Nu vil alle hospitaler tilbyde huske-sms’er - to år efter NemSMS blev klar
Få en sms med en påmindelse dagen før, du skal ind til undersøgelse på hospitalet.
Et simpelt princip, som kan spare de offentlige budgetter for et trecifret millionbeløb, fordi antallet af patienter, der glemmer aftalen, falder markant. Men det har været alt andet end simpelt at indføre huske-sms’er i det offentlige Danmark, siden ideen opstod i 2007.
Nu kan huske-sms’erne fejre en milepæl: Regionerne er nu klar til at lade alle hospitaler sende sms’er til patienterne før en aftale, lyder det fra de fem regioners fælles forening. Det vil dog først være helt implementeret hele vejen rundt i løbet af 2013.
»Stort set alle hospitaler kan sende sms’er ud nu, men det skal indarbejdes i organisationen. Så i løbet af 2013 kommer alle afdelinger i gang, og det skal gøres til en rutine, at personalet skal huske at spørge patienterne om sms-påmindelserne,« siger Lisbeth Nielsen, kontorchef hos Danske Regioner, til Version2.
NemSMS blev efter en lang og hård fødsel lanceret i foråret 2010, hvorefter det blev underkendt af Datatilsynet. Men i september 2010 kom der grønt lys fra tilsynet til, at myndighederne måtte sende påmindelser til borgerne, selvom de kunne rumme private oplysninger.
Hvorfor har det taget så lang tid, før alle regioner og hospitaler er kommet til at bruge NemSMS?
»Vi har sendt sms’er til borgerne fra regionerne i lang tid, men det er et kæmpestort organisatorisk arbejde. Vi lavede for to år siden en aftale med staten om, at regionerne skulle være klar ved udgangen af 2012. Det har været tungt at løbe NemSMS i gang – blandt andet fordi der ikke var nok borgere, som var tilmeldt løsningen,« siger Lisbeth Nielsen.
Skal koble røntgensystemer på
Hvor NemSMS består af en national database over mobiltelefonnumre til borgerne, har hospitalerne flere systemer, der håndterer aftaler med patienter. For eksempel sker planlægningen af undersøgelser på en røntgenafdeling med samme system, som styrer røntgenbillederne.
»Vi bøvler stadig lidt med at få teknikken til at køre mellem vores systemer og den centrale NemSMS-løsning. For eksempel skal vi lige have knappet røntgen-systemerne på,« siger kontorchefen.
Det kan også kræve lidt tilpasning af systemerne at få dem til at sende huske-sms’en på rette tidspunkt. Den skal nemlig ikke sendes, så snart aftalen er indgået, men for eksempel én dag før, patienten skal møde op på hospitalet til undersøgelse igen.
Det nationale NemSMS-system har siden lanceringen lidt af, at for få borgere var tilmeldt, ligesom de offentlige myndigheder i høj grad styrede uden om. I Region Midtjylland valgte man for eksempel at bygge sit eget system op, fordi det bedre kunne betale sig end at bruge NemSMS.
Men fremover skal alle regioner køre sms-påmindelserne via NemSMS, fremgår det af regionernes udmelding. Dermed bliver hospitalerne den klart største bruger af NemSMS, og andre dele af den offentlige sektor kan genbruge de telefonnumre, som regionerne indsamler.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.