Nu vil rejsende i Køenhavns Lufthavn kunne møde en digital reklameskærm, der viser indhold baseret på en række personlige faktorer. En række kameraer bestemmer den rejsendes alder, køn og kobler informationen med rejsemål til at kunne vise personligt tilpassede reklamer på storskærmen. Det skriver Berlingske Business.
Læs også: Sådan afslører mobilen din færden
600 digitale skærme er placeret 170 steder i lufthavnen, og de vil altså vise reklamer baseret på en estimeret alder, køn samt information fra en nærliggende gate om rejsemål. Det vil herefter blive brugt til at vise personligt tilpassede reklamer. Det kan for eksempel være et tilbud på solcreme eller billeje til en familie på vej på charterferie, eller armbåndsure til en kvinde på vej til Bruxelles.
Oplysningerne fra kameraerne vil blive brugt til at kunne dokumentere over for annoncørerne, at annoncerne er blevet vist mens målgruppen passerede. Det fremgår dog ikke, hvorvidt der er tale om en lagring af billeder eller lignende til at dokumentere eksponeringen.
Senere vil reklameskærmene kunne skifte annoncer i det sekund, en ny passager passerer reklameskærmen.
Anne Gerdes, lektor ved Institut for Design og Kommunikation ved Syddansk Universitet, Campus Kolding, udviser over for Berlingske bekymring for den manglende mulighed for at vælge de tilpassede reklamer fra.