Google Chrome-brugere kommer i højere grad end tidligere til at have kontrol over, hvordan browseren håndterer cookies.
I den eksperimentelle version 'Chrome Canary version 82', der allerede er tilgængelig til Android, findes to nye funktioner, herunder muligheden for at undgå tredjeparts-cookies.
Det skriver BleepingComputer.com.
I den seneste stabile Google Chrome-release til alle platforme (version 80) har brugere muligheden for at tillade eller blokere cookies på alle hjemmesider eller udelukkende blokere tredjeparts-cookies, mens den nye brugerflade i Chrome Canary til Android giver yderligere to funktioner.
Den ene forhindrer hjemmesider i at læse og gemme cookie-data, når der browses i inkognitotilstand.
Når inkognitotilstand vælges, så starter Chrome helt uden cookies eller sessionsdata, der tilføjes, når der browses, men som slettes igen efter, at man lukker det sidste inkognitovindue.
Med andre ord kan man ved inkognito-browsing undgå tredjeparts-cookies.
Den anden nye funktion betyder, at man kan vælge at blokere alle cookies.
Den overordnede indstilling anbefales det at fravælge, da mange hjemmesider ikke vil virke optimalt, men her får brugere nu muligheden for at tilføje hjemmesider, der skal undtages for blokeringen.