Ny IBM-mainframe skal fælde x86-jungler

Med den nye z10 mainframe vil IBM promovere platformen som et alternativ til rack efter rack af x86-servere.

It-giganten IBM lancerede tirsdag selskabets nye mainframe-model z10, som er den foreløbige kulmination på selskabets forsøg på at give System z-platformen en ny rolle i det moderne datacenter.

Hvor mainframes i en årrække hovedsageligt har kørt decideret mainframe-software, så vil IBM bruge platformen til andre driftsformål ved hjælp af dens muligheder for parallel databehandling.

Ifølge IBM kan z10 udnyttes mere effektivt til konsolidering end virtualisering på x86-servere, som er den primære konkurrent til IBM's nye mainframe-strategi.

Sparer plads og strøm

IBM hævder således, at en z10 med 64 processorer med hver fire kerner kan erstatte op mod 1.500 x86-baserede servere og blot optage 15 procent af gulvarealet og bruge 15 procent strøm i forhold til x86-servere.

For IBM handler det om at udnytte det nuværende vindue, hvor mange it-organisationer overvejer en konsolidering, men endnu ikke har erfaring med virtualisering på en større skala. Problemet for IBM er, at mange af de potentielle kunder har lettere adgang til medarbejdere med x86-kompentencer end folk med mainframe-erfaring.

Derfor har IBM blandt andet satset på øget understøttelse af Linux på selskabets mainframes, ligesom selskabet har indgået et samarbejde med Sun Microsystems om en version af Open Solaris til System z.

Også CA er ifølge en pressemeddelse klar med understøttelse af den nye z10 med administrationsværktøjer til blandt andet at udnytte de nye muligheder for at reducere energiforbruget.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere