Ny HP-printer kommer med en 7 tommer Android-tavle-pc

HP's nye Photosmart eStation har en lille Android-baseret tavle-pc, som fungerer både som kontrolpanel på printeren, og som kan tages af og bruges som tavle-pc i løs vægt.

Hewlett-Packard har nu lanceret selskabets første Android-baserede tavle-pc på det danske marked. Sådan da, for tavle-pc'en kommer sammen med HP's nye printer Photosmart eStation.

Tavlen er beregnet til at fungere som kontrolpanel på printeren, hvor den har en docking station, som den kan sidde i, når man betjener printeren, og for at lade tavlen op.

Tavlen har ligesom printeren indbygget trådløst netværk inklusive understøttelse af den nye 802.11n-standard, og man kan således bruge tavlen som en tavle-pc til at gå på internettet med.

HP har dog angiveligt begrænset funktionerne, så man skal ikke forvente at få en fuldt funktionsdygtig Android-tavle-pc i stil med eksempelvis Toshibas Folio 100 eller Samsungs Galaxy Tab. HP har nemlig ikke givet adgang til Android Marked, og det er angiveligt ikke muligt at installere sine egne applikationer på tavlen.

Til gengæld kan man bruge den indbyggede browser, og HP har inkluderet apps til at kunne hente dokumenter og billeder fra forskellige internet-tjenester og udskrive dem på printeren.

Det er det primære formål med den indbyggede tavle-pc, som først og fremmest skal betragtes som en meget avanceret fjernbetjening til printeren og en måde at få udskrevet dokumenter uden at bruge en pc.

Selve printeren er en multifunktionsprinter med fem separate blækpatroner, indbygget scanner og kopifunktion. Kapaciteten og hastigheden svarer til en typisk enkeltbrugerprinter eller en printer til hjemmet.

Printeren er ifølge HP netop kommet i handlen i Danmark med en vejledende pris på 2.999 kroner.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere