Nvidia køber Arm for 40 milliarder dollars

Chipproducenten Arm bliver en del af Nvidia efter en milliardhandel.

Den amerikanske teknologivirksomhed Nvidia køber chipproducenten Arm fra det japanske it-selskab Softbank for 40 milliarder dollars.

Det skriver The Verge.

Arm producerer chipsets og processorer, som både bliver brugt til fabriksudstyr, men også i høj grad til smartphones. Ifølge Bloomberg bliver der hvert år solgt 1 milliard smartphones, som indeholder teknologi fra Arm.

»Det er en virksomhed med en rækkevidde, som ingen anden har haft i teknologiens historie,« siger Jensen Huang, der er administrerende direktør i Nvidia til Bloomberg og tilføjer:

»Vi forener Nvidias førende egenskaber indenfor AI-computing med Arms enorme økosystem.«

Selvom Arm fremover vil indgå som en underafdeling af Nvidia, beholder chipproducenten sit hovedkontor i Storbritannien, og derudover vil Arm også fortsætte med en åben licensmodel.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (22)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Michael Cederberg

Men jeg kan godt mærke, at jeg er glad for, at RISC-V er kommet, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis nVidia træder ud af RISC-V.

Den eneste mulighed for at RISC-V bliver til andet end en parantes i historien, er hvis kineserne vælger at gå den vej (fordi amerikanerne lukker deres andre muligheder).

Jeg kan grundlæggende ikke se andre kaste de nødvendige udviklings, produktions og marketings resourcer efter RISC-V. Pt. er jeg ganske sikker på at jeg ikke ejer en eneste RISC-V device.

  • 3
  • 1
#3 Lars Bjerregaard

Mig bekendt producerer Arm ikke noget hardware. De designer hardware som derefter bliver licenseret til et hav af hardware producenter, som kan tilføje deres egen special sauce til designet og sælge konkrete chips og løsninger.

  • 4
  • 0
#4 Christian Nobel

Den eneste mulighed for at RISC-V bliver til andet end en parantes i historien, er hvis kineserne vælger at gå den vej (fordi amerikanerne lukker deres andre muligheder).

Og det er der en hel del der tyder på at de vil - især hvis trumpetten bliver genvalgt.

Jeg kan grundlæggende ikke se andre kaste de nødvendige udviklings, produktions og marketings resourcer efter RISC-V.

Nogen gange sker ting nedefra på de mest uventede måder - RISC-V kan godt gå hen og blive interessant for embedded/sbc markedet, bla. pga et angiveligt lavt strømforbrug (og så den åbne arkitektur).

Pt. er jeg ganske sikker på at jeg ikke ejer en eneste RISC-V device.

Deri har du nok ret.

  • 4
  • 0
#6 Christian Nobel

Interessant. Har du nogen links?

Ikke nogen konkrete der siger det-vil-vi, men rundt omkring på diverse fora (skal selvfølgelig altid tages med et vist gran salt) kunne det godt lugte af det, også ud dette:

https://www.eenewseurope.com/news/imagination-china-lab-risc-v-deal

Søg på china og risc-v, der er meget der lugter af at kineserne er voldsomt interesseret i risc-v.

  • 1
  • 0
#7 Torben Mogensen Blogger

Den primære årsag til, at ARM i sin tid blev udskilt fra Acorn Computers, var, at Apple, som ville bruge ARM i deres Newton PDA, ikke ville være afhængig af en konkurrent (uanset hvor lille). Derfor blev ARM til et uafhængigt aktieselskab med Acorn, Apple, og VLSI Technologies (som dengang fremstillede ARM for Acorn) som hovedaktionærer, men uden at nogle havde mere end 25% af ARM Ltd. Ved samme lejlighed blev forkortelsen omdefineret til at stå for "Advanced RISC Machines" i stedet for "Acorn's RISC Machine". Sidenhen er den vist defineret til ikke at stå for noget.

Jeg kan forestille mig, at nogle af NVIDIAs konkurrenter, der bruger ARM, vil have samme bekymring. NVIDIA kan ikke trække nuværende licenser tilbage, men det kunne få konkurrenter til at se sig om efter andre platforme i fremtiden eller, alternativt, presse NVIDIA til at frasælge dele af ARM-aktierne, sådan at intet selskab har majoritet. Jeg kan sagtens forestille mig, at de største brugere af ARM (Apple, Samsuns, Qualcomm, osv.) gerne ville købe andele af ARM til en lidt højere kurs end den, som NVIDIA købte dem for, hvis det kunne undgå, at et enkelt konkurrerende firma dominerer ARM.

  • 4
  • 0
#8 Gert Agerholm

Jeg så i går et indlæg på YouTube hvor sagen blev forklaret/diskuteret. Her blev det sagt at man nu går over i en 18 måneder lang "uvis fremid" efter som handlen først skal godkendes af myndighederne og andre kan komme med indsigelser.

Hvis det er rigtig, så har Nvidia ikke købe ARM, men ARM og Nvidia er enige om handel, som føst skal godkendes før det kan blive til noget.

Umiddelbart vil jeg mene at det ikke bør godkendes efter som Nvidia vil sidde på alt for stor en del af kagen. Jeg tror at de dage hvor Intel arkitekturen sidder på det meste af markedet nærmer sig en ende. Apple går over til egne chips, Microsoft leger med at udskifte NTKernel med en Linux kernel, hvilket hurtigt vil kunne gøre dem meget mere uafhængig af hardware platformen.

  • 2
  • 0
#9 Michael Cederberg

Jeg kan forestille mig, at nogle af NVIDIAs konkurrenter, der bruger ARM, vil have samme bekymring. NVIDIA kan ikke trække nuværende licenser tilbage, men det kunne få konkurrenter til at se sig om efter andre platforme i fremtiden eller, alternativt, presse NVIDIA til at frasælge dele af ARM-aktierne, sådan at intet selskab har majoritet.

Jeg har svært ved at se ARM være $40 mia. værd hvis det blot bliver en Nvidia platform. Jeg tror Nvidia vil gå meget langt for at sikre ARMs uafhængighed. Herunder tiltag som holder eksisterende kunder tilfredse.

På mange måder er ARMs greb om kunderne meget ringere end Intels. Windows kunderne kan enten vælge x64 from Intel eller AMD. Der er ikke andre muligheder; ingen mulighed for at introducere en ny platform.

Google kan relativt nemt rykke Android til en anden platform - Intels Atom platform var inde i varmen tidligere. Apple har tidligere vist en villighed til at skifte platform flere gange uden bagudkompatibilitet - også selvom det efterlader Apples kunder med håret i postkassen. Ved siden af er der et kæmpe embedded marked som er meget prisfølsomt og ikke har den helt store binding til den fremtidige udvikling på ARM (fx. har SOHO router producenter i perioder haft både ARM og MIPS baserede produkter på hylderne).

  • 0
  • 0
#10 Jørgen Henningsen

Mon ikke Nvidia har set en mulighed for at køre Intel og AMD lidt ud på et sidespor med dette opkøb. Nvidia har jo sin forretning forankret i grafikkort branchen, men de er nok lidt trætte af bare at være sidekick til Intel og AMD, som iøvrigt selv udvikler grafikcores (også som SoC). De har jo forsøgt sig med Tegra serien, men vil nok forsøge at snige deres egne grafikcores ind i billedet.

  • 2
  • 0
#12 Jan Lunddal Larsen

Apple har tidligere vist en villighed til at skifte platform flere gange uden bagudkompatibilitet

Apples platformskift har alle gange været bagudkompatible. PowerPC Macs kunne køre de fleste 68K applikationer, Intel Macs kunne køre de fleste PowerPC applikationer, og de kommende Apple Silicon Macs kan køre de fleste Intel applikationer.

Derudover bruger Apple ikke ARMs chipdesigns, men har en uendelig licens til intruktionssættet og deginer selv deres CPU'er, så de burde have deres på det tørre.

  • 3
  • 4
#13 Martin Bøgelund

Umiddelbart vil jeg mene at det ikke bør godkendes efter som Nvidia vil sidde på alt for stor en del af kagen.

Nvidia og ARM opererer på forskellige markeder, så ingen af de to bliver formélt set større på deres respektive markeder.

AMD kunne også købe ATI (Radeon) i sin tid, så det er tidligere sket at en sammensmeltning mellem en mere "generel" CPU-producent og en GPU-producent er blevet godkendt.

Kan du uddybe dit udsagn?

  • 1
  • 0
#15 Thomas Christensen

Mht. konkurrence godkendelse, så kommer den nok til at flyve igennem i EU og USA pga. markedsandele for de to respektive firmaer på hinandens hjemmebaner hedder nul. Der kommer nemt til at blive fnidder i medierne pga. de mange interesser fra så mange sider, men myndighederne har ikke så meget at sige nej til.

Der hvor konkurrencegodkendelsen bliver interessant, er i Kina. Det sker det i et storpolitisk spil, hvor ejerskabet og den potentielle katalysator til en udfordring af x86 samt Kina's ønske om at udfordre US tech på compute bliver cementeret i et USA, som leger misfornøjet storebrors og forsøger at holde Kina ude.

Glem regler og markedsandele. Hvad vil Kina have for at godkende handlen, er det reelle spørgsmål. Kinas position er pt. at afvente valget, og så kommer deres reelle svar til alle de tiltag Trump har taget for at holde dem ude.

En interessant kicker er, hvordan diverse af ARMs licensholdere vil forholde sig. Grundet ARMs helt essentielle og unikke position har de alle nogle forbehold til deres licens-aftaler med ARM, hvis der skulle ske et ejerskifte. Så i praksis skal alle de store licensaftaler genforhandles. Så hvis man tror, at konkurrencemyndighederne og den politisk scene imellem USA og Kina er en eneste svære del i processesen, så tager man fejl. Velkommen til en ny slagmark NVIDIA.

10 Jørgen Henningsen

NVIDIA sidekick til Intel og AMD? Point taken i forhold til ambitionsniveau, men NVIDIA har lige for første gang i historien overhalet Intel's markedsværdi og de efterlod AMD i støvet for mange år siden. NVIDIA har lidt under dobbelt så stor omsætning som AMD har selv uden at have en processor.

NVIDIA køber ikke ARM for at lave en SoC. De køber ARM for at have et instruktionssæt, så de kan udfordre Intel i datacentret og all things compute. En SoC til smartphones bliver det sidste NVIDIA selv laver, men at få en Geforce licens ind i mobiløkosystemet: ja tak.

Med opkøbet har NVIDIA næsten alt. De mangler lidt på netværk kontra Intel, men reelt mangler de bare en HPC CPU. Med Mellanox har de ingridiencerne til at smelte det hele sammen i datacentret, og ARM er den sidste brik som falder på plads. Intel har det også, mens AMD blot er komponentleverandør til andre eller skal alliere sig med f.eks HPE/Cray. Den del får AMD ikke sådan lige på plads. Dvs. AMD skal bruge en partner, hvor NVIDIA og Intel har det hele in house. Med opkøbet cementerer NVIDIA sin position som den reelle udfordre til Intel frem for AMD.

  • 4
  • 0
#16 Michael Cederberg

Glem regler og markedsandele. Hvad vil Kina have for at godkende handlen, er det reelle spørgsmål. Kinas position er pt. at afvente valget, og så kommer deres reelle svar til alle de tiltag Trump har taget for at holde dem ude.

Ingen interesserer sig for hvad Kina mener i denne sag. Kina er i den situation at de kan blive blokeret fra at bruge ARMs designs.

De køber ARM for at have et instruktionssæt ...

For $40 mia. kan man købe mange instruktionssæt. Hvis de bare ville have et instruktionssæt så kunne de begynde at producere RISC-V computere. Eller MIPS. De kunne sikkert også købe ret til PowerPC instruktionssættet. ARM er kun rigtigt godt til en eneste ting: Low power. Hvorvidt det er nok til success i datacentre er et åbent spørgsmål. Men ARM er det eneste nogen interesserer sig for når vi snakker mobile.

Apples platformskift har alle gange været bagudkompatible.

Næsten er ikke godt nok. Og ingen gider at software kører med 25% hastighed. Og når ens computer ikke længere supporteres 3 år efter ...

  • 0
  • 1
#17 Christoffer Kjeldgaard

Microsoft leger med at udskifte NTKernel med en Linux kernel

Ehh, Ok, det var sgu en nyhed for mig. Nogen links?

Der har været rygter om hvorvidt lanceringen af WSL2 er en indikation på at Windows 11 kan blive Linux-baseret; men jeg kan ikke se hvorfor Microsoft skulle gøre det. Det ville kræve at Win32 + Metro APIet bliver ported til Linux, noget der helt sikkert kan lade sig gøre (se f. eks Wine - og Microsoft har tidligere ported de relevante dele af Win32 for at få Microsoft SQL Server til at køre native), men hvad skulle incitamentet være for at porte resten? Derudover er WSL2 vel netop det modsatte; nemlig at Linux applikationer kan afvikles på Windows, men ikke den anden vej? Det giver vel Microsoft en konkurrencemæssig fordel over OSX og de forskellige Linux distros.

Den eneste fordel jeg kan se ved at gøre Windows til en DE er at man sparer udgifter til vedligeholdelse af kernel, men tilgengæld mister man også kontrollen - og NT som kerne fejler ikke noget - bevares NTFS er ikke ligefremt moderne, men ellers kan jeg ikke lige se hvad Microsoft skulle få ud af et skift.

  • 4
  • 0
#18 Torben Mogensen Blogger

Jeg har svært ved at se ARM være $40 mia. værd

Det er også et lidt spøjst regnestykke. NVIDIA betaler ikke kun med penge, men i stor grad også med egne aktier, som er fastsat til en værdi ud fra den nuværende kurs. Det er en ret almindelig praksis, når firmaer handler med hinanden. Men planen er, at NVIDIA laver en aktieudvidelse, og betaler mede de nyudstedte aktier. Men aktieudvidelsen gør jo de eksisterende aktier mindre værd. Det skal så modregnes i, at NVIDIA som helhed bliver mere værd ved at overtage ARM, men da værdien af ARM jo er sat fiktivt højt ved denne handel, opvejer det nok ikke helt, så jeg forventer at se et kursfald på NVIDIA, når (og hvis) handlen går igennem.

  • 1
  • 1
#19 Michael Cederberg

Det er også et lidt spøjst regnestykke. NVIDIA betaler ikke kun med penge, men i stor grad også med egne aktier, som er fastsat til en værdi ud fra den nuværende kurs. Det er en ret almindelig praksis, når firmaer handler med hinanden. Men planen er, at NVIDIA laver en aktieudvidelse, og betaler mede de nyudstedte aktier. Men aktieudvidelsen gør jo de eksisterende aktier mindre værd. Det skal så modregnes i, at NVIDIA som helhed bliver mere værd ved at overtage ARM, men da værdien af ARM jo er sat fiktivt højt ved denne handel, opvejer det nok ikke helt, så jeg forventer at se et kursfald på NVIDIA, når (og hvis) handlen går igennem

Jeg har svært ved at se ledelsen i Nvidia og auktionærerne gøre noget der på den måde vil give et kursfald. Ledelsens opgave er banalt set "maximizing shareholde value" - af samme grund har den givetvis aktieoptioner der er tæt knyttet til aktiekursen. At gøre noget der helt sikkert vil reducere aktiekursen er i modstrid med egne interesser.

Men i øvrigt er det ligegyldigt om det er $40 mia. eller $10 mia. Et instruktionssæt er ikke $10 mia. værd. Det er hele forretningen som Nvidia er ude efter.

  • 1
  • 0
#20 Jørgen Henningsen

NVIDIA sidekick til Intel og AMD? Point taken i forhold til ambitionsniveau, men NVIDIA har lige for første gang i historien overhalet Intel's markedsværdi og de efterlod AMD i støvet for mange år siden. NVIDIA har lidt under dobbelt så stor omsætning som AMD har selv uden at have en processor.

Ja AMD er bagefter på point, men i den verden handler det også om fart og retning, og AMD har en god retning og ret meget fart på deres ryzen serie, som iøvrigt også har en ok grafik ydelse på deres integrerede vega GPU. Om NVIDIA ligefrem vil forsøge at snige noget af deres grafik teknologi ind på smartphone markedet det må tiden vise, men der er også stadig et ret stort laptop marked, som tørster efter mere energieffektive løsninger. Apple har da gang i noget f.eks.

  • 0
  • 0
#22 Sune Marcher

Jeg så en klog mands video hvor han citerede Apple for at Rosetta2 vil køre Intel binaries på deres Arm med 10% hastighedstab. Det er fint nok.

Er det rå x86->ARM translated hastighed, eller en eller anden fluffy gennemsnitlig "application performance"?

Hvis det er det første, er det nok til at leve med. Hvis det er det andet, vil der sandsynligvis være nogle applikationer der har massivt tab, og det er ikke synderligt imponerende. FX!32 kunne efter sigende køre (nogle, API-tunge) x86 applikationer hurtigere på Alpha back in the day :)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere