Oracle har udsendt en ny, større udgave af multi-sprogsplatformen GraalVM.
GraalVM fokuserer på ydelse og understøttelse af flere sprog og findes i open source og kommercielle aftapninger.
GraalVM 20.0 er forbedret markant, skriver udviklerne bag platformen.
Windows er nemlig ikke længere en eksperimentel platform i GraalVM-økosystemet. Windows-builds indeholder nu værktøjet 'Gu' til installation af komponenterne i miljøet. Den kan blandt andet installere komponenter, der gør det muligt at kompilere Java til exe-filer under Windows.
Denne mulighed er blevet væsentligt forbedret i version 20.
Version2 har tidligere afprøvet muligheden under Linux. Det gav en reduktion i testprogrammets tidsforbrug på 45 procent.
En Javascript-motor er nu inkluderet i GraalVM's Windows-distribution. Node.js-support på Windows er planlagt til den næste GraalVM-udgivelse, med versionsnummeret 20.1.