPS-chip i nakken på alle danskere.
De konservative var, før partiet indtrådte i regering, stærk modstander af den øgede overvågning, som Søren Pind lovede at tage med til forhandlinger om et nyt regeringsgrundlag.
Af grundlaget fremgår dog ikke andet, end at der næste år kommer et nyt forslag om logning, som 'målrettet skal styrke politiets muligheder for at opklare kriminalitet, og som ikke vil pålægge telebranchen for mange byrder'. Sådan lyder formuleringen i grundlaget.
Søren Pinds forslag har aldrig været fremlagt i sin helhed, og detaljerne er derfor ikke kendt uden for en snæver kreds i Justitsministeriet og Rigspolitiet. Søren Pape Poulsen vil heller ikke ud med, nøjagtig hvordan hans forslag kommer til at adskille sig.
»Der kommer et nyt forslag på et tidspunkt på logning, som ikke har de samme konsekvenser, som det oprindeligt havde (forgængerens, red.). Det har en anden profil end det, der tidligere har været diskuteret,« siger han.
»Hvad det præcist kommer til at indeholde, det kan jeg først sige, når vi lægger det frem i løbet af foråret,« tilføjer ministeren.
Version2's gentagne spørgsmål fører kun til omtrent samme formuleringer:
»Jeg kan bare sige, at det bliver et noget andet forslag i forhold til, hvad der har været diskuteret tidligere,« gentager Søren Pape Poulsen.
Søren Pind havde i forvejen taget sessionslogning af bordet i sin oprindelige form. Han ønskede for et år siden at logge, hvilke IP-adresser danskerne besøger, men det blev for dyrt for teleselskaberne, som talte om en omkostning til logningen på en milliard kroner om året.
Det nye forslag skulle være adskillige hundrede millioner kroner billigere for teleselskaberne, men det ville i vid udstrækning tvinge selskabene til at overvåge danskernes færden i det fysiske rum, og i et vist omfang også på internettet.
I forhold til internet-delen skyldes det, at politiet skal have adgang til, hvilken kunde der gemmer sig bag en given IP-adresse, og den øvelse er vanskelig, da op til adskillige hundrede kunder deler IP-adresser ved hjælp af NAT-teknologi (Network Address Translation).

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.