Nu kan du bruge dit Dankort eller Visa/Dankort med den populære mobilbetalingsløsning MobilePay, når du handler på nettet. Det fremgår af Danske Banks side om MobilePay.
Indtil i dag har løsningen virket med MasterCard, Visa og Visa Electron. Ifølge Danske Bank betyder tilknytningen af Dankortet, at to millioner brugere nu kan handle på nettet, modsat kun en halv million, der førhen kunne bruge MobilePay til nethandel.
Samlet tilbyder mere end 300 netbutikker betaling med MobilePay - bl.a. tøjbutikken Boozt, Gul og Gratis og Fona. Betaling ved hjælp af MobilePay på nettet foregår ved, at brugeren indtaster sit mobilnummer, hvorefter en betalingsanmodning kommer frem på mobilen.
For nyligt meddelte Danske Bank og Dansk Supermarked, at man i øjeblikket tester brugen af MobilePay til betaling i en lille håndfuld supermarkeder i hele landet.