Ny afsløring i Epic vs Apple: Direktør luftede at sænke afgift for ti år siden

Apple tager 30 procent af app-udvikleres indtægter fra forbrugeres køb i apps. Det er Epic Games trætte af. Illustration: bigtunaonline/Bigstock
Direktøren for App Store skrev en mail til en anden Apple-medarbejder i 2011, hvor han luftede ideen om at sænke afgiften på 30 procent for app-udviklere. Dokumentet blev fremvist i retten i mandags, da den længe ventede sag mellem Epic Games og Apple startede.

Nye dokumenter er dukket op under retssagen mellem Epic Games og Apple, der viser, at direktøren for App Store luftede ideen om at sænke udviklernes 30-procents-afgift allerede i 2011.

Det skriver Bloomberg.

Siden sidste år har der været optakt til retssagen, der startede i denne uge mellem Epic, der står bag det populære spil Fortnite, og Apple. Spiludvikleren har i længere tid brokket sig over den afgift, Apple snupper fra indtægter fra forbrugernes køb i apps.

Det ledte til, at man sidste år lavede sin egen betalingsløsning i Fortnite til iOS, som fik Apple til at smide Epic af platformen. Det fik Epic til at indlede et søgsmål, hvor man anklager Apple for at forvride konkurrencen og på uretfærdig vis fratage Epic en del af sine indtægter.

Læs også: Apple vs. Epic Games: Retssagen starter i dag

I retten i mandags kom det frem, at Apple-direktøren Phil Schiller for ti år siden sendte en mail til en anden topmedarbejder i virksomheden, hvor han luftede ideen om at sænke afgiften til 25 eller 20 procent. Derudover sætter han spørgsmålstegn ved, om virksomheden kan holde afgiften på 30 procent for evigt.

»Jeg ved, at dette er kontroversielt, men jeg tager det bare op som en anden måde at anskue forretningens størrelse på, hvad vi vil opnå, og hvordan vi fortsat kan være konkurrencedygtige,« skriver han i mailen.

Apple ændrede allerede på sine afgifter i 2016, hvor man i stedet tager 15 procent af indtægterne fra forbrugere, der abonnere på en tjeneste for andet år i træk. Og sidste år sænkede man afgiften til 15 procent for udviklere, der tjener mindre end 1 million dollars årligt.

Læs også: EU-Kommissionen: Apple bryder konkurrenceregler med 30-procents-afgift

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere