Nvidia tjekker din hardware for at forhindre videresalg af spillicenser

Med et nyt grafikkort følger som regel licensnøgler til en række populære spil. Nu vil Nvidia gøre det sværere at sælge disse nøgler videre.

Nvidia vil fremover kræve, at der sidder det rigtige Nvidia-grafikkort i pc'en, før man kan indløse en licens til de spil, der følger med i æsken med det nye grafikkort. Det skal forhindre videresalg, skriver Ars Technica.

Spilfirmaer og grafikkortproducenter har i årevis lavet pakkeløsninger, så man fik ét eller flere store spil med, når man køber et nyt grafikkort. Men det har også skabt et marked for at videresælge licenserne til disse spil. Det er dét, Nvidia nu vil forsøge at lægge restriktioner på.

For at få en nøgle til de medfølgende spil, skal man nu installere et program fra Nvidia som tjekker, at der sidder et Nvidia-grafikkort, som er omfattet af tilbuddet om pakkeløsningen. Først derefter kan man aktivere spillet i Steam, Uplay, Origin eller Microsoft Store.

Nøglen er ikke knyttet til et bestemt grafikkort, men det skal dog være et kort inden for en bestemt serie, som eksempelvis GFX 1080. Og når man har aktiveret spillet i eksempelvis Steam, så kan man spille det på de enheder, hvor man bruger sin Steam-konto.

Ars Technica påpeger, at Nvidia ikke har gjort det klart, hvordan kravet om validering gennem Nvidias GeForce Experience-software fungerer, hvis man eksempelvis køber to grafikkort for at koble dem sammen med SLI og dermed får dobbelte licenser.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Simon Rigét

Det burde være en selvfølge at man ejer det produkt man har købt og betalt. Alle disse "smarte" måder at sælge en vare, uden rigtigt at give den fra sig, er uetisk og burde forlængst være blevet forbudt.

Det er forholdsvis simpelt at lave paralleller til den analoge verden. F.eks. lej en bil, med et engangsbeløb, men du må kun kører på veje ejet af firmaet og du kan aldrig sælge eller give den til en anden.

Det er som om politikerne mener, at etik ikke gælder når det er digitalt.

  • 5
  • 0
#4 Ivo Santos

Et bedre hverdags eksempel kunne være dette.

Forstil jeg at når jeg køber en bil, så følger der et barnestol, en bamse, og en radio med i købet.

Okay!, nu er jeg så ikke forældre, og har derfor ikke brug for en barnestol, eller en bamse. Da jeg sjælden høre radio når jeg kører bil, så har jeg sådan set heller ikke brug for den, så derfor vælger jeg at videresælge barnestolen, bamsen, og radioen.

Er det så fair at producenten af bilen eller forhandleren af bilen bestemmer hvad jeg må videresælge eller ej? Nej!, naturligvis burde jeg selv have lov til at bestemme hvad jeg gør med de ting jeg selv har betalt for, og det burde også være tilladt at sælge de spil man ikke har brug når man køber et grafikkort, eller noget andet hardware.

  • 3
  • 0
#5 Kasper Kaas Hansen

Hele pointen her er vist at du aldrig har ejet noget som helst når vi snakker software, med mindre du selv har udviklet det på din egen tid.

Du har haft en brugsret, under nogle bestemte forudsætninger, men produktet er ikke dit, og har aldrig været det - uanset hvor meget du så end mener det modsatte.

Samme brugsret ønsker Nvidia så åbenbart at gøre mere firkantet, og det er selvfølgelig et uheldigt signal at sende.

Omvendt kan man selvfølgelig stoppe uautoriserede salg til 3. part, som helt sikkert også sker fra de forhandlere som sælger deres grafikkort.

  • 1
  • 0
#7 Jens Nielsen

Et mærkværdigt eksempel, da jeg aldrig har hørt om en barnestol og en bamse der har fulgt med en ny bil. Men en radio som følger med biler, er ofte kodet så de kun virker med den specifikke bil, imens andre kun virker til den specifikke bilmodel.

Så eksemplet bekræftede bare hvad man allerede gør i dag.

  • 0
  • 0
#8 Ivo Santos

Kære @Jens, det er da meget muligt at mit eksempel er lidt underlig, men i disse 'familie reklame' tider, så tænkte jeg at hvad nu hvis der rent faktisk fulgte en bamse og en barnestol med en ny bil fordi at bilen, og eller, reklamen er lavet specifikt til familier og ikke enlige, så ville det da rent faktisk give mening at der fulgte en bamse og en barnestol til den lille.

Og hvad er der så galt i det om jeg må spørge?

  • 0
  • 0
#9 Jesper Kastrup

Princippet om aftale frihed ignoreres lidt af nogle i tråden. Hvis I ikke har lyst til at indgå en aftale hvor I ikke må videresælge licensen til et spil til andre, så lad vær.

Hvis I indgår en aftale, og udbyderen af produktet siger det er en betingelse for aftalen, at I ikke videresælger dele af produktet (her licensnøglen til et spil), så må I ikke det. Når udbyderen så håndhæver dette, så har I egentlig ikke ret til at brokke jer (efter min opfattelse).

Som Kasper nævner, er der forskel på at eje eller have en brugsret til noget. Man køber sjældent kildekoden til software, men ganske ofte en brugsret.

Simon og Ivo efterspørger et "analogt" eksempel, så kan vi jo tage tinglyste rettigheder på jord. Selvom du køber en ejendom, kan en nabo have tinglyst en rettighed til at måtte køre ud af en indkørsel der fysisk ligger på din jord. Den aftale der blev indgået (og tinglyst), er altså en betingelse for dit ejerskab over jorden. Så kan du altså ikke fjerne indkørslen og lave en ny uden naboen får adgang, med undskyldningen "det er jo min jord".

Du har indgået en aftale med betingelser der skal overholdes.

  • 0
  • 0
#10 Gert Madsen

Kunne det evt. hænge sammen med at man gerne vil sige at man "sælger" software, hvor man vil slippe for efterfølgende besvær, og samtidigt beholde rettigheder, som om man "udlejer" software'en.

Dvs. softwareleverandører forsøger at skaffe sig fordelene fra begge verdener, og undgå al ansvar.

Det er vel ikke underligt at nogen forsøger at ændre den situation.

  • 1
  • 0
#11 Jesper Kastrup

Der kan findes mange gode forklaringer. Jeg synes som sådan det er fair nok, at man ikke må videresælge en nøgle til et spil som indgår i en bundle. Spiludbyderet har jo en grund til at indgå samarbejdet med hardware leverandøren, som nok forsvinder hvis nøglen bare kan sælges videre.

Skal man angribe noget, synes jeg det bør være de ganske komplekse aftalevilkår som forbrugere udsættes for.

Jeg kan godt forstå hvorfor det vil vække undren, når man videresælger en nøgle som så ikke virker. Så obskure vilkår, 1000 sider lange terms of service på tykt jura-sprog, og dårlig information før køb, er der hvor jeg mener man har ret til at være forarget.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere