Ny dansk smartphone lægger én-finger-grænseflade på Android

Målrettet unge smartphone-superbrugere med mange apps vil ID2ME forsøge at finde en niche med sin egen grænseflade til Android.

Den skal ikke sælges på hardwarespecifikationerne, og det kan måske også virke lidt provokerende, at du er for gammel til at være i målgruppen, men den nye danske mobilproducent ID2ME vil forsøge at klemme sig ind i en helt specifik niche på det danske marked: De 15-25-årige smartphone-brugere med ekstremt mange apps.

Det, der skal få ID2ME til at skille sig ud på et marked, der domineres af Apple og Samsung, er en brugerflade, der er designet specifikt til målgruppen.

»Vores segment er de 15 til 25-årige, der har mange apps, og vores vision er at skabe et enkelt navigationssystem baseret på Android. Vi har valgt at starte i Danmark, selvom det er svært, fordi vi er et Apple-land, hvor 58 procent i vores målgruppe har en iPhone. Men der er plads til vores nicheprodukt,« sagde direktør og stifter af ID2ME, Christina Agger, ved pressepræsentationen af den første telefon tirsdag.

Under overfladen ligger en helt almindelig Android 5.1 fra Google, men ID2ME har ligesom de fleste andre smartphone-producenter lagt sin egen brugerflade oven på. Det særlige ved netop denne brugerflade er dog, at den er beregnet til at kunne navigere mellem et stort antal apps uden at løfte fingeren fra telefonen.

»Dét, at vi går efter denne målgruppe, gav os noget at arbejde med, fordi vi ikke havde en laveste fællesnævner at tage højde for,« fortalte Kasper Larsen, der har stået for softwareudviklingen, fra ID2ME.

Med andre ord behøvede udviklerne ikke tage højde for brugere på forskellige niveauer, men kunne nøjes med at lave en struktur, der var intuitiv for generationer, for hvem begreber som filer og mapper er mere fremmedartede end apps og touchskærme.

Læs også: Ny smartphone hævder at være sikker over for både hackere, mursten og vand

Skærmen er vokset fra navigation med én finger

Første skridt i udviklingen af grænsefladen var undersøgelser af vanerne hos målgruppen for blandt andet at få et indtryk af, hvor specifikationerne skulle ligge.

»Vi kiggede på en masse statistik, og kunne se, at skærmstørrelser nu gav et andet fundament. I den første iPhone var det nemt at nå det hele med én finger. Men fremover lander vi nok på skærmstørrelser på 5 til 5,5 tommer,« sagde Kasper Larsen.

Design til et større skærmareal med højere opløsning end iOS og Android oprindeligt er skabt til, gav mulighed for at bruge en stor del af skærmen udelukkende til navigation. Således bruger man den nederste halvdel til navigation med tommelfingeren, mens den øverste halvdel scroller gennem app-kategorier.

Grundprincippet er, at bevægelser på højre-venstre-aksen skifter mellem kategorier, og bevægelser op og ned skifter mellem apps inden for den aktuelle kategori. Hver kategori indeholder op til 12 apps for at begrænse, hvor meget man skal bevæge tommelfingeren. Hvert skift mellem app eller kategori udløser en vibration, og navigationsoplevelsen minder lidt om hjulet på de klassiske iPods.

»Vi prøvede først med desktoppe og mapper, men det blev for komplekst. I stedet arbejdede vi med kategorier. Det er også farligt, fordi en app kan ligge i én kategori for én bruger, mens en anden ser den som noget, der skal ligge i en anden kategori,« sagde Kasper Larsen.

Derfor bad ID2ME testbrugere om at kategorisere deres apps, og det gav ganske rigtigt forskellige resultater. I den nuværende udgave har ID2ME fem prædefinerede kategorier, hvor visse apps findes i flere af dem. Derudover kan brugeren selv tilføje apps til kategorierne og ligeledes tilføje nye kategorier.

I praksis består brugerfladen af en enkelt desktop oven på Android, og det betyder også, at der lige nu kun er plads én standard-widget, nemlig uret. Ifølge Kasper Larsen er målgruppen ikke storforbrugere af widgets, men udviklerne arbejder på at finde frem til måder at integrere dem i grænsefladen.

Det gælder også notifikationer, som lige nu fungerer helt efter standardmåden i Android, og dermed afviger de fra ID2ME's grundlæggende princip om, at alle apps skal kunne nås med én finger og uden at skifte greb på telefonen. For at få adgang til notifikationerne skal man nemlig stryge ned fra toppen af skærmen.

Vil følge Google med månedlige opdateringer

Med målgruppen for øje lægger ID2ME ikke skjul på, at softwaren vil være under løbende udvikling, og målet er hyppige opdateringer.

Læs også: Stagefright 2.0 ryster igen sikkerheden på en milliard Android-telefoner

»Vi står selv for opdateringerne. Vi kigger selvfølgelig på, hvad der kommer fra Google, men vores plan er, at vi vil blive ved med at komme med månedlige opdateringer,« siger Kasper Larsen.

Det betyder, at ligesom for de øvrige producenter af Android-telefoner, så skal ID2ME selv stå for at udrulle både opdateringer af funktionalitet og sikkerhedsopdateringer til styresystemet. Ifølge Kasper Larsen vil opdateringerne kunne rulles ud et par dage efter, Google har frigivet dem.

Læs også: Kritiske opdateringer ignoreres: Millioner af Android-telefoner fyldt med sikkerhedshuller

Selve telefonen er produceret af en hardwarepartner i Shenzhen i Kina, og er designet med nogle hardwarespecifikationer, som bevidst ikke placerer telefonen i toppen af smartphone-feltet.

»Vores fokus har ikke været på specifikationer, som har været en kamp i mange år. Vi synes, vi er nået dertil, hvor vores specifikationer er superfine. Det er meget bevidst, at vi har lagt os på en pris på 3.999 kroner i stedet for lægge os i kølvandet på telefoner til 6.000 til 7.000 kroner,« sagde Christina Agger.

Som led i at skabe interesse for ID2ME's grænseflade og telefoner vil selskabet også afholde hackathons og andre former for arrangementer, hvor brugere bliver inddraget i udviklingen. Til det formål har selskabet indrettet lokaler i både København og Randers.

Første indtryk: ID1 er jævn hardware, men fin navigation

Version2 har lånt et testeksemplar af den første telefon, ID1 som lanceres den 7. januar, så vi har dannet os et førte indtryk af telefonen. Hardwaren er ganske rigtigt udmærket uden ligefrem at være prangende, men der er ikke noget af udsætte på hverken skærmen, hastigheden eller kameraet for en telefon i denne prisklasse.

Samlekvaliteten bærer præg af, at der er tale om første sending fra fabrikken. På Version2's testeksemplar var der et par luftlommer ved åbningerne til frontkamera og højttaler på fronten, og logoet bagpå sad en smule skævt.

Det spændende er imidlertid softwaren. Ganske vist er jeg 14 år uden for målgruppen, men som en bruger, der aldrig har fundet mig til rette i de gængse Android-grænseflader, er den simple og overskuelige navigation på ID1 et absolut positivt bekendtskab.

Der er lige et par småting, der kan drille, såsom hvornår man kan og ikke kan tilføje apps til kategorier, men selve det at finde frem til en app og åbne den er nemt. Det behøver man ikke være under 25 for at sætte pris på.

Til gengæld foregår en del af min smartphone-brug gennem notifikationer, og der savner jeg lidt bedre integration med ID2ME's navigation.

Det er ikke alle app-ikoner, der er lige lette at identificere i den størrelse, de får i kategorierne. For apps, der følger Googles retningslinjer for ikon-design, er det dog ikke et problem.

Jeg er ikke storforbruger af apps, og vil næppe kunne udfylde samtlige fem standardkategorier med apps, men alligevel er mit første indtryk, at ID2ME med deres navigation har fat i noget af det rigtige, som meget vel kan vække interesse hos andre Android-producenter.

Følg forløbet

Kommentarer (5)

Jesper Høgh

...burde sætte sig for, at udvikle et OS helt fra firmware og op, til bl.a. mobile enheder.

Den dybe tallerken skal ikke opfindes igen; Linux er her til at fungere mellem firmware og UI.

Thomas Johansen

Forstår ikke hvorfor, de har valgt at lancere en helt ny telefon, frem for at sælge Launcheren som en app. Om ik andet så gøre begge ting, så succesen ikke kun står og falder på lancering af en ny ukendt mobil, som skal konkurrere med alle de andre.

Milos Game

Jeg kommer i tanke om denne XKCD: https://xkcd.com/927/

Der vil altid være "nogen" der synes, at man skal starte forfra. Og der vil altid være "nogen" der synes at det, de andre har lavet, bare ikke er godt nok, eller ikke passer ind i deres behov, og derfor skaber noget de mener er nyt - selv om det ikke er.

Desuden vil et nyt OS skulle igennem hele møllen med patentkrige, og der findes ikke et eneste OS der ikke overtræder "x antal" patenter. Det er ikke muligt at lave nyt OS, uden enten at skulle overtræde patenter eller licensere dem, hvilket gør produktet dyrere og måske ikke længere rentabelt, hvilket betyder at man muligvis ender med endnu et dødt OS.
Der er efterhånden patenter på alt for mange smålige ting, som "dims der viser status" = $$$.

Det er med andre ord ikke "bare lige" at lave et nyt OS - ellers havde alle jo bare gjort det. :-)

Milos Game

Det har du har ret i, men der er nogle ting man skal huske på:

En ny mobil er en mere håndgribelig (funny :-D) ting og vil have mere gennemslagskraft end bare software, hvilket launcheren jo bare er.

De kan opkræve 3.999 kr for telefonen og samtidigt "sælge" deres launcher, som nok er det egentlige produkt, kan man sige.
De kan derimod højst opkræve nogle få kroner for launcheren på Google Play.

Johnnie Hougaard Nielsen

Linux er her til at fungere

Det er nok også derfor at Android, ligesom flere forsøg på at få folk til at køre noget andet end Android, netop kører på Linux kernen. Den kører jo glimrende, også på mobile enheder.

Men det er jo sjovt at se hvordan den fri tilgængelighed inspirer til hyppige genopfindelser af den dybe tallerken omkring Linux-baserede systemer.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen