Ny ballade i dansk Unix-gruppe: Veteran smidt ud

Keld Simonsen, der har været med i Unix-gruppen DKUUG siden begyndelsen i 1983, er blevet ekskluderet få dage før generalforsamlingen. Men det kan man slet ikke, mener han, og forventer genvalg til bestyrelsen.

Dansk Unix User Group, DKUUG, er igen ramt af ballade i ledelsen. Et flertal i bestyrelsen har besluttet at smide veteran-medlemmet Keld Simonsen ud af bestyrelsen og foreningen, få dage før generalforsamlingen den 5. november.

Men det kan slet ikke lade sig gøre at ekskludere et bestyrelsesmedlem på den måde, mener Keld Simonsen, som har sendt en meddelelse rundt på grund af den nye uro.

»Jeg mener ikke, at bestyrelsen kan ekskludere mig. Det kan kun ske på en generalforsamling. Men jeg har en gisning om, at de prøver at gøre det på denne måde, fordi de så mener, at jeg ikke kan stille op til bestyrelsen igen på generalforsamlingen, hvis jeg ikke er medlem længere,« forklarer Keld Simonsen.

Han har ad flere omgange været i bestyrelsen for DKUUG, senest som næstformand, og har været med til at starte DKUUG i 1983. Mest kendt er han for at oprette den første danske internetforbindelse i Danmark i 1983, samt at spille en hovedrolle i oprettelsen af internetudbyderen DKnet, som DKUUG i 1996 kunne sælge til TDC for 20 millioner kroner.

»Bestyrelsen forsøger at udelukke bestemte personer, og det er et problem, synes jeg,« siger Keld Simonsen.

Han nævner, at bestyrelsen blandt andet har fortalt en person, at han ikke kunne stille op til bestyrelsen, og at et forslag om, at man ikke kan stille op, hvis man sidder i bestyrelsen hos andre, lignende foreninger, kun bliver stillet for at undgå bestemte personer i DKUUG.

Formuen er en forbandelse
Men hvem der skal vælges til bestyrelsen i DKUUG må være op til de medlemmer, som deltager i generalforsamlingen, mener han. Da han allerede har fået støtteerklæringer fra en række medlemmer, forventer Keld Simonsen, at han vil blive genvalgt til bestyrelsen, når den finder sted på torsdag.

Sker det, vil han arbejde for et bedre samarbejdsklima i foreningen.

»Jeg synes ikke, at tonen er særlig rar over for visse af de aktive. Man bliver nødt til at behandle de aktive i foreningen godt, ellers er det demotiverende,« siger han.

DKUUG har i årenes løb været ramt af uro i massevis, med bestyrelsesmedlemmer, der gik i vrede, og en politiundersøgelse efter mistanke om økonomisk svig. Ofte har stridspunktet været millionformuen, som for eksempel for to år siden, hvor en udbrydergruppe ville have formuen flyttet til en selvstændig fond.

»Vores formue har været lidt af en forbandelse. Den er nu på 10 millioner kroner, for krisen har været der, og det er først for nyligt, at vi havde overskud på driften - ellers har vi tæret på formuen,« siger Keld Simonsen.

Han støttede dog ikke forslaget om at befri DKUUG for millionerne.

»Nej, for så vil DKUUG dø. Der er stadig mange udgifter, til lokaler, til en bogholder og til vores aktiviteter, selvom aktiviteterne er baseret på frivillig arbejdskraft,« fortæller han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (25)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Michael Vorre

§ 2. Formål

Foreningens formål er:
* at udveksle information og erfaringer om Åbne Systemer, herunder UNIX

  • at udveksle programmel og dokumentation i det omfang licenser gør det muligt

  • at rådgive om maskinel og programmel for Åbne Systemer

  • at stimulere til øget anvendelse af Åbne Systemer.

Jeg kan kun give Flemming ret...

Med den formåls paragraf, hvordan kan formuen så vokse til 10 mio?

  • 0
  • 0
Peter Brodersen

Tænk om der blev brugt bare en brøkdel af samme energi på at opdatere http://dkuug.dk/ - et hurtigt kig på hjemmesiden:

  • Forsiden nævner et "nyheds"brev fra januar 2009
  • Forsiden nævner intet om de ellers yderst relevante nyheder fra foreningen. Man vælger i stedet kun at kommunikere via pressen og forventer at medlemmerne har det fint med at få oplysninger den vej igennem?
  • Aktiviteter er ikke sorteret kronologisk og de nyeste findes på side to
  • Aktiviteter på andre lister nævner ikke årstal (næstnyeste standardiserings-nyt omhandler en begivenhed fra 2003)
  • DKUUG Nyhedsbreve har intet efter 2007
  • Udvalg->Bestyrelsen har kun ét punkt med bestyrelsesreferater fra 2007 (hvor der kun er ét med titlen "Referat fra bestyrelsesmødet xx-yy")
  • Udvalg->Bestyrelsen er "Bestyrelsens område", og fortæller/linker ikke til personerne i dette "udvalg"
  • Beskrivelsen af bestyrelsesmedlemmerne er virkelig kaotiske. En person har beskrivelsen "kk", mens to andre har en lang beskrivelse af dem selv i henholdsvis første- og tredjeperson (den ene med et dødt link, endda)
  • Workshop-nyheden har URLs, som ikke engang er lavet til links
  • Hjemmesiden påstås af være HTML 4.01-compliant, hvilket den tydeligvis ikke er (og DOCTYPE'n blander også standarder)
  • Der er helt basale PHP-problemer med magic_quotes i forbindelse med sitets søge-funktion
  • Dertil kommer en del håndfuld inkonsekvent sprogbrug (medlemskab eller medlemsskab?) og dårlig tekstarbejde ("Der er andre der også har taget billeder dem kan du finde her")
  • Døde links til DSB for siden, hvor man skal finde vej

.. og så havde jeg ikke lyst til at fortsætte. Det er fejl, som både er lette at finde, og lette at gøre noget ved.

Ud fra den oplevelse af DKUUG kunne man godt have en fornemmelse af, af foreningen slet og ret var ude af drift.

Det virker som et stort omgang rod, og det bekymrer mig da ærligt talt, at en sådan rodebutik både skal repræsentere danske un*x-brugere samt blande sig i standarder. Det hjælper slet og ret ikke på foreningens troværdighed.

Jeg frygter lidt, at foreningen lider under et teknikervælde, hvor der sidder mange folk, som gerne vil have meninger om hvad alle andre laver, frem for selv at være kreativ og gå i gang med arbejdet. Jeg har også en fornemmelse af en forening, hvor der ikke rigtigt er nogen styring. "Hvis bare bestyrelsesmedlemmerne har adgang til at skrive om sig selv, så gør de nok det" - men ingen tager rent faktisk et overordnet ansvar for at det indhold bliver leveret - altså, et overordnet ansvar for DKUUGs profil udadtil.

  • 0
  • 0
Keld Simonsen

Jeg synes din bemærkning om teknikervælde er interessant, og rimelig rammende på DKUUG. DKUUG er en teknikerforening. Viel Geschrei und wenig Wolle. Har du en hevisning til mere omkring teknikervælde?

DKUUG er ved at udfase det nuværende websystem, og der skal køres Drupal i stedet.

Jeg har selv haft aqnsvaret for websiderne, og også nyhedsbreve (og DKUUGs blad, DKUUG-NYT). DKUUG mangler arbejdskraft på disse områder, jeg har mnærmest været alene om nyhedsbrev og indhold på websider de seneste par år.

  • 0
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

jeg har mnærmest været alene om nyhedsbrev og indhold på websider de seneste par år.

Keld, for de af os der kender dig, er det ikke vanskeligt at opstille flere forskellige hypoteser der forklarer denne observation.

Den hypotese jeg umiddelbart ville hælde til, er at du er en kropumulig person at arbejde sammen med og at du ikke respekterer flertallets beslutninger hvis det går dig imod.

Jeg har respekt for det arbejde du lagde i DKUUG i firserne.

Men da jeg oplevede, som bestyrelsesmedlem, at du havde indgået aftaler udenom bestyrelsen, der mistede jeg respekten for dig.

At det siden har gentaget sig, to eller tre gange, efter næsten samme skabelon, forbedrer ikke mit syn på dig.

Jeg har meldt mig ud af DKUUG for lang tid siden, blandt andet på grund af din fortsatte hærgen.

Men hvis jeg stadig var medlem, ville jeg med største fornøjelse stemme for bestyrelsens forslag om din exclusion, på førstkommende generalforsamling:

Du har skadet foreningen langt mere end du har gavnet de sidste mange år.

Poul-Henning

Tidligere Bestyrelsesmedlem i DKUUG,
Tidligere NetPasser hos DK-NET

  • 0
  • 0
Keld Simonsen

Hej Poul-Henning,

Jeg er ked af at du stadig bærer nag efter alle disse år. Jeg synes selv at du gør et godt stykke arbejde, bl.a. med din Lenovo-sag, som jeg synes er meget spændende. Held og lykke med den!

Jeg tror egentlig ikke du kender så meget til mig som jeg er i dag, jeg har da flyttet mig noget personligt, siden vi kendte hinanden for en ca 15 år siden. Ejheller tror jeg du kender meget til DKUUG nuomdage.

Jeg er ikke helt klar over hvad du mener med "aftaler udenom bestyrelsen". Men hvis du mener noget med at jeg optræder i andre sammenhænge end DKUUGs bestyrelse, og jeg så laver ting dér, som måske ikke kunne lade sig gøre i DKUUG, ja, så gør jeg det. DKUUG ejer mig ikke med hud og hår, Og ganske mange mennesker har nydt godt af mine ikke-DKUUG aktiviteter, fx KLIDs ftp-service, og dansk-oversættelser.

At jeg skulle have skadet foreningen meget de sidste mange år, det er jeg ked af at du mener. Jeg mener selv at jeg har været en af hovedmændene bag heling af sårene efter kasserersagen, afværgelse af udflytning af formuen, hjælpen til Open Source Days, mange medlemsmøder, fjernelse af millionunderskud, oprydning i DKUUG databaser, video af møder, definitionen af Åbne Standarder til B103 i Folketinget, ODF-standardiseringen, og medlemsfremgang for første gang i over 10 år. Hvad er det der har været langt mere skadeligt end disse ting?

Jeg havde egentlig håbet at du kunne give nogen indsigter om teoridannelse omkring teknikervælde, du er jo en klog mand med en skarp pen. Men måske kommer det senere? En blog?

  • 0
  • 0
Keld Simonsen

Jeg har da også fået en række gode folk ind i DKUUG. Og de "gode" folk, der har forladt os, der er da nogen som faktisk ikke har lavet så meget, så skaden har været til at overse. Det har i nogen grad været folk der bare har snakket, uden at udføre noget, helt i tråd med det teknikervælde, som Peter Brodersen omtalte.

Fx har vi for nyligt nedlagt det allermeste af DKUUGs ftp-tjeneste, som der ellers har været postet mange hundrede tusinde kr i, og der var ca 10 personer involveret i driften.

Og bestyrelsen bad sidste år vores netfolk om at kaste alt andet til side og lave to servere, en request-tracker, og en svn-server. De er ikke annonceret i drift endnu.

Det er endda ikke mig som har været den hårdeste kritiker af denne langsommelighed. Jeg har holdt mig lidt resigneret i baggrunden.

Der er en lang række systemting, som har ligget i årevis og ikke er klaret endnu. Ting jeg selv kunne lave eller rette hvis jeg måtte. Men det har de andre forhindret mig i.

Jeg har også haft en række andre ting jeg kunne kaste mig over, blad, medlemsmøder, standardisering, websider, marketing, strategi, så der er da nok at få tiden til at gå med.

  • 0
  • 0
Peter Brodersen

Nu fik jeg nævnt "tekniker-vælde", så det må jeg nok hellere komme nærmere ind på. Jeg kender ikke til DKUUGs struktur eller indre virke, så det her er mere generelt.

Uden videre kan det handle om at folk tager udgangspunkt i at forholde sig til de opgaver, der nu måtte dukke op, frem for at have visioner. Selv om det lyder sympatisk nok at have en "embedsmands-tilgang" til opgaver, ender det med ikke at imponere.

Som en temmeligt grov analogi svarer det lidt til Ny Alliances entré på den politiske scene. Det var fedt med et pragmatisk parti, som ville gøre op med blok-politik, og vil lade medlemmerne være med til at forme partiets meninger. Men samtidigt står vi så med et parti, som ikke selv har nogen mening om tingene, og ikke kan fortælle, hvor de står henne, og når de endelig skal fortælle, hvad de mener med 40 % flad skat, går også det galt.

Tidligere kirkeminister Tove Fergo var ligeledes et eksempel på en person, som gav udtryk for at hun var irriteret over andre politikeres kritik af hende, når hun blot prøvede at passe sit job, hvilket lugtede mere af, at hun burde være embedsmand end politiker.

Slutteligt risikerer man en vilkårlig udvikling som fx på havnefronten ved Kalvebod Brygge, hvor man er bange for at have store visioner, hvor nogle folk bare bliver sure og råber ting efter én, så man ender bare med at sige nej til alt unormalt og ender så med en masse klodser. Man har bare forholdt sig til ansøgninger, i stedet for selv at have en mening om, hvordan havnefronten skal se ud.

Der findes en del gode modeller til at beskrive folks personligheder. Psykologi er ikke en eksakt videnskab i forhold til så meget andet, og det væsentlige i forbindelse med personligheds-typer er nok ordet "model".

Jeg kender mest til Herrmann-testen, men ellers ses DISC-analysen også hos analytikere - og endelig har en del haft et møde med Myers-Briggs-tests (blandt andet set på Facebook, som beskriver folk med en fire-bogstavs-forkortelse, fx INFJ).

Fælles for dem alle er, at der er fire kategorier, som man hver vil score højt eller lavt i. I Myers-Briggs-testen finder man et udtryk i hver kategori for om man scorede meget i den ene eller anden retning, hvor man i Herrmann-testen og DISC-analysen vil finde en kategori, man er mest markant i.

Mere konkret; i Herrmann-testen er kategorierne for eksempel Analyse (blå), Kreativitet (gul), Procedure (grøn) og Følelser (rød). Farverne er blot for at beskrive folk let.

Rent praktisk bestårHermann-testen normalt i, at man prioriteter en lang række ord 8fx "Risikovillig", "Detaljeorienteret"). Hvert ord vil preærsentere en af personligheds-typerne.

Blandt teknikere findes mange "blå" folk. Det er udviklere, som tænker logisk, analytisk og vil måle og veje emner.En negativ virkning kan være, at personerne i denne kategori samtidigt opfører sig ufølsomt og umenneskeligt - sat på spidsen.

Blandt grønne folk finder vi mlrettede disciplinerede folk, der får ting gjort, men som samtidigt risikerer at være pedantiske regelryttere, på godt og ondt.

Gule folk eer de kreative, som tænker mere i visioner og ideer, end løsninger, resultater og den konnkrete implementering.

De røde folk er så "menneske"-personerne; diplomaterne, de forsonende og samarbejdende opersoner, men kan også være dem med tydelige følelser, og hvor den interpersonelle proces er vigtigere end resultatet.

Der er naturligv et formål med en sådan model. Ikke alene vli man kunne opdage uhensigtsmæssigheder ve dforandringer: Den gode regnskabsholder, som ascorer højt i blåt og grønt kan "risikere" at blive afdelingschef. Her kan det give problemer, hvis denne person har en manglende score i rødt, idet han blot arbejder systematisk, uden at kende til medarbejdernes behov - fx at han forventer, at folk siger til, hvis der er noget galt, så han ikke selv skal bekymre sig om folk har det godt.

Lige så interessant er kombinationen af folk, der skal samarbejde. Den gule, kreative gut, som vil holde fest og låne et lokale af den grønne vicevært, kan være mere fokuseret på, hvor spændende, det bliver, hvor viceværten er mere bekymret for om reglerne overholdes, hvor mange personer, der præcist dukker op og hvor lang tid, lokalerne skal lånes.

Der findes gode kombinationer. Den kreative konceptudvikler (gul, som skal have programmøren (blå) til at lave en implementering, med projektlederen (grøn) til at sikre, at projektet bliver realiseret.

"Teknikervælde", hvor to blå personer arbejder sammen, kanblandt andet komme til udtryk i overanalysering. Man bliver ved med at indsamle data eller analysere om andres valg er fornuftige, frem for blot at lægge sig fast på en metode, og så rent faktisk nå i mål med denne. Et eksempel i yderste konsekvens (desværre fra den virkelige verden) er programmøren, som bruger flere timer eller dage på at finde den bedst egnede søgealgoritme, selv om behovet for sortering blot er, at der skal sorteres en 10-20 elementer én gang for alle ved programopstart i applikationen, som typisk kun finder sted et par gange i døgnet for slutbrugeren.

I forhold til administrativt arbejde (fx i en bestyrelse) finder vi også de blå personer, som idle'r indtli de får opgaver tildelt, og som risikerer at bruge læssevis af timer på at udvikle deres eget CMS eller XML-fortolker, ud fra at de skal kende til den præcise opførsel, med et strejs af Not Invented Here-syndromet. Og så udvikles der til man er færdig (om det så tager en dag eller tusindevis af dage). Udviklingen af GNU Hurd er nok et godt eksempel på dette.

Rent samarbejdsmæssigt er indgangsvinklen, at folk ikke har ret til at være utilfredse med ens indsatse, hvis man i øvrigt gør sit og kan argumentere sig frem til, at man har passet sine opgaver - uanset om der er kommet noget resultat ud af det. Kritik fra den blå person ender også let i punkt-kritik (mit eget indlæg tidligere i debatten er et godt eksempel på dette). Hvis der ikke samtidigt er nogle mere overordnede betragtninger i den forbindelse, vil den blå person fremstå som en ren og skær kritiker, som måske kan have ret i sine punkter, men som samtidig kan være en kollega, man hurtigt bliver træt af.

Det er altid interessant at høre om folks visioner, eller deres encitament for at slutte sig til et arbejde (fx i forbindelse med en forening eller for dens sags skyld involvering i et software-projekt).

Folks tanker med fx en hjemmeside kan svinge fra at omhandle konkrete implementeringer, om processer, om ideer eller om mere generelle visioner:

Blå: Jeg vil sørge for at vores medlemmer kommer til at kunne logge ind med OpenID
Grøn: Jeg vil sørge for at der kommer styr på henvendelser fra medlemmer, og at medlemslisten bliver løbende opdateret
Gul: Jeg har en del ideer til at gøre vores hjemmeside mere festlig
Rød: Jeg vil gøre det lettere og rarere at bruge vores hjemmeside, så folk har lyst til at være på den

Nu har jeg fokuseret mest på de blå og grønne typer, og der er naturligvis også en del andre kombinationer, som kan give problemer. De er blot ikke så oplagte at kigge på i disse tekniker-miljøer, vi ofte finder her.

Obligatoriske Wikipedia-links:
http://en.wikipedia.org/wiki/Herrmann_Brain_Dominance_Instrument
http://en.wikipedia.org/wiki/DISC_assessment
http://en.wikipedia.org/wiki/Myers-Briggs_Type_Indicator

  • 0
  • 0
Anonym

Hej,

Jeg har meldt mig ind i DKUUG i år. Så jeg kender (heldigvis) ikke til DKUUG-historien, har ikke deltaget på generalforsamlinger eller andet.
Jeg har været til ét arrangement afholdt af DKUUG i maj om Dtrace, sammen med 3 kollegaer. Det var efter dette foredrag, hvor Keld var vært, jeg besluttede at melde mig ind i DKUUG.

For mig virkede Keld ved dette møde som et ganske hyggeligt sympatisk gemyt. Han var åbenlyst meget involveret i DKUUG. Jeg var/er sådan set "imponeret" over, at nogle gider bruge kræfter på, hvad der forekommer mig at være, et ret utaknemmeligt arbejde. Det var i øvrigt et rigtigt godt DTrace foredrag - til 50 kr!

Efter indmelding i DKUUG, gik der koks i diverse tilmelding; jeg fik vist et andet abonnement, end jeg havde valgt på hjemmesiden. Det var Keld der besvarede mine mails og løste problemet. Det var også ham, der sørgede for jeg fik fremsendt kopier af login; USENIX magasinet, som jeg manglede.

Som sagt kender jeg meget lidt til "det store billede". Men ville bare lufte min konkrete oplevelse med DKUUG (og Keld).

Desuden finder jeg det meget lidt klædeligt af PHK, med hans, hvad der grænser til, personlige tilsvning af Keld. Uanset. Jeg vil meget hellere høre PHK tale om teknik.

  • 0
  • 0
Haktan Bulut

Jeg er ikke medlem af DKUUG, men har med jævne mellemrum gjort brug af de udemærkede arrangementer og i den forbindelse noteret mig, at det altid har været Keld der har faciliteret arrangementerne. Ud over, at han i sine handlinger er en ildsjæl, og ikke kun i orde som mange, så har han altid været rar og sympatisk.

Det kan derfor undre mig, at man vælger at gå efter en eksklusion af et medlem, som forekommer mig som stor set den eneste der gør noget aktivt i/for foreningen og bruger mange timer på det. Når man læser eksklusionsbegrundelsen, er vi ovre i afdelingen for pigefornærmede teenagepiger og deslige:

*) Keld bruger DKUUG's bærbar - og uha, tager den med hjem
*) Har printet sit speciale på DKUUG's printer - og det hele 200 sider!
*) Er formand for KLID (Kommercielle Linux-interessenter I Danmark) - jeg kunne til nød forstå at det var et problem, hvis Keld var medlem i Microsoft's bestyrelse
*) Bla. bla.

Når man læser hele begrundelsen, tror jeg mere og mere på at Keld via "civil ulydighed" forsøger at få lidt realitetssans ind i bestyrelsen. For hulen - hold nu op!

Jeg sponsorerer gerne en bærbar og et kopikort på 1000 sider til Vesterbro-kopi.

  • 0
  • 0
Keld Simonsen

Tak, Peter, for dit indlæg! Det gav mig anledning til nogen tanker om den foreliggende situation. Det er nok noget med konflikter mellem personlighedstyper, som du skriver.

Jeg havde selv tænkt mig at karakterisere problemerne med "many talkers, few doers", eller stor ståhej for ingenting. Det passer meget godt med at teknikere skulle være meget gode til analyse, snak om løsninger. Men når det kommer til den praktiske udførelse, så halter det. Hvis teknikerne så bliver kritiseret for den manglende udførelse, så bliver de sure. Og så vil teknikerne meget gerne lave planer, som de så kan beordre praktikerne til at udføre. men nogen af det tekniske specifikationer er der så fejl i, og praktikerne finder så en løsning, der fungerer.

Anyway, jeg foretrækker meritokrati, eller som nordmændene kalder det, gjørokrati, altså at dem der gør arbejdet, i udstrakt grad bestemmer. Den styreform har jeg dog haft svært ved at overbevise andre i DKUUG om:-)

  • 0
  • 0
Henrik Kramshøj Blogger

Jeg burde egentlig slet ikke læse om DKUUG mere, jeg har meldt mig ud for snart længe siden.

Værdien af at være medlem er ret lille. Hvis man vil kan man komme til deres arrangementer gratis og helt reelt, blot ved at være medlem af eksempelvis SSLUG. Faktisk foregår der super meget godt Open Source arbejde idag, og DKUUG er idag ikke hverken en drivende kraft eller et plus for dette - set i forhold til formuen gør DKUUG ikke en sk** for Open Source i DK.

Dernæst synes jeg det er synd hvis PHKs kritik står alene og man får opfattelsen af Keld som offer i denne sag. Jeg kan desværre tilslutte mig dem som har samarbejdsvanskeligheder med Keld. Mht. forståelse for beslutninger har jeg følgende konklusion:

Keld har ikke respekt for flertalsbeslutninger, men vil ad bagveje, insisteren og direkte "ulydighed" omgå beslutningerne. Han vil aktivt modarbejde indtil beslutningen tages op igen, hvad han sørger for med jævne mellemrum ...

Det er voldsomt trættende at skulle diskutere gang på gang med Keld om de samme ting! Det betyder at alle ressourcer forsvinder ud i et sort hul, og da det ikke giver nogen mening for de fleste andre end Keld ender det med at de gode folk forsvinder.

Faktisk tror jeg således godt vi kan udvide til at Keld generelt har manglende respekt for andres mening. Jeg tror han med sit "enevælde" ender med at sidde alene i foreningen.

  • 0
  • 0
Ole Laursen

Jeg har fortrinsvist oplevet Keld fra oversættelserne til dansk (og kun via nettet). Der er ingen der kan være i tvivl om at Keld er en ildsjæl og gjort meget godt for andre, ting som han afgjort fortjener respekt for.

Men derfor har PHK nu alligevel ret - jeg tror simpelthen ikke Keld er skabt til at indordne sig. Hvad der vel ikke er noget ondt i, det er nok et træk de fleste af os har i større eller mindre grad. Den forhindrer ikke en i at være et flinkt menneske. Men det er altså en ulempe i nogle sammenhænge, og lige netop her var det måske bedre at erkende det og komme videre?

Anyway, Keld, din teori om meritokrati lider af den svaghed at jeg aldrig har oplevet dig opgive hvad man, hvis man træder et skridt tilbage, godt kan se må være en magtposition for dig - og det uanset om dine aktiviteter i sagen har ligget på is i flere år. Som f.eks. dengang du gjorde os begge til grin i fuld offentlighed i hvad jeg ikke kan tolke som andet end vrede: http://mail.gnome.org/archives/gnome-i18n/2002-December/msg00087.html

  • 0
  • 0
Keld Simonsen

Både Ole Laursens og Henrik Kramshøjs oplevelser med mig ligger en del år tilbage, måske over 5 år tilbage. Jeg har siden, som jeg tildligere også har skrevet, prøvet at holde mig noget tilbage fra konflikter, bl.a i DKUUG hvor jeg har holdt lav profil i NET-udvalget, og holdt mig helt ude af VIDEO-udvalget. Det er andre i dag som er de største kritikere af NET-udvalget. Og de tjenester jeg har haft brug for i NET-udvalget har virket tilfredsstillende for mig.

Jeg har stor respekt for andre mennesker. Og mener faktisk at manglende respekt er kernepunkterne i den foreliggede konflikt. Fx siger Jon Bendtsen i comon.dk at han ikke har respekt for mit helbredsproblem.

Anyway, det sker da at jeg er uenig flertallets afgøresler. Oftest lader jeg så dem bare gøre tingene. Nogen gange, hvis det drejer sig om at de forbyder mig at gøre en ting, ja, så tager jeg det op et andet sted. Et eksempel er klids ftp-server, hvor KLID startede op med lidt disk-plads og en 100 Mbit/s linje. Jeg lavede noget også på DKUUGs ftp-server, bl.a. et debian-spejl. Jeg foreslog så DKUUG at jeg kunne overtage hele driften af DKUUGs ftp-server, men det fik jeg nej til. Jeg har så fortsat udbygningen af KLID-serveren, og det er idag en pæn succes. Og DKUUGs ftp-service er nærmest nedlagt. Jeg kan ikke rigtigt finde andre eksempler fra de seneste par år med at jeg har startet noget nyt op uden for DKUUG, men det kan da godt være der er noget.

  • 0
  • 0
Jørgen Rhode Jensen

Til at starte med, skal jeg pointere at jeg ikke har været til stedet under div. møder og ej heller har nogen direkte kendskab til hvad der foregår bag de lukkede døre i DKUUG. Udefra set konstaterer jeg blot følgende:

  1. DKUUG virker for mig som en forholdsvist død organisation, og set i lyset af at de umiddelbart har adgang til store midler - kunne man håde at denne organisation, som skulle være den store samlede enhed omkring UNIX/OSS i Danmark, kunne være mere synlig.

  2. Jeg konstaterer at en lang række personer, som jeg rent fagligt respekterer, har udtrykt problemer med at samarbejde med Keld, og flere har efterfølgende forlads DKUUG i frustration.

Objektivt set, er DKUUG idag kun en skygge af sig selv på vej direkte modafgrunden - væk fra den store samler af interessenter omkring UNIX/OSS i Danmark.
Jeg kan kun henstille til at Keld Simonsen ser indad og mærker efter om problemet måske delvist ligger hos ham selv. At han har forsøgt at "forbedre sig" igennem de senere år er prisværdigt - dog er fakta at der stadig er store samarbejdsproblemer.
Så kære Keld, jeg synes du skal gøre op med dig selv hvordan du bedst tjener DKUUG, den organisation du selv har været med til at skabe. Er det vigtigst at du forbliver i inderkredsen og dermed vedhold status quo, hvor tingene med al tydelighed ikke fungerer - eller vælge at opgive magten ved at træde tilbage og lade nye kræfter komme til.

DKUUG skulle jo gerne være et sted der fremme de interesser der står i vedtægterne og det må være vigtigere end dine egne personlige interesser.

Med håbet om at du du tager ovenstående til eftertanke - god weekend.

Jørgen Rhode Jensen
Senior System Architect

  • 0
  • 0
Peter Jespersen

Nu er det først for nyligt at jeg har meldt mig under fanerne og derfor ikke rigtigt kender nogen af kompatanterne men må lige ytre mig.

Dette er ganske tydeligt sidste led i et generationsskifte, Keld er så vidt jeg er orienteret den sidste af de oprindelige. Det er en naturlig del af en organisations livscyklus, men også en af de farligste, da man kan risikere at DKUUG bliver fået i småstykker af magtkampen.

Dernæst kan det også blive DKUUGs død hvis ikke sejrherren(e) formår at puste nyt liv i DKUUG i en moderat grad, det er vigtigt ikke at overdrive og at forsøge et reformere hele organisationen på een gang, da det også kan gøre at det hele rasler fra hinanden.

For DKUUGs skyld skal løsningen helst findes så hurtigt som muligt, således at bolden kan lægges død og det skal helst foregå offentligt, nu hvor offentligheden allerede er indviet i sagen. Kun sådan kan vi alle komme videre - det kunne være perfekt hvis det skete inden generalforsamlingen, da det ellers enten ender med en 30-års borgerkrig eller en bitter og blodig afslutning på en ellers konstruktiv periode - som ingen kan være tjent med.

Da bestyrelsen er at betragte som hjemmeholdet er det vel egentlig dig Keld der har bolden og initiativet og som sagerne står har Jørgen Rhode Jensen egentlig allerede opstillet valgmulighederne som sagen ser ud nu.

Til gengæld vil jeg også opfordre resten af bestyrelsen til at holde døren på klem for en fredsaftale.

Mange hilsner
Peter Jespersen

  • 0
  • 0
Keld Simonsen

Jørgen Rhode Jensen: "Objektivt set, er DKUUG idag kun en skygge af sig selv på vej direkte modafgrunden - væk fra den store samler af interessenter omkring UNIX/OSS i Danmark."

Sådan ser jeg det ikke. DKUUG er i dag det sted i Danmark, der har mest aktivitet omkring UNIX/OSS. Bla har DKUUG holdt ganske mange møder, foredrag og workshops, over 1 om måneden i de seneste par år. Vi har lavet meget på standardiseringsfronten. DKUUG har medlemsfremgang, for første gang i over 10 år. Vi har oparbejdetet gode relationer til SSLUG, KLID og BSD-DK. Vi har sikret økonomisk at Open Source Days fortsætter.

Peter Jespersen: "Dette er ganske tydeligt sidste led i et generationsskifte,"

Jeg mener at DKUUG allerede har haft sit generationsskifte. Formænd som Myanne Olesen, Ulf Nielsen og Sidsel Jensen er alle meget yngre end mig. Men de er væk nu, og de bragte ikke meget fornyelse ind i foreningen.

Det er faktisk IMHO mig, der har kommet med det meste af fornyelsen i DKUUG de seneste par år. Udover ovennævnte om medlemsmøder, standardisering, medlemsfremgang og samarbejde med andre foreninger, har jeg taget initiativ til afskaffelse af millionunderskud og engagement i dkhostmaster og Rpådet for Større IT-sikkerhed. Jeg har taget initiativ til videooptagelser af møder, og lavet rigtigt mange videoer. Jeg har også været de fakto tovholder på mere arbejde for UNIX- og Linux-konsulenter, og oprydning i medlemsdatabaser og etablering af emailliste for medlemmer.

Resten af bestyrelsen har IMHO ikke bidraget særligt meget til fornyelse. Der har været noget arbejde omkring formueplacering, men det er ikke fornyelse.

Så min vurdering er at det allermeste fornyelse kommer fra mig, og det vil være meget dårligt for foreningen hvis jeg ikke fortsat kunne være med til at lave fornyelse. Jeg arbejder med marketing, og tror at det vil kunne lykkes. Der er også planer om regionale projekter og et nationalt center for åbne standarder, plus andre politiske ting. Min vurdering er også at den siddende bestyrelse ikke leverer noget fornyelse af betydning, jeg kan i hvert fald ikke komme på noget for nærværende.

  • 0
  • 0
Peter Jespersen

@Keld : Et generationsskifte er ikke automatisk det samme som fornyelse, gid det var så vel - det ville gøre det hele meget nemmere. Det jeg mere tænkte på var at du så vidt jeg ved er den sidste af de "oprindelige" der er tilbage i toppen på DKUUG.

Bare rolig du behøver ikke at forsøge at sælge dit store engagement i DKUUG, det er allerede købt :o)

Mange hilsner
Peter

  • 0
  • 0
Simon Hoxer

Der mangler et begreb til den her slags situationer. Det er situationer, hvor en person eller organisation fremfører meget overbevisende argumenter, men grundlæggende har en synspunkt, der er uforenelige med virkeligheden. Det værste er, at man i sin grundlæggende intuition føler, at det personen siger er forkert, men man er ikke i stand til at påpege præcist hvori det forkerte ligger.

Manipulation er vist det tætteste vi kommer på det begreb. Keld, jeg tror du manipulerer. Faktum er at din bestyrelse er træt af dig. Billedet du beskriver af foreningens arbejde stemmer ikke overens med dine foreningsmedlemmer.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize