Ny CFCS-rapport: Cybertruslen mod Danmark er »meget høj«
»Cybertruslen mod Danmark er meget høj – specielt trusler fra cyberkriminalitet og cyberspionage,« lyder vurderingen fra Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed (CFCS), der for femte gang har udgivet den årlige vurdering af cybertruslen mod Danmark.
»Truslen fra cyberkriminalitet og cyberspionage er MEGET HØJ. Truslen fra destruktive cyberangreb og cyberaktivisme er LAV. Truslen fra cyberterror er INGEN,« fremgår det af en pressemeddelelse fra CFCS.
CFCS' trusselsvurdering peger på, »at Danmark er udsat for både politisk og kommercielt motiveret cyberspionage fra fremmede stater, og at spionage anvendes aktivt af flere lande, herunder især Rusland og Kina«.
»Truslen er særligt rettet mod myndigheder og personer, som arbejder med sikkerheds- og udenrigspolitik, herunder Udenrigsministeriet og Forsvaret,« skriver CFCS.
COVID-19 er et nyt element i det samlede trusselsbillede
Forsvarsminister Trine Bramsen kalder cybertruslen »alvorlig« og kan ramme både den enkelte dansker hjemme foran skærmen eller samfundet som helhed, hvilket skaber utryghed for alle.
»Danmark har et stærkt og bredt cyberforsvar, men truslen udvikler sig hastigt. Derfor skal vi hele tiden tænke nyt, så vi kan være på forkant. Og vi kommer også til at styrke området endnu mere,« siger hun i meddelelsen.
Chefen for Center for Cybersikkerhed, Thomas Lund-Sørensen, siger, at samfundets håndtering af COVID-19 pandemien ved bl.a. øget brug af hjemmearbejde har vist både fordelene ved og afhængigheden af sikre digitale løsninger, og at det har skabt et øget fokus på cybertruslen hos både myndigheder og virksomheder.
»Truslen fra cyberkriminalitet er rettet mod alle i Danmark, og der er en stigende trussel fra målrettede ransomware-angreb mod danske myndigheder og virksomheder. Cyberkriminalitet koster ramte virksomheder i Danmark millioner og kan i værste fald ramme samfundsvigtige funktioner,« siger han.
Thomas Lund-Sørensen nævner også, at CFCS løbende behandler sager om forsøg på cyberspionage mod myndigheder og virksomheder i Danmark.
»Som et lyspunkt har vi i år for første gang nedjusteret cybertruslen fra cyberaktivisme og cyberterror. Det er en konsekvens af, at truslen fra begge typer cyberangreb har været faldende,« siger han.
»Udnyttelsen af COVID-19 i cyberangreb udgør et nyt element i det samlede trusselsbillede, men udnyttelsen af pandemien har i sig selv ikke ændret den generelle trussel væsentligt,« siger Thomas Lund-Sørensen.
Hele rapporten 'Cybertruslen mod Danmark 2020' kan findes her.
