Oracle har udsendt en ny udgave af multi-sprogsplatformen Graalvm. Det skriver Graalvm-udvikleren Oleg Šelajev i et blogindlæg.
Graalvm fokuserer på ydelse og understøttelse af flere sprog og findes i open source og kommercielle aftapninger.
Open source-udgaven, som hedder 'Community Edition', er i den nye version 21 baseret på OpenJDK 8 og 11, som er de to seneste 'long term editions.'
Den mest spændende tilføjelse i Graalvm er efter Oleg Šelajevs mening en ny komponent, der implementerer Java i Truffle-miljøet, dog foreløbigt i en eksperimentel udgave.
Truffle er et open source-bibliotek, der gør det muligt at bygge værktøjer og implementere sprog som fortolkere af selv-modificerende abstrakte syntakstræer, der er den struktur, en compiler til et højniveausprog nedbryder kildekode til.
En anden nyhed er en Extension Pack til det populære IDE Visual Studio Code. Det skulle byde på produktivitetsforbedringer til udvikling med Java, Javascript, Python, Ruby, R og Micronaut-miljøet. Det er endnu et tegn på den nylige våbenhvile mellem Oracle og Microsoft, der står bag VS Code.
Ruby-implementeringen i Graalvm er nu målrettet mod kompatibilitet med Ruby 2.7.2.
Installationsværktøjet Gu har fået flere muligheder, og kan nu bruges til at opdatere en Graalvm-installation til en nyere version.