Ny finanslov giver penge til øget nummerpladegenkendelse i trafikken

Det er blevet vedtaget, at flere af de såkaldte automatisk nummerpladegenkendelseskameraer, ANPG, skal hjælpe politiet fra 2021. Allerede i oktober kom der et forslag om at øge overvågningen i Danmark – her var øget overvågning af trafikken også med.

Med den nye finanslov for 2020, der netop er blevet præsenteret af regeringen og dens støttepartier, bliver flere såkaldte ANPG-kameraer sat op i trafikken. Det er kameraer, der automatisk kan genkende nummerplader.

Konkret er der afsat 0,3 mio. kr. i 2021 og 6 mio. kr. årligt i perioden 2022-2023 til de nye kameraer.

Formålet er ifølge finanslovsforslaget at hjælpe politiet med kontrol af tungvognstrafikkken – det, vi i daglig tale kalder lastbiler – og vil blive fordelt i landet på en måde, 'så der sikres en bred geografisk dækning'. Politiet vurderer, hvor behovet for kameraer er størst.

Læs også: Københavns Politi vil bruge ansigtsgenkendelse

Del af tidligere forslag

Version2 skrev første gang i oktober om forslaget fra regeringen, der skulle øge antallet af ANPG-kameraer fra 48 stationære stationer til i alt 160 – en stigning med 233 procent.

Det fremgår dog ikke af finanslovsaftalen, hvor mange kameraer bevillingen rækker til.

Der var også forslag om mere tv-overvågning og mulighed for butikker for at optage i det offentlige rum.

Læs også: Regeringen foreslår massivt øget overvågning af danskerne

Desuden lagde forslaget fra oktober op til brug af ansigtsgenkendelse, som politiet skulle kunne bruge på bandemedlemmer, »uden at dette sker som led i en efterforskning«, men som mulighed for »senere identifikation af gerningsmænd«.

Det kan du læse om i artiklen 'Overvågningsforslag: 233 procent flere nummerpladekameraer og ansigtsgenkendelse mellem linjerne'.

Det er i første omgang blevet til flere ANPG-kameraer. Der er afsat i alt 12,3 millioner mellem 2021 og 2023.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere