De danske teleselskaber lukker nu ned for tjenesten, hvor brugeres mobilnumre automatisk bliver overført til udvalgte samarbejdspartnere. Det skriver direktør Jakob Willer i teleselskabernes branchefællesskab, Teleindustrien, i en mail. TDC, Telenor og Telia er medlem af Teleindustrien.
»I de seneste dage er de danske teleselskabers videregivelse af telefonnumre, når kunden besøger visse hjemmesider, blevet diskuteret. Denne videregivelse har historisk været praksis over for visse af teleselskabernes betroede samarbejdspartnere. Baggrunden for denne praksis er blandt andet, at de nu stort set udfasede wap-tjenester krævede kendskab til kundens mobilnummer, for at man kunne bestille og betale for en tjeneste via en mobiltelefon.«
Som Version2 tidligere har beskrevet, blev selskabernes praksis afsløret i sidste uge, da internetaktivist og datalog Christian Panton demonstrerede, hvordan mobilnummeret blev tilføjet data sendt fra mobiltelefonen, når den forsøgte at koble op til visse domæner.
»Wap-tjenester bruges stort set ikke mere, og den teknologiske udvikling har medført, at dette setup er blevet forældet og uhensigtsmæssigt – blandt andet fordi mobiltjenester i dag hyppigst baseres på apps. De seneste dages debat har også vist, at det er muligt at få mobilnummeret overført til andre end tjenesteudbyderne. Dette har gjort nogle mobilkunder utrygge,« skriver Jakob Willer og fortsætter:
»Teleselskaberne har nu gennemgået den anvendte praksis, og på den baggrund har TDC, Telenor og Telia besluttet at lukke ned for alle berørte tjenester senest i morgen, onsdag.«
Teleselskabet 3 har tidligere oplyst til Version2, at selskabet ikke indsætter mobilnumre i de såkaldte http-headere, som de øvrige selskaber har gjort. 3 er desuden heller ikke medlem af Teleindustrien.
Manden, der satte gang i den nuværende debat, Christian Panton, skriver i en mail til Version2 om selskabernes udmelding:
»Jeg er glad for, at teleselskaberne lytter til kunderne. Denne sag har vist, at der har været en stor interesse for brugerne i at værne om deres privatliv, uanset hvilket teknologi de bruger til at gå på nettet. Dog kræver dette, at brugerne i første omgang er klar over, i hvilket omfang fortrolige oplysninger deles med tredjeparter.«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.