Nu skal tabletten have tastatur for at sælge

Salget af tablets som den klassiske iPad faldt 21 procent i 2015. Til gengæld eksploderede efterspørgslen på modeller med tastatur ifølge IDC.

En tablet anno 2016 skal have et tastatur. Sådan ser det i hvert fald ud ifølge analysefirmaet IDC, som konstaterede et fald i salget af tablets i 2015 på 10,1 procent i forhold til 2014.

Det er gået hårdest ud over de klassiske tablets som Apples almindelige iPad. Salget af rene tablets faldt samlet med 21,1 procent i 2015.

For netop Apple gik salget kraftigt tilbage med et fald i antal enheder på 21,8 procent i forhold til 2014.

Til gengæld ser det ud til, at hybrid-udgaverne, der fungerer som mere direkte alternativer til en bærbar pc, er blevet godt modtaget. Denne kategori, som især Microsoft har satset på med Surface-serien, voksede med 163 procent ifølge IDC.

Specifikt er der tale om de hybrider, der først og fremmest er en tablet, men også har et tastatur, der hører sammen med enheden, men kan fjernes.

Det er en kategori, som Apple nu også blander sig i med iPad Pro, som ifølge analytikerne faktisk blev solgt i flere eksemplarer i fjerde kvartal 2015 end Microsofts Surface-tablets. Apple solgte anslået to millioner iPad Pro-enheder, mens Microsoft solgte cirka 1,6 millioner Surface-enheder.

»En af grundene til, at tablets med tilhørende tastatur vokser så hurtigt, er, at brugerne ser dem som et alternativ til en pc,« udtaler analysechef Jean Philippe Bouchard fra IDC ifølge en pressemeddelelse.

Han påpeger samtidig, at Microsoft ser ud til hovedsageligt at sælge de dyrere Surface Pro-modeller frem for den billigere Surface 3, og at prisen derfor ikke ser ud til at være den afgørende faktor for denne del af tablet-markedet.

Til gengæld er der blandt Android-tablet-producenterne fortsat konkurrence om at sende ekstremt billige tablets på markedet, hvor eksempelvis Amazon har solgt en model til 50 dollars, som var med til at placere Amazon som den tredjestørste producent i fjerde kvartal 2015.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (5)

Bent Jensen

Skal have et tastatur, også selv om de har tablet for,.

Behøves ikke at slæbe mere med i sengen, men ellers er de små BT tastaturer endda med mus til 90-100 kr, en god løsning.
Har også købt et af de der laser keyboard, de ser og er fede, men mest til tog eller andre steder, hvor der er en bordplade

Hans Schou

Jeg gav min datter en Lenovo A10-70 tablet i julegave, for 2 år siden. Hun fik også et BT tastatur fra Aldi, for lissom at se om det kunne erstatte den gamle laptop. Ca. kr. 1100 for tablet, 170 for tastatur og 14 for en bordstander.

Det duer rent faktisk. Skal man skrive meget, så på med tastaturet. Jeg har tillige lånt tastaturet og brugt det sammen med min smartphone til at tage referat. Masser af slåfejl, men det retter man senere på et almindeligt EDB-apparat.

Nu bruger børnene kun laptop, til de spil der ikke findes til tablet.

Thomas Andersen

Der var mange skeptikere da Microsoft kom med deres Surface serie. Men det ser ud til de har haft held med at "opfinde" en ny kategori. Og samtidigt fået gjort folk lidt mere kvalitets beviste. Hvilket er kommet alle "pc" producenter til gode.
(Er selv en glad Surface Pro 2 ejer)

Søren Breddam

(Er selv en glad Surface Pro 2 ejer)


Er selv en halvt tilfreds Surface Pro 4-bruger.
Den fungerer sådan set OK, men jeg finder det dog helt utåleligt, at de endnu ikke har fået styr på, at den bruger strøm, selvom den er lukket og slukket.

Og prisen er jo lige krydret nok, men i det segment er det jo ikke noget, der får den til at skille sig ud.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer