Ny blog: Mobilen kommer først

I stedet for at lade teknologien overhale os, bør vi gå foran og udvikle de mobile tjenester, vi har behov for i morgen. Det gælder ikke mindst selvbetjening via det offentlige. It-konsulent Rasmus Boserup åbner diskussionen i sin nye blog om cloud computing og mobile enheder.

Netbankerne har demonstreret, at det kan lade sig gøre at forvandle tørre forretningsgange og kedelige opgaver til brugervenlige, interaktive oplevelser på mobilen, så hvorfor tager vi ikke det samme skridt med den offentlige selvbetjening?

Det spørgsmål stiller Rasmus Boserup i sit første blogindlæg på Version2, hvor han går i kødet på diskussionen, om vi kan tillade os at være så tilbagelænede i forhold til at udvikle tjenester der, hvor flere og flere primært tilgår dem - på mobilen.

»Forestil dig at kunne løse en offentlig opgave på din mobil lige så let som du nu kan tjekke din saldo eller skrive til din bankrådgiver? Dét ville være en bedrift, og et stort skridt i retning af at gøre vores kontakt med det offentlige til det den bør være. Let, forståelig, og effektiv,« skriver han.

For Rasmus Boserup handler det ikke om enten den ene eller den anden løsning. Det er bare vigtigt ikke at blive kørt bag af dansen, fordi man er for tilbageholdende over for morgendagens teknologi.

»Faktum er at alle analyser viser at vi er på vej ind i en mere mobil tilværelse, hvor flere og flere af vores daglige gøremål kan ordnes via mobilens elektronik. Så hvorfor ikke lade dem som kan og vil, få en mobil tilgang til det offentlige?«

Rasmus Boserup er it-konsulent hos Capgemini Danmark og både rådgiver om og udvikler cloud- og mobilityløsninger. Han er desuden meget optaget af brugervenlighed, spil og nørdkultur og er cand.it. i spiludvikling.

Gå til Rasmus Boserups blog

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere