Ny driver tvinger Konica Minoltas printere til at skrive på begge sider af papiret

Konica Minoltas printsystemer til virksomheder bliver frem over tvunget til at udskrive på begge sider af papiret.

Du har sikkert selv tænkt over det, når du står nede i printer- og kopirummet på arbejdet.

I årevis har folk frit kunnet banke 300-siders PDF-dokumenter ud af printeren uden at benytte muligheden for at udskrive på begge sider af papiret. Duplex kaldes det også.

Men det skal der laves om på nu, mener Konica Minolta og stribe andre printerproducenter i Europa.

Fra 1. januar er dobbeltsidet print nemlig standard i den printerdriver, der hører til flere af selskabets printløsninger, oplyser Konica Minolta i en pressemeddelelse.

Dermed skal brugeren selv aktivt vælge duplex fra, inden der udskrives, hvis han kun ønsker tekst på den ene side af papiret.

Altså den omvendte verden i forhold til tidligere, hvor duplex typisk skulle vælges til.

»Bæredygtighed er et centralt mål for Konica Minolta. Hele vores strategi er fokuseret på dette emne. Det var derfor ikke et spørgsmål for os, om hvorvidt vi skulle deltage i dette frivillige engagement, for selvfølgelig skulle vi det,« udtaler Mogens Kallesø, produktchef hos Konica Minolta Business Solutions Denmark a/s, i pressemeddelelsen.

Frivillig aftale

Printerdriverne er blevet omskrevet på baggrund af en frivillig forpligtigelse, som er indgået af flere europæiske printleverandører, der gerne vil leve op til et EU direktiv for energirelaterede produkter.

Ifølge Konica Minolta kan en virksomhed med et månedligt printvolumen på 10.000 sider spare op til 60.000 ark papir om året, hvis dokumenterne udelukkende udskrives dobbeltsidet.

Dermed har duplex-udskrivning både en positiv effekt på miljøet og på virksomhedens udgifter til print og papir.

Det er dog kun de store, dyre print- og kopisystemer, printervirksomheder som Konica Minolta i første omgang har forpligtet sig til at give duplex-kuren. Det er normalt også dem, der har duplex-modul indbygget som standard.

Det nye krav om dobbeltsidet print gælder farvemaskiner, der kan spytte mellem 40 og 50 sider ud per minut, og sort/hvid maskiner, der klarer mellem 45 og 65 sider per minut.

Sådan sparer du på både papir og CO2

Fra 1. januar 2012 vil dobbeltsidet print være standard i printerdriveren på mange af Konica Minoltas printsystemer. Brugeren sparer på sine printomkostninger og beskytter samtidig miljøet. Ændringen sker på baggrund af en frivillig forpligtigelse indgået af europæiske printleverandører, der ønsker at leve op til et EU direktiv for energirelaterede produkter.

De fleste af Konica Minoltas printere og multifunktionsprintere giver brugeren mulighed for at vælge dobbeltsidet print som standard. Men nu skal denne indstilling aktiv vælges fra, hvis brugeren kun ønsker at udskrive på den ene side af arket.

Halver dit papirforbrug
Dobbeltsidet print giver en række åbenlyse fordele i forhold til udskrivning på enkeltsider, både når det gælder miljø og økonomi. Ved at printe på begge sider af arket halveres papirforbruget, og man sparer energi.

Som et eksempel kan en virksomhed med en månedlig printvolumen på 10.000 sider spare op til 60.000 ark papir om året, hvis dokumenterne udelukkende udskrives dobbeltsidet. Dette er ikke kun en fordel for miljøet, men reducerer også omkostningerne for den enkelte virksomhed. Spares der på papiret i virksomhederne, skal der ikke fremstilles så store mængder, og det sparer CO2.

“Bæredygtighed er et centralt mål for Konica Minolta. Hele vores strategi er fokuseret på dette emne. Det var derfor ikke et spørgsmål for os, om hvorvidt vi skulle deltage i dette frivillige engagement, for selvfølgelig skulle vi det,” siger Mogens Kallesø, produktchef hos Konica Minolta Business Solutions Denmark a/s.

Konica Minolta tager miljøhensyn
I 2009 vedtog EU et direktiv for energirelaterede produkter (2009/125/EC) med det formål at spare energi og andre ressourcer ved produktion, drift og bortskaffelse af de pågældende produkter. For at leve op til målene i direktivet formulerede printerbranchen en frivillig forpligtigelse til at tage visse miljøhensyn. De producenter, der deltager, er forpligtet til at opfylde kriterierne i dette frivillige engagement med mindst 90 % af deres solgte produkter. Indførelsen af dobbeltsidet print er et led i denne frivillige forpligtigelse.

Ifølge printindustriens frivillige forpligtigelse er dobbeltsidet print som standard et nyt krav til farvemaskiner mellem 40 og 50 sider per minut såvel som sort/hvid maskiner på 45 og 65 sider per minut. EU direktivet refererer til det produktspecifikke miljødesign på kopimaskiner, multifunktionsprintere, printere og fax og stiller forskellige krav, som produkterne skal leve op til. Nogle af disse har været standard hos Konica Minolta i årevis såsom et strømforbrug inden for de grænseværdier, ENERGY STAR foreskriver.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jan Christensen

Version2 overskrift: "Ny driver tvinger Konica Minoltas printere til at skrive på begge sider af papiret" (egen fremhævning)

I realiteten: "Ny driver får Konica Minoltas printere til at skrive på begge sider af papiret som standard, men kan nemt slås fra i printeropsætningen"

Ekstrabladet har ringet, de vil gerne have deres overskrifter igen.

  • 9
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere