Ny Firefox vil anbefale browser-plugins baseret på, hvordan du bruger internettet

Illustration: arkiv
Seneste version af Firefox er klar.

På sin officielle blog har Mozilla nu offentliggjort den seneste version af sin browser Firefox, nemlig version 64. Den byder på en mængde interessante funktioner.

Den største nyhed er, at den nye Firefox-version skilter med noget, Mozilla har kaldt 'Contextual Feature Recommender' (CFR).

Smarte anbefalinger

CFR er en funktion, som proaktivt anbefaler nye Firefox-funktioner og browser-plugins baseret på, hvordan du bruger internettet, ifølge Mozillas egen forklaring.

Som et eksempel vil Firefox blandt andet anbefale 'sticky tabs'-funktionen, hvis brugeren åbner flere faner samtidig i browseren og bruger disse hyppigt. Brugeren vil også få information om, hvordan de anbefalede funktioner bruges.

Et andet eksempel er, at browseren vil anbefale 'To Google Translate'-plugin'et, hvis man oversætter meget tekst på internettet. Dette plugin fungerer ved, at brugeren kan højreklikke på markeret tekst på en hjemmeside og sende den direkte til Google Translate via højreklikmenuen.

Mozilla bemærker, at selv om funktionen baserer sig på, hvordan man bruger nettet, vil ingen søgehistorik eller anden information blive sendt til Mozilla; det hele fungerer lokalt i browseren.

Organisering af faner

Det er vist nok amerikanske brugere, som får adgang til CFR-funktionen først, og det vides ikke, hvornår den rulles ud til alle brugere.

En anden nyhed i Firefox 64 er en funktion kaldet 'Multiple Tab Organization'. Dette er en funktion, som organiserer faner i browseren, som man selv ønsker, i de tilfælde hvor man åbner mange faner på én gang.

Denne funktion benyttes ved at shift- eller ctrl-klikke på flere faner for at organisere dem ved for eksempel at flytte dem, bogmærke dem eller klistre dem.

Ellers oplyser Mozilla, at de har forbedret Firefox' ydelse for Linux- og Mac-brugere, og både ydelse og stabilitet skal være forbedret på de mobile Android- og iOS-platforme. Flere detaljer om ændringerne finder du hos Mozilla.

Artiklen er fra digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere