Ny dansk kryptovaluta skal hente 150 millioner kroner til container-blockchain

Illustration: MAGNIFIER/Blockchain
De tidligere Mærsk-folk hos virksomheden Blockshipping har åbnet for køb af deres nye kryptovaluta CCC – Container Crypto Coin – for 150 millioner kroner, der skal finansiere en global blockchainløsning for container-logistik.

150 millioner kroner. Det er den samlede markedsværdi for den ICO – initial coin offering – udstedt af den danske virksomhed Blockshipping. De mange penge skal finansiere Blockshippings ambitiøse blockchainprojekt GSCP.

GSCP står for Global Shared Container Platform, og dækker over en softwareplatform, som skal fungere som et register for containerhandel verden over.

Ny vinkel på udskældt finansieringsmodel

Blockshipping er ikke den første virksomhed til at søge finansiering ved at udstede kryptovaluta. I den stadig relativt uregulerede verden af kryptovalutaer, er ICO’er en yndet måde at skaffe kapital på.

Købere, som investerer i en ICO finansierer virksomheden i håb om, at kryptovalutaen senere vil stige i værdi. Men i modsætning til aktieinvestorer har køberne af kryptovalutaer i en ICO intet ejerskab af virksomheden, og det er sket flere gange, at udstederne af ICO’en efterfølgende er løbet med pengene.

Læs også: »Den mest ukontroversielle holdning i kryptoland er, at 99 pct. af alle ICO’s og coins er noget skrammel«

Det har medført, ICO’er har fået et noget blakket rygte, hvilket Blockshipping har forsøgt at imødekomme med en ny model for udstedelsen af kryptovalutaer: det såkaldte ICO 2.0 Framework, som er udviklet i samarbejde med Kammeradvokaten, og skal udkomme i april 2018.

En kryptovaluta med afkast

En ting, der skal gøre ICO’en attraktiv for potentielle investorer, er Blockshippings revenue-sharing-model. En procentdel af virksomhedens indtægter vil gå til ejerne af CCC-tokens, som på den måde kan få afkast fra deres investeringer.

»I modsætning til mange andre ICO token-modeller, er vores CCC-token hængt op på konkret værdi, nemlig omsætningen i virksomheden,« siger CTO i Blockshipping Jesper Vedelsby.

Fordelingsnøglen er fastsat i Blockshippings GSCP ICO white paper.

CCC-tokens giver ikke et formelt ejerskabsforhold på samme måde som aktier gør, så hvis i skulle komme i økonomiske problemer, kunne i så ikke sætte revenue-sharing ned til 0 procent?

»Nej, det kunne vi ikke. Det er skrevet ind i vores fundament. Fra mit perspektiv er vi juridisk bundet til ikke at sætte delingsraten ned til nul. Aftalen er udformet i samarbejde med kammeradvokaten, så den mulighed findes ikke. Vi har ingen mulighed for at forringe modellen,« siger Jesper Vedelsby.

Tætpakket felt af krypto-løsninger til shippingbranchen

De mange penge skal finansiere blockchain-platformen GSCP, som skal samle containertransport verden over i ét system.

Blockshipping er langt fra det eneste selskab, som ser potentiale i at anvende blockchainteknologi til at effektivisere global logistik. Hong Kong-baserede 300Cubits lancerede i februar deres token TEU med sloganet ”shippingindustriens bitcoin”.

Også Mærsk har en blockchain-løsning undervejs i samarbejde med IBM, som de dog skruede forventningerne ned til tidligere i april.

Læs også: Mærsk aflyser blockchain-drømme

Men Jesper Vedelsby betragter ikke de andre systemer som konkurrenter til GSCP.

»Der er mange andre virksomheder, som gør dele af det vi kan. Men der er ingen andre, som har en blockchain-baseret løsning, der dækker hele området.«

»Vi fokuserer på selve containeren. Der bliver transporteret rigtigt mange tomme containere nu, hvor det ikke er nødvendigt, og det er en af de problemstillinger vi vil angribe,« siger han.

Uvished om teknologien

Mens CCC-tokens kører på Ethereums offentlige blockchain, er det endnu ikke afgjort, hvilken teknologi skal understøtte GSCP. Container-systemet kommer til at køre via en lukket blockchain, men detaljerne er endnu ikke på plads.

Det, der giver blockchainen dens sikkerhed, er konsensusalgoritmen. Bitcoin og Ethereums konsensusalgoritme proof-of-work, hvor computere skal udregne et kompliceret regnestykke for at tilføje transaktioner til blockchainen. En anden model er proof-of-stake, hvor ejere af en kryptovaluta kan investere den, for at få medbestemmelse over hvilke transaktioner der kommer i blockchainen.

Det er ikke afgjort, hvilken konsensusalgoritme GSCP kommer til at bruge, men den kommer ikke til at fungere ligesom Bitcoins.

»Jeg kan med ret stor sikkerhed sige, at vi ikke kommer til at bruge en proof-of-work algoritme,« siger Jesper Vedelsby.

»Konsensusalgoritmer er i rivende udvikling lige nu. Om det bliver proof-of-stake, eller en anden mekanisme, det er ikke til at sige lige nu.«

Er i ikke nervøse for, at en proof-of-stake vil gøre det uattraktivt for mindre spillere, at komme ind på jeres platform?

»Jo, og det er netop også derfor, at vi ikke har lagt os fast på en algoritme. Jeg tror heller ikke nødvendigvis, proof-of-stake er det rette valg til GSCP’s permissioned blockchains.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder