Ny blog: Saftige historier fra it-projekter kørt heeeeelt af sporet

Version2's nye blogger Martin Frederiksen sætter fokus på de utallige it-projekter, som går galt - og forsøger også at give opskriften på, hvad man gør ved det.

Hvad er din professionelle baggrund?

»I 1997 var jeg medstifter af Synkron, der var en pionervirksomhed indenfor content management software. Det var faktisk så radikalt nyt, at vi måtte fortælle kunderne at det var "en ny måde at tænke websites på". Dengang vidste de fleste ikke hvad et website var, og content management software var der ingen, der havde.«

»Vi var med til at levere platform til tusindvis af sites og har alle de gode og dårlige erfaringer med at implementere websites i organisationer. Som med al anden software gælder det, at papkassen med kode ikke er løsningen i sig selv, men det er der jo mange (chefer) der tror. «

»I 2008 havde vi solgt Synkron og startede Klean, der hjælper med at skære igennem tågen, skære projekter skarpere og få dem til at lykkes. Noget af tiden går med at lave projekter fra bunden og noget af tiden går med at rydde op i andres projekter, når de er kørt af sporet.«

Hvilke projekter og opgaver arbejder du med nu?

»Den del af mit arbejde, der er relevant for bloggen på Version2, er rådgivning på ledelsesniveau, hvor formålet er at forbedre samarbejdet mellem "forretningen" og "udviklingen". Det er et spændende job, hvor jeg får et indgående kendskab til typiske problemstillinger i større it-projekter og både hjælper med at analysere problemerne og komme med konstruktive løsninger.«

»Ved siden af det er jeg ved at etablere et Klean-kontor i Silicon Valley, starte Klean Software op og lancere en række nye software as a service-projekter internationalt.«

Hvad ser du som de største udfordringer på it-området?

»Her ved jeg jo næsten ikke, hvor jeg skal starte. I de projekter, jeg er involveret i som rådgiver, er det klart en udfordring at forretningen ikke har gennemtænkt de krav og ønsker, de møder frem med. Samtidig er udviklingsafdelingen sjældent trænet i at stille de rigtige spørgsmål, estimere korrekt nok og præsentere den business case for projektet, som egentlig var forretningens arbejde, men som de ikke fagligt er i stand til at levere. Intet er blevet lettere af at det nu går så rasende hurtigt, og oveni de sociale medier er mobile platforme på vej til at overhale trafikken fra desktop computere på nettet og hvordan håndtere man lige det?«

»På vores kontor ved vi godt, hvad der skal til, men ledelsen i en traditionel industrivirksomhed kan helt sikkert have svært ved at forholde sig til det, og nye typer problemer løses ikke altid med gamle metoder.«

Hvilke tendenser oplever du på it-markedet lige nu?

»Indenfor digitale platforme - websites, intranet, sociale medier, collaboration tools og mere - er den ubetinget største trend de mobile enheder. Den næststørste er diskussionen mellem mobile sites kontra apps, og det er jo en anden side af samme sag.«

»Længere nede af listen findes behovet for at simplificere platforme i en kompleks verden og behovet for at spille på mange heste og se, hvad der virker. Skal man satse på Facebook, Linkedin, Pinterest, Twitter, Foursquare eller Youtube? Sikkert nogle af dem og helt sikkert ikke dem alle sammen. Men i hvilket mix?«

»I it-branchen kan vi have et stort fokus på alle de nye muligheder, men samtidig kan vi glemme at dem i forretningen ikke er it-folk og i nogle tilfælde slet ikke forstår, hvad de kan vælge imellem.«

Hvad forventer du at bidrage med på Version2?

»Jeg er jo så heldig at høre en usædvanlig række af sjove historier fra det virkelige liv, og dem må jeg ikke fortælle videre af helt naturlige årsager. Når man rydder op i projekter, der er gået galt, er der imidlertid et stort element af mønstergenkendelse. Min mission på Version2 er at fortælle nogle af de saftige historier om hvad, der typisk går galt og hvorfor. Samtidig er jeg også meget praktisk orienteret. De saftige historier kommer med gode råd om, hvad man kunne gøre hvis man nu var i samme situation. Jeg håber det giver anledning til stor debat, for det er emner uden en facitliste.«

Læs Martin Frederiksens første indlæg her

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere