Ny domæneafgørelse: Klikfoto.dk skal aflevere domænet til click.dk

Hobbyvirksomheden Klik Foto skal overdrage deres internetdomæne til fotokæden Click. Domæneklagenævnet mente, at Klik mindede for meget om Click.

Klagenævnet for Domænenavne har i en ny afgørelse besluttet, at hobbyvirksomheden Klik Foto skal overdrage deres internetdomæne, klikfoto.dk, til fotokæden Click.

Medejer af Klik Foto, Peter Skjelbo, er meget uenig i afgørelsen.

»Vi synes at afgørelsen er helt ude af proportioner. Vi kan sagtens se det fra deres synspunkt, men vi var ikke klar over deres eksistens, da vi stiftede virksomheden. Desuden mener vi jo ikke, at vi hedder det samme,« siger Peter Skjelbo til Version2.

Domæneklagenævnet har baseret afgørelsen på varemærkeloven, der blandt andet siger, at ejeren af et varemærke har ret til at forbyde andre at bruge deres tegn, hvis der er fare for, at man kan forveksle de to firmaer med hinanden.

Da Jyfo er indehavere af 'Click', som er registreret som et varemærke for 'fremkaldelse af fotografiske film' og for 'fotografering', kunne klagenævnet altså konkludere, at 'Klik' lå for tæt på 'Click'. Ikke mindst fordi, at de to virksomheders tjenesteydelser mindede for meget om hinanden ifølge varemærkeregistreringen.

Afgørelsen sker på trods af, at Domæneklagenævnet er opmærksomme på, at Click ikke umiddelbart tilbyder fotografering som en del af deres tjenester. Men da nævnet ikke har kompetence til hverken helt eller delvist at ophæve varemærkeregistreringen, har man måttet tage udgangspunkt i de gældende registreringer.

Peter Skjelbo fortæller her om afgørelsens konsekvenser for hobbyvirksomheden.

Hvad betyder det for jeres virksomhed, at I nu skal opgive domænet?

»Det betyder, at vi nu skal ud og skabe os et nyt navn. Vi har drevet Klik Foto under det navn siden 2004, og vores forretning bliver holdt i live af, at kunderne anbefaler os til andre efter at have brugt os.«

»I forbindelse med, at vi skal overgive domænet mister vi samtidig vores mailadresser, som vi både bruger privat og i virksomhedssammenhæng. Så potentielt vil der gå en masse forretningsmæssige mails tabt.«

»Og selvfølgelig skal vi også bruge tid på at overføre domænet, udforme nye logoer og den slags. Vi er kun et lille firma, som vi driver på hobbybasis ved siden af vores fuldtidsjobs. Så det her et en stor udskrivning i forhold til virksomhedens størrelse,« siger Peter Skjelbo til Version2.

Peter Skjelbo fortæller, at man umiddelbart ikke vil lave en ny sag mod Jyfo, da de to hobbyfotografer ikke tør risikere, at virksomheden mister penge på sagsomkostninger.

Tidligere har afgørelser fra Domæneklagenævnet skabt oprørsstemning i it-verden, for eksempel i sagerne om Orango.dk og Klonk.dk. Her fik firmaer ret til domæner, som privatpersoner havde haft i mange år.

Orango-sagen endte dog med, at firmaet Orango fik så meget kritik og dårlig presse, at domænet blev afleveret tilbage til den tidligere ejer.

Også kampen om Nets.dk fandt vej til medierne, da PBS skiftede navn til Nets og ville have domænet. Her opgav Nets dog undervejs.

Opdateret 12:09:
**
Læs afgørelsen af Klikfotosagen fra Klagenævnet for Domænenavne her.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (29)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Makholm Blogger

Jyfo kommer i klagen med to påstande:

  1. Indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagedes anvendelse af ordet ”Klik” i relation til salg og markedsføring af tjenesteydelser omfattende fotooptagelser er i strid med klagerens rettigheder.

  2. Indklagedes tilpligtes at overdrage domænenavnet ”klikfoto.dk” til klageren.

Jeg mener at det klart tyder på at Jyfo opfatter Domæneklagenævnet som et Varemærkeklagenævn Light. Det er en uheldig udvikling.

Principielt mener jeg at Domæneklagenævnet burde have afvist påstand 2 med henvisning til at den er betinget af en generel afgørelse vedrørende påstand 1, hvilket klart er uden for nævnets kompetance.

Eventuelt kunne klagenævnet have valgt at suspenderer domænet efter principper modsvarende fogedforbud, mens Jyfo kørte en justifikationsssag vedrørende påstand 1. Eftersom domænet har været registrerert i 5 år finder jeg det dog svært at mene at retsplejelovens §642 nummer 3 er opfyldt.

Jeg ville dog ikke blive rystst hvis en kompetent myndighed fandt at klikfoto krænkede Jyfos varemærke. Men det er ikke domæneklagenævnets beslutning!

  • 0
  • 0
Christian Jørgensen

Der er ingen fornuft og ingen kompetence i denne sag!

Og ja, vi har allerede amerikanske tilstande - den med flest penge vinder. Uanset om man moralsk set har ret eller ej.

"click.dk" og "klikfoto.dk" - det er sgu svært at taste så meget forkert! Og den første sælger udstyr, mens den anden tilbyder fotografering!! Og domænerne har eksisteret i seks år??? Hvorfor nu????

Hvor er vi på vej hen? Mon indehaveren af "sten.dk" mon snart går efter mit domæne "stendysserne.dk"?? Efter ovenstående afgørelse er det jo nærtliggende domæner... tja...

  • 0
  • 0
Peter Makholm Blogger

Varemærkebeskyttelsen handler ikke bare om at noget er svært at taste forkert på et tastatur. Det handler om hvorvidt de to varemærker er svære at forveksle generelt.

Jeg mener at der er rig mulighed for at forveksle klikfoto og Click der sælger fotoudstyr. Så kan man diskuterer om ikke dette lydefterligende ord er så tilknyttet fotoområdet at det slet ikke burde nyde beskyttelse.

Men det er en beslutning som må tages af folk med kompetance til at lave en generel vurdering af varemærker og ikke af Domænaklagenævnet.

  • 0
  • 0
Henrik Bach

Nu er det snarere et spørgsmål om tid, hvornår vi alle mister vores private domæne-navne:

1) Er det ikke aktivt i DKN's øje, så haps.
2) Ligger det "for tæt" på en andens varemærke-navn, så haps

Hvad mangler jeg?

  • 0
  • 0
Christian Jørgensen

Jeg er ikke enig i din vurdering af at de to varemærker nemt kan forveksles. Det er to forskellige segmenter af foto forretningsområdet, og der er ingen lighed i navne eller visuelt udtryk. Det ene er et engelsk ord og det andet er et dansk - som endda indgår som en del af et længere navn.

Men du har helt ret, det er varemærker, det handler om - ikke domænenavne i første omgang. Så det er forkert at Domæneklagenævnet agerer varemærkeklagenævn og bare overgiver et gammelt domæne til en indklager - som endda har haft mulighed for at klage siden 2005...

  • 0
  • 0
Peter Larsen

clickfoto.dk peger på click.dk (deraf debat om klikfoto.dk og ikke klik.dk .. som i øvrigt er ejet af 3. part)

jeg mener dog ikke at klikfoto.dk på nogen måder overtræder click.dk's evt varemærkerettighed, man kan dog diskuterer om clickfoto.dk er en fonetisk typosqatting af klikfoto.dk, da clickfoto.dk ikke er aktivt og kun forwarder til click.dk, og click.dk dermed reelt ikke gør brug af clickfoto.dk.

Ud over det er domæneklagenævnet generelt ikke konsekvente i deres afgørelser.

På den netop i april overstået generalforsamling i DIFO stillede jeg netop spørgsmålstegn ved om domæneklagenævnets form og afgørelser ligger i stil med hvad DIFO ønsker sig, og DIFO's bestyrelsen har på dette punkt ikke et ønske om at domæneklagenævnet skal ændre metode eller form, eller de på nogen måde træder udenfor deres rammer.

Jeg synes det er beskræmmende at forbrugerrådet ikke har råbt op, jeg synes det er forunderligt at de små virksomheder ikke råber op igennem deres brancheforeninger som er medlem af DIFO (IBFO, DI mm).

Oprøret bliver nød til at komme fra baglandet.. og det er JER som læser version2, politikken, børsen og andre medier, for det kommer IKKE fra DIFO's bestyrelse!

  • 0
  • 0
Lars Tørnes Hansen

Måske man bare skulle droppe sit domæne under dk TLD.

Jeg tror at *.eu er fint for mig.
Det er godt nok fandens til hyr, at få sin email adresse skiftet ud i alle mulige maillister, og få fortalt alle sine kontakter at de skal skifte dk ud med eu.

  • 0
  • 0
Peter Makholm Blogger

Det er to forskellige segmenter af foto forretningsområdet,

Nu bliver varemærker ikke vurderet efter en eller anden adhoc-segmentering af hvad man nu lige finder passende, men efter Nice-klassificeringen. Og 'Click' er (blandt andet) registrerert i varemærkeklasse 42 (Fotografering).

Hvis vi betragtede klikfoto som rigtige erhvervsdrivende, er jeg ikke overbevist at de har udvist rettidig omhu.

Det ene er et engelsk ord og det andet er et dansk

Med stort set samme udtale (af en gennemsintsdansker) og samme betydning.

Jeg er ikke ekspert på varemærkeområdet, så jeg ved ikek hvordan en rigtig sag vil falde ud. Men jeg vil stadigvæk ikke blive rystet hvis der falder ud til fordel for Jyfo.

  • 0
  • 0
Peter Larsen

jah, synes det gik nogenlunde korrekt til FØR 1 Juli 2010, med kun et par missere

Derfra er praksis ændret, pga en udvidelse i domæneloven, som DIFO har været med til at skrive.

... Nu er praksis så meget ændret at .dk er blevet for usikkert, hvem vil bygge en forretning op omkring et domæne, som man kan miste pga tvivlsomme afgørelser fra et domæneklagenævn som kun tænker penge og størrelse? feks.. jubii.dk var aldrig gået med yahoo.dk..

  • 0
  • 0
Kasper Smith

Det er simpelthen ikke fair!
Det er en nets sag om igen..

Og deres navn er jo ikke klik, men KLIK FOTO.....

Click , kunne sku da bare have valgt det danske navn da de startede! Føj for den.... og hvad med klik.dk

Jeg donerer gerne de første 2.000,- til en advokat.

  • 0
  • 0
Anonym

Jeg ville have forståelse for nævnets beslutning hvis klikfoto.dk havde mere eller mindre samme logo, og website udformning, men jeg tror næppe at der kan herske den store tvivl om at klikfoto.dk ikke har nogen relation til click.dk

Men det her beviser desværre endnu engang at personerne i klagenævnet ikke ville kunne finde @ på et tastatur om så alle tasterne var skiftet ud med @'er

Click.dk risikerer nu at komme i samme situation som Orango.nu hvor man virkelig skulle lede godt i Googles arkiver for positive tilbagemeldinger omkring dem. Deres trustpilot profil havde stort set 0 positive anmeldelser.

Når selv PBS må opgive deres kamp om nets.dk pga. den shitstorm af negativ presse, så er det modigt at gå efter en lille hobbyvirksomhed, som ikke udgør nogen trussel, og som slet ikke læner sig op ad en grafisk identitet der minder om click.dk

  • 0
  • 0
Jesper Hedemann

Når jeg ser du 2 sider så er de da vild forskellige,
også sælger de jo ikke engang samme type vare.

Hvis man tag en tur på trustpilot.dk så ser det heller ikke for godt ud med click.dk så det kan værre at de skulle tag sig af kunderen i stedet for at jagte folks hjemmesider.

  • 0
  • 0
Michael Lykke

Nej de to navne er IKKE fonetisk ens! Det ene hedder "Click" og det andet hedder "Klik Foto" - Det er to vidt forskellige navne. Bare fordi en lille del af det ene navn lyder ens med det andet bør sku ikke betyde at man kan fratage en anden sit domæne.

Hvis det er tilfældet så tror jeg du kan finde de første 20000 virksomheder i Danmark som alle har ordet design eller consult som en del af deres navn - Og det er jo et endnu mere direkte sammenfald end i den her sag så de bør selvølgelig alle sammen fratages rettens til deres domæner...

DIFO og domæne-klagenævnet... Fail much lately?!

Det er godt at man ikke blander Click og Klik Foto sammen - det gør det meget lettere at sørge for aldrig nogensinde at handle med Click eller folkene bag!

  • 0
  • 0
Peter Skjelbo

Hej alle

Jeg har med stor interesse læst jeres forskellige synspunkter, og det er fedt at så mange støtter op om Klik Foto, tak for det!

Jyfo kom med mange påstande undervejs i deres klage, hvor vi har kunnet tilbagevise langt de fleste. Blandt andet faldt de over ligheden mellem vores og deres galleri. I min research fandt jeg dog frem til, at de først lancerede deres galleri omkring 2008, hvor vi har haft vores åbent siden 2004.
Ligeledes fandt de slående ligheder mellem vores og deres logo + websidedesign. Det behøver jeg vist ikke uddybe yderligere :) Og sådan har der været flere andre ting.

Det eneste, som vi ikke kan komme udenom, er navnet og her vurderes det at vi ligger for tæt op af Click. Det har jeg ikke nok juridisk indsigt i til at vurdere om det er rimeligt eller ej, men det ærger mig dog at domæneklagenævnet mener, at vi er i samme branche som Click.
De mener, at vi er i branchen ’fremkaldelse af fotografiske film’. Jeg tolker dette som værende et decideret fotolaboratorie eller lign, hvilket vi ikke er. Vi sælger dog fremkaldelser af vores egne film, ligesom de fleste andre fotografer vist gør.

Click er også et registreret varemærke under "Fotografering". Det er dog ikke noget de skilter med på deres website, ligesom butikkerne i Odense maksimalt tilbyder pasfotografering.
Klik Foto er til sammenligning bryllupsfotografer.

Det har været en lang proces og vi er selvfølgelig ærgerlige over udfaldet. Det er vigtigt for mig at understrege, at vi vitterligt ikke kendte til Click da vi registrerede Klik Foto. De to forretninger, der findes i Odense i dag, hed Japan Photo. Selvfølgelig kan man sige, at burde vi have googlet lidt grundigere - men for pokker, vi var to glade amatører, der godt kan lide at skrive firmanavne på dansk.

Peter

  • 0
  • 0
Jesper Hedemann

Jeg har søgt lidt efter Jyfo amba.

degulesider.dk, og der står de som Fotohandlere

krak.dk er de en Indkøbsforeningen

www.erhvervssiden.dk (de er der ikke længer men dette er fra google)
Indkøbsforeningen Jyfo A.m.b.A. - Engroshandel med fotografiske og optiske artikler - Gl. Hobrovej 34 - 8900 Randers.

firma.eniro.dk
Faggrupper - Fotohandlere

Sjovt nok så kan jeg kun finde at de er indkøbsforeningen.

Dette ville jeg mener at det intet kan hav at gøre med den "hobbyvirksomheden" som klikfoto.dk er, da de er fotografer, og ikke en Fotoforhandler som click.dk/Jyfo amba

  • 0
  • 0
David Konrad

Det er simpelthen skandaløst. Igen en fuldkommen vilkårlig afgørelse uden iboende logik. Nu dækker kommentarerne ovenover de fleste argumenter, men burde det ikke snart være på tide at klagenævnet tog stilling til

1) om der er søgemæssig lighed, ikke så meget typosqatting, men om domænenavnet generer den "krænkede" negativt i søgeresultater mv, det må vel være den reelle og eneste forvekslingmulighed i en internetverden, eller markedsføringsmæssigt på nettet.

2) om der kan dokumenteres et reelt tab ifb den påståede krænkelse - har virksomhed B konkret "stjålet" kunder fra virksomhed A ved at have det påstået "lignende" navn, eller oplever A et fald i omsætning pga B's navn

3) en form for selvrisiko. Alle ved at navne kan forveksles, så hvis man kalder sig noget generisk risikerer man at andre får et domænenavn der "ligner", faktisk stensikkert uanset hvad. Hvis man kalder sig det "dengelske" clickfoto må man FORVENTE at andre på et eller andet tidspunkt uafhængigt vil finde på at bruge det danske klikfoto, ergo må der være en form for selvpåført problematik - man kunne jo bare have købt det danske domænenavn også. Man har simpelthen ikke udvist rettidig omhu for at undgå en navneforveksling

  • 0
  • 0
Stig Larsen

Der findes mindst 50 varemærker hvor ordet "click" indgår, og knap så mange med "klik". Så der er ingen tvivl om af Jyfo aldrig ville få deres krav igennem varemærkestyrelsen, hvilket de sikket udmærket ved, men så har vi jo tosserne i DIFO som hopper på hvad som helst.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere