Ny DanID-forsinkelse tvinger Skat til at udsætte poker-lov

En ny dansk spillelov kræver login med digital signatur for at gamble online. Men loven er sat på pause, indtil DanID er klar med den nødvendige løsning.

Siden 1. januar 2012 har en ny dansk spillelovgivning krævet, at online-gamblere skal identificeres med digital signatur. Men DanID er ikke endnu klar med den løsning, der tillader udenlandske spilhjemmesider at validere kundernes identitet. Den er først klar 1. februar, og det betyder, at kravet om identifikation ved hjælp af digital signatur er sat på pause. Ligeledes er kravet om identifikation ved hjælp af NemID på mobilen udsat, indtil DanID er klar med den længe ventede og stærkt forsinkede mobil-løsning.

Men DanID er slet ikke forpligtet til at levere løsningerne. Politikerne har i lovgivningen gået ud fra, at DanID, der har dansk de facto-monopol på digitale signaturer, ønsker at levere et produkt, så alle kan være med. Samtidig gik politikerne ud fra, at løsningen kunne være klar 1. januar.

Spiludbyderne er derimod stadig forpligtede til at validere kundernes identitet, for ellers åbner loven mulighed for at spærre adgangen til hjemmesiden på DNS-niveau. Derfor har de måttet indarbejde alternative løsninger, der eksempelvis består i, at man som online-gambler skal scanne sit pas og sende dokumentationen til spiludbyderen.

Da loven først blev endeligt blev godkendt af EU i slutningen af september, har det betydet, at NemID først startede udviklingen efter lovens godkendelse, da virksomheden ellers ville udvikle en løsning til et ikke-eksisterende marked. Samtidig har udviklingen taget længere tid end beregnet, og derfor er Skat nu havnet i kattepinen, hvor man har måttet udskyde NemID-kravet - foreløbig ind til 1. februar.

»Man løber en risiko ved at vælge en løsning, hvor der reelt kun er én privat leverandør, der kan levere produktet. Man risikerer, at virksomhederne ikke har mulighed for at opfylde de krav, der følger efter lovgivningen. Derfor skal virksomhederne ud og finde en anden løsning i mellemtiden, og det koster virksomhederne penge,« siger advokat Kristian Holte fra Klar Advokater til Version2.

»Det er kun rimeligt, at man går ind og suspenderer kravet om digital signatur i den periode, hvor produktet ikke kan leveres. Selv om virksomhederne skal bruge penge på alternative løsninger, har de stadig mulighed for at identificere folk, om end det er besværligt.«

Leveringen af både NemID-loginmoduler for udenlandske virksomheder samt mobilløsningen har ingen konsekvens for de øvrige leverancer af NemID-løsninger som medarbejdersignatur og privat NemID.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#4 Jesper Lund

Det er det ifølge dem selv: https://www.nemid.nu/om_nemid/hvad_er_nemid/digital_signatur/

Du må kalde stort set hvad som helst en digital signatur, så i den forstand har DanID ret.

NemID er ikke en kvalificeret digital signatur, som lever op til kravene i lov om elektroniske signaturer.

NemID er heller ikke en digital signatur i den normale forstand, hvor brugeren har den fulde enekontrol over sin private nøgle.

Men eftersom ordet er frit, er det en digital "signatur" på Powerpoint niveau o.lign.

  • 4
  • 1
#5 Steen Bundgaard

Det er vigtigt at være opmærksom på at der ikke er noget lovgrundlag for NemID. ALT hviler på frivillige aftaler og det samtykke som man afgiver til DanID A/S ved oprettelsen af NemID. NemID er ikke reguleret af lov om elektroniske signaturer (hvor der f.eks. er en forbud om at nøglecentre opbevarer borgernes private nøgler). Alene af den grund kan man ikke tvinge borgerne til at bruge NemID blot ved administrative beslutninger.

  • 1
  • 0
#7 Nicolai Rasmussen

Man kunne da tvinge alle (inklusiv DanID) til at overholde en given åben standard (designet til formålet). Så kunne man på vanlig uansvarlig vis lade det være op til udbyderne af løsningerne at dokumentere at deres produkt lever op til kravene.

Så kunne de mest sure og bitre af os, samles hver torsdag aften og hjælpe hinanden med at lave et konkurrencedygtigt alternativt til DanID, og så på bedste Darwinistisk-kapitalistisk vis udkonkurrere DanID. DanID burde være markedsførende der hvor peberet gror (og KUN der).

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere