Ny Android-telefon kører på (knap så) lynhurtigt 4G-net

HTC løfter sløret for 4G-telefon Evo, der bruger Wimax til at få lynhurtigt internet. Den er klar til sommer i USA.

Er downloadhastigheden fra 3G-mobilforbindelsen for sløv til dig, er der godt nyt. Nu er næste bølge nemlig på vej: Smartphones, der bruger lynhurtige Wimax-forbindelser til datatrafikken.

HTC har præsenteret telefonen Evo, der har fået stemplet 4G og bryster sig af langt hurtigere internetforbindelse end dem, der må nøjes med 3G. Den dårlige nyhed er bare, at det foreløbigt kun fungerer i USA.

Telefonen bliver lanceret i samarbejde med det amerikanske teleselskab Sprint, som har brugt milliarder på at opbygge et Wimax-netværk i de største amerikanske byer. Den er på gaden til sommer, og ifølge pressematerialet fra Sprint kan ejerne se frem til gennemsnitlige downloadhastigheder på 3-6 megabit pr. sekund.

Dette er lidt hurtigere end den typisk opnåede hastighed på 3G netværk, men dog lang fra de nominelle 4G-specifikationer, der taler om 100 megabit download-hastigheder.

Den hurtige internetforbindelse kan også komme andre i nærheden til gode, for Evo 4G kan fungere som en trådløs router. Dermed bliver det en smal sag at få den bærbare computer koblet på Wimax-forbindelsen også.

Derudover har Evo-telefonen de sædvanlige funktioner for en smartphone i den dyre ende i dag, med Snapdragon-processor på 1 gigahertz og mulighed for at optage video i HD, mens skærmen bliver en tand større end normalt: 4,3 tommer. Styresystemet bliver Android 2.1.

Foreløbigt har Sprint dækket 27 byer med Wimax-netværk, hvilket omfatter 30 millioner amerikanere. Når 2010 rinder ud er målet, at 120 byer er blevet dækket, svarende til 100 millioner amerikanere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere