Ny blog: it-ledelse med en praktisk vinkel

It-chef Ulrik Have savner et mere praktisk syn på it-ledelse frem for kaskader af teori og certificeringer. Version2's nye blogger skriver om sine professionelle overvejelser fra aktuelle projekter og håber på kompetent og kontant feedback.

»Der findes meget teori og et omsiggribende antal områder, man kan lade sig certificere indenfor, uden at det nødvendigvis har haft den store betydning for dagligdagen i landets it-afdelinger.«

Sådan siger Ulrik Have, it-chef i a-kassen ASE og ny blogger her på Version2. På bloggen vil han fortælle om sine praktiske overvejelser fra it-projekter i det virkelige liv i en stor virksomhed. Professionel sparring med læserne er noget af det, han sætter højt på dagsordenen med bloggen.

»Jeg har et ønske om at være katalysator for en diskussion om praktisk it-ledelse og de daglige udfordringer. Jeg ser det som en god mulighed for at få feedback på overvejelser og beslutninger fra en kompetent skare af læsere,« siger han.

I sit første indlæg beskriver Ulrik Have de overvejelser, han gjorde sig i forbindelse med valg af ekstern backup-leverandør. Indledningsvis virkede samarbejdet lovende, men på et tidspunkt skete der et skred i forhold til pris og specifikationer:

»Er vores krav og behov druknet i begejstring over de tekniske muligheder? Eller har fokus været at læsse komponenter på specifikationen for at maksimere ordrens størrelse,« hørte han sig selv spørge.

Udover diskussioner af konkrete opgaver, som han selv står midt i, kommer Ulrik Have også til at diskutere sit område bredere, da han gennem hele sin karriere har haft meget at gøre med it-ledelse, ikke mindst inden for projekter i distribuerede udviklingsorganisationer - blandt andet i Østeuropa, Indien og Kina.

Læs Ulrik Haves første indlæg her

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Deleted User

Ulrik Haves første blog indlæg har overskriften: "Lytter Leverandøren" men har ikke slået debat muligheden til. Når Ulrik så i denne artikel citeres for

»Jeg har et ønske om at være katalysator for en diskussion om praktisk it-ledelse og de daglige udfordringer. Jeg ser det som en god mulighed for at få feedback på overvejelser og beslutninger fra en kompetent skare af læsere,« siger han.

Så kommer jeg til at tænke "Lytter Ulrik Have" ?

  • 0
  • 0
#3 Casper Thomsen

Det skyldes en konfigurationsfejl, at der ikke var debat på Ulrik Haves første indlæg, og den fejl ligger alene hos os - ikke hos Ulrik.

Vi beklager, og jeg kan garantere, at Ulrik er lige akkurat så villig til at indgå i dialog, som han giver udtryk for.

Mvh Casper, Version2

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere