Ny direktør i Dansk It: Tidligere minister Rikke Hvilshøj

Dansk It ønsker en anden direktørprofil, og derfor er Per Andersen stoppet. Organisationen vil appellere bredere med debatter, analyser, holdninger og anbefalinger, der adresserer digitale udfordringer og muligheder for alle danskerne.

Tidligere minister Rikke Hvilshøj er ansat som ny adm. direktør i Interesseorganisationen Dansk It.

Rikke Hvilshøj kommer fra en stilling som politisk chef i tænketanken Cepos. Tidligere har Rikke Hvilshøj været minister for Venstre og medlem af Folketinget i 10 år. Med ansættelsen af Rikke Hvilshøj er Per Andersen stoppet som direktør for Dansk It.

»Per Andersen har, siden han tiltrådte som adm. direktør i 2013, arbejdet struktureret med at styrke vores netværk, kurser, certificering og konferencer og bragt Dansk It godt igennem en periode præget af lavkonjunktur. Dansk It står imidlertid nu over for at skulle udvikle sig endnu mere som interesseorganisation og ønsker i den forbindelse en anden profil,« forklarer Carsten Nørgaard, formand Dansk It, ifølge en pressemeddelelse og forsætter:

»Dansk It skal appellere bredere, og det kræver debatter, analyser, holdninger og anbefalinger, der adresserer de digitale udfordringer og muligheder, som danskerne i dag møder lige fra børnehavealderen til livet som pensionist.«

Digitalisering og it-sikkerhed er på dagsordenen

Rikke Hvilshøj skal med sin store politiske erfaring, sit netværk og sin erfaring fra erhvervslivet styrke Dansk It’s stemme i samfundsdebatten, over for politikerne og andre beslutningstagere. En stemme, der forsat skal tage afsæt i den dybe it-faglighed og forståelse, som vores 7.400 it-professionelle medlemmer ligger inde med.

»Jeg glæder mig til at styrke Dansk It’s synlighed i den offentlige debat, der hvor Dansk It kan byde kvalificeret ind med viden og indsigt på dagsordener som digitalisering, it-sikkerhed og det at sikre, at vi som danskere har et højt it-kompetenceniveau til at møde fremtiden,« fortæller Rikke Hvilshøj.

Hun påpeger, at hun sideløbende med det dagsordensættende arbejde vil prioritere Dansk It’s medlemstilbud højt.

»Jeg ser frem til at skulle servicere medlemmer, der er stolte af deres faglighed, og som ønsker at blive klogere på deres felt, ser nytten i videndeling og værdien i faglige netværk.«

Rikke Hvilshøj var minister fra februar 2005 til november 2007, hvor hun valgte at træde tilbage og fortsætte som menigt folketingsmedlem. I 2008 forlod hun efter 10 år i Folketinget dansk politik for at tiltræde en stilling som markedsdirektør i Dansk Erhverv. Herefter har hun været marketingdirektør i Konica Minolta Danmark og senest politisk chef i tænketanken CEPOS.

Rikke Hvilshøj tiltræder stillingen som adm. direktør i Dansk It den 1. december 2015.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
Log ind eller Opret konto for at kommentere