Nvidia tjekker din hardware for at forhindre videresalg af spillicenser
Nvidia vil fremover kræve, at der sidder det rigtige Nvidia-grafikkort i pc'en, før man kan indløse en licens til de spil, der følger med i æsken med det nye grafikkort. Det skal forhindre videresalg, skriver Ars Technica.
Spilfirmaer og grafikkortproducenter har i årevis lavet pakkeløsninger, så man fik ét eller flere store spil med, når man køber et nyt grafikkort. Men det har også skabt et marked for at videresælge licenserne til disse spil. Det er dét, Nvidia nu vil forsøge at lægge restriktioner på.
For at få en nøgle til de medfølgende spil, skal man nu installere et program fra Nvidia som tjekker, at der sidder et Nvidia-grafikkort, som er omfattet af tilbuddet om pakkeløsningen. Først derefter kan man aktivere spillet i Steam, Uplay, Origin eller Microsoft Store.
Nøglen er ikke knyttet til et bestemt grafikkort, men det skal dog være et kort inden for en bestemt serie, som eksempelvis GFX 1080. Og når man har aktiveret spillet i eksempelvis Steam, så kan man spille det på de enheder, hvor man bruger sin Steam-konto.
Ars Technica påpeger, at Nvidia ikke har gjort det klart, hvordan kravet om validering gennem Nvidias GeForce Experience-software fungerer, hvis man eksempelvis køber to grafikkort for at koble dem sammen med SLI og dermed får dobbelte licenser.
