Ny bølge af DDoS-angreb: Rejseplanen.dk lagt ned

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Bølgen af DDoS-angreb mod offentlige danske websider fortsætter. Rejseplanen.dk er hårdt ramt, mens borger.dk og justitsministeriet.dk blev angrebet kortvarigt.

Rejsende med tog og bus har søndag og mandag haft svært ved at planlægge en tur. Rejseplanen.dk, som bruges af hele den kollektive trafik, blev nemlig søndag og mandag udsat for DDoS-angreb. Det oplyser Rejseplanen i en pressemeddelelse.

I skrivende stund er rejseplanen.dk lagt ned af den flodbølge af forespørgsler, et DDoS-angreb består af, ligesom Rejseplanens forskellige apps og alle andre tjenester, der bruger Rejseplanens data, er ubrugelige.

Hvem der står bag angrebet mod Rejseplanen.dk, eller hvad motivet er, er ikke afklaret.

Til gengæld har Danish Lulzteam, der har taget ansvaret for DDoS-angrebet mod NemID torsdag i sidste uge, meldt ud via Twitter, at justitsministeriet.dk også blev lagt ned i weekenden:

Derudover har gruppen også haft borger.dk under DDoS-behandling, men det tweet er siden blevet slettet, skriver nyhedsmediet Computerworld.dk. Digitaliseringsstyrelsen opfatter det kortvarige angreb sent på aftenen som en slags generalprøve.

Rejseplanen under kraftige DDoS angreb - igen

Ikke kun KL og NemID er ramt af DDoS angreb. Også Rejseplanen har været kraftigt under angreb søndag og mandag

Rejseplanen.dk, som er danskernes foretrukne informationskilde om rejser med bus, tog og metro i Danmark, blev søndag og mandag ramt af en række meget kraftige DDoS angreb. Et DDoS angreb betyder, at der bliver sendt rigtigt mange forespørgsler til de servere, websites og tjenester er på, med det formål at få websites til at gå ned.

Rejseplanens servere er således voldsomt overbelastet, og mens disse fjendtlige angreb står på, er det ikke er muligt at hente data fra Rejseplanen. Dette gælder både www.rejseplanen.dk og alle Rejseplanens apps og øvrige tjenester. Rejseplanens apps er blandt Danmarks mest populære og downloadet mere end 1 mio. gange. Som bruger kan man opleve, at tjenesten enten er meget langsom eller slet ikke svarer.

Rejseplanen beklager kraftigt de gener, det medfører for brugerne af Rejseplanens forskellige tjenester og gør sammen med driftsudbyderen alt for at få Rejseplanens services til at køre normalt igen.

Om Rejseplanen
Rejseplanen.dk er danskernes foretrukne website til information om rejser fra A til B med kollektiv transport. Rejseplanen leverer hver måned 18-20 mio. rejseforslag til danskerne. Rejseplanen findes på internettet, mobil, iPhone, Android, Windows Phone og som links fra andre hjemmesider. Rejseplanen A/S er ejet af DSB, Movia, de øvrige regionale trafikselskaber i Danmark samt Metroselskabet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Martin Nielsen

Der er mere og mere der tyder på, at dette "blot" er en slags narrestreger og ikke har noget med en bevægelse at gøre. Gang på gang rammer de almindelige borgere, som vel netop skulle beskyttes af bevægelsen.

Jeg kan forstå Justitsministeriet, pga. den nye offentlighedslov. Men når de vælger at gå efter Rejseplanen, så rammer de Hr. og Fru. Danmark, som har behov for at komme fra a til b.

  • 18
  • 0
#2 Henrik Pedersen

Enig! Det var pisse irriterende her hen over weekenden, måtte rejse turen Klampenborg -> Nakskov på ren og skær instinkt. Gudskelov er afgangs tavlerne på stationerne stadig til god nytte, men at Rejseplanen var nede betød alligevel 20 min forsinkelse for mig (da jeg ikke vidste hvad mit næste skift skulle være så snart jeg steg af).

  • 0
  • 0
#4 Carsten Svendsen

Ja de må gøre det bare fordi de så kan sige til kammeraterne "hørte du rejseplanen.dk var nede"?. Det var mig tihi. De får ingen sympati og skaber kun fjender så den logiske konklusion må vel være at de bare ønsker at blære sig med de primitive ddos angreb. Det kunne være interessant at vide hvad strafferammen er for det der?

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere