Nu skal Windows 10-app-butikken fyldes med klassiske desktop-programmer

Illustration:
De første applikationer, der er konverteret med Microsofts nye værktøj, er nu tilgængelig i Windows 10-app-butikken.

Microsofts indbyggede app-butik i Windows 10 har manglet dét, der burde være det stærkeste kort på hånden for Windows, nemlig alle de klassiske Windows-programmer. Nu dukker de første konverterede apps op, efter Microsoft i august frigav et nyt værktøj.

På listen over de nytilkomne er det dog nok kun Evernote, der ringer en klokke hos de fleste brugere, men der er også en håndfuld andre programmer, hvor udviklerne har benyttet Desktop Bridge til at gøre programmerne klar til butikken.

Windows Store er i princippet kun for applikationer skrevet til Microsofts Universal Windows Platform. Klassiske desktop-programmer skrevet til Win32 eller .Net kan ikke installeres fra butikken.

Desktop Bridge gør det muligt at pakke de klassiske programmer ind i de fornødne rutiner til at installere, opdatere og afinstallere programmerne via app-håndteringen i Windows Store.

Samtidig er det muligt at tilføje ekstra funktionalitet, hvilket Evernote blandt andet har benyttet sig til at lave en ny sidemenu.

En anden funktion, man kan tilføje til eksisterende programmer, er push notifikationer, fordi programmet får adgang til at koble sig på den del af Windows 10, der normalt er forbeholdt UWP-applikationer.

Microsofts hensigt er dog ikke, at udviklerne blot skal pakke deres programmer ind i Desktop Bridge. Derimod er det tanken, at det skal få udviklerne til gradvist at konvertere hele programmet til den nye platform.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere