Nu tikker Gmail automatisk ind på iPhone og Windows Mobile

En ny funktion til Google Sync på iPhones og Windows Mobile-telefoner gør det muligt automatisk at få nye Gmails på telefonen i stedet for at skulle tjekke manuelt.

Brugere af iPhones, iPod Touch og telefoner med Microsofts mobile styresystem, Windows Mobile, kan nu få besked med det samme, når en ny mail tikker ind i Gmail-indbakken.

Google har nemlig lagt en push-funktion ind i Google Sync til førnævnte gruppe af mobiler og smartphones, hvilket betyder, at brugeren ikke længere skal trykke 'opdater' for at tjekke for nye mails. De bliver automatisk 'push'et' til telefonen, når de rammer Gmail-indbakken.

Funktionen kan slås til for sig selv eller sammen med synkronisering af kontakter og kalenderfunktion, som på forhånd findes i Google Sync.

Som udgangspunkt skubbes nye beskeder til telefonen inden for få sekunder efter, de er modtaget i Gmail-indbakken. Ifølge Google-udviklerne er det dog lidt af en belastning for telefonens batteri i forhold til at tjekke mails med faste intervaller.

»Bliv ikke overrasket, hvis batteriet ikke holder så længe som normalt. Vi har gjort meget for at optimere strømforbruget, men hvis du foretrækker at spare på batteriet, kan du altid slå 'push' fra i telefonens indstilling for i stedet hente nye mails hver 30. eller 60. minut,« skriver Google-udviklerne på Gmail-bloggen.

Google Sync blev lanceret i februar med understøttelse for synkronisering af kontakter og kalender. Sync er baseret på Microsofts push-teknologi, Activesync.

For iPhone-brugernes vedkommende kræves version 3.0 eller senere af styresystemet iPhone OS.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Esben Damgaard

Det lyder ellers utrolig meget som imap protokollen, hvor man har en fast forbindelse til serveren, og den så notificere én om nye emails.. Fantastisk at de kan bruge den!

..

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere