Ny Apple-censur: Dansk iPhone-app om Android bandlyst

33 kommentarer.  Hop til debatten
Et dansk magasin om Android må ikke sælges som iPhone-applikation via Apples App Store. Begrundelsen var, at Android-indhold ikke hører hjemme der.
26. november 2010 kl. 10:55
errorÆldre end 30 dage

Det danske mediehus Mediaprovider har ramt hovedet ind i Apples efterhånden berømte censur-politik i App Store. Et forsøg på at sælge et magasin om Android som en iPhone-applikation blev stoppet af Apple. Det skriver Mediawatch, der har talt med Mediaproviders direktør Brian Dixen.

Direktøren havde sendt en række applikationer til godkendelse hos Apple og blev så ringet op af en chef fra App Store-afdelingen. Begrundelsen for, at Android-magasin-applikationen er afvist, falder tøvende fra Apple-chefen:

»Du ved? dit magasin? det er kun om Android? det kan vi ikke have i vores App Store,« genfortæller Brian Dixen til Mediawatch.

Og ikke bare er Android-magasinet blevet helt afvist. Hvert eksemplar af de andre magasiner, som Mediaprovider udgiver via App Store, skal igennem en to uger lang godkendelse hos Apple, hvilket er irriterende for et magasin, der skriver om teknologinyheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brian Dixen mener, at Apple denne her gang er gået for langt med firmaets censur-politik. Hvad hvis Mediaprovider i et magasin om telefoner generelt har et tema om Android? Ville Apple så spærre for denne udgivelse, spørger han.

Afvisningen puster igen liv i debatten om, hvad Apples rolle bør være i godkendelsen af applikationer til iPhone, ikke bare i Danmark, men verden over. Tidligere har Ekstra Bladet fået afvist en applikation, fordi den indeholdt side 9-piger, hvilket er helt udelukket i Steve Jobs' verden.

Apple har også annonceret en App Store til hele Mac-platformen, bygget over samme opskrift som App Store til iPhone og iPad. Det skal gøre det nemmere for brugerne at finde god software til Mac-computeren, forklarede Apple, der også her vil tage 30 procent af omsætningen.

33 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
26. november 2010 kl. 12:02

Det skal dog så her bemærkes, at der naturligvis ikke lukkes for at Mac-brugere kan installere programmel fra andre steder end denne AppStore.

Hvis betingelser i øvrigt ville gøre at eksempelvis MS Office 2011, som Apple selv sælger, slet ikke ville kunne komme i AppStore. Alene det forhold at alle sprogversioner ikke er lagt ind i den enkelte applikation [hvor det anvendte sprog så afgøres af brugerens valg af sprog til sin konto] gør dette umuligt.

1
26. november 2010 kl. 12:01

Hvis man her en iPhone, er der ingen grund til, at interessere sig for andet !

13
26. november 2010 kl. 15:13

Det er da noget af det skøreste jeg har hørt... skulle man ikke kunne interessere sig for anden teknologi end Apples bare fordi man har udstyr fra Apple?

Jeg har altid været meget fascineret af Apples produkter, men hver gang jeg hører sådan noget skubbes jeg længere og længere væk fra produkterne. Lækkert design og smarte funktioner bliver uinteressant, hvis andre bestemmer, hvad jeg må bruge produktet til. Hvis det så i det mindste var billigt...