Google er nu klar med Google Drive - eller Google Drev, som det er blevet døbt på dansk. Kort fortalt er der tale om Googles bud på en Dropbox-konkurrent, hvor du kan dele filer over de gængse platforme Windows, OS X, Android. Understøttelse for iOS er på vej.
En anden vigtig funktion, som adskiller Google Drive fra konkurrenterne, er integration med Googles kontorpakke. Det skal gøre det nemt at samarbejde med andre om et dokument. Det er også muligt at kommentere på alt fra billeder til video-filer. Det skriver Google i en pressemeddelelse.
Google Apps-brugere får fem gigabyte på Google Drive ganske gratis. Det er muligt at opgradere til 20 gigabyte for $4 om måneden og helt op til 16 terabyte, hvis man skulle få brug for endnu mere digital lagerplads.
Google garanterer en oppetid på 99,9 procent og en krypteret dataoverførsel mellem din browser og Googles servere. Filerne bliver kopiret ud til flere datacentre for at sikre tilgængelighed, hvis et center skulle gå ned.
Version2-blogger Peter Toft kritiserer i et blogindlæg Google Drives brugerbetingelser for at give internetgiganten alt for vide ramme til at disponere over de filer, du måtte lægge på dit Google-drev.
OCR-teknologi gør det muligt for brugerne at søge i Google Drive efter scannede dokumenter. Det samme gør sig gældende for billeder, hvor Google bruger en ny teknologi til at genkende indholdet af et billede. Du kan altså søge på Grand Canyon, og så kan Google selv finde de billeder du måtte have liggende af Grand Canyon.
Microsoft har netop opgraderet deres Skydrive-funktionalitet som svar på Googles lancering.
Vi introducerer Google Drive – det nyeste medlem af Google Apps
I dag lancerer vi Google Drive - et sikkert sted, hvor du kan oprette, dele, gemme og samarbejde med andre om alt dit arbejde. Hvad enten du rentegner plantegninger med en klient, laver en præsentation med klassekammeraterne eller lægger sidste hånd på næste års budget med kollegerne, så gør Drive det nemt at arbejde sammen. Du kan uploade og tilgå alle dine filer, herunder videoer, billeder, Google dokumenter, PDF'er og meget mere.
Med Google Drive kan du:
Oprette og samarbejde. Google Docs er indbygget direkte i Google Drive, så du kan arbejde med andre i realtid om dokumenter, regneark og præsentationer. I det øjeblik, du vælger at dele indhold i Drive kan du tilføje og besvare kommentarer på alt (PDF, billeder, video-filer, osv.) og modtage meddelelser, når andre mennesker kommenterer på delte elementer. Brugere i virksomheder kan desuden dele filer eller mapper med specifikke personer, hele teamet eller endda kunder og partnere uden for virksomheden. Du kontrollerer, hvem der kan se filer eller foretage redigeringer.
Sikker arkivering og adgang overalt (også når du er på farten). Alle dine ting er der bare - ligegyldigt hvad. Du kan få adgang til dine data på Drive overalt og fra alle typer enheder - på internettet, på kontoret, i hjemmet eller mens du løber ærinder ude i byen. Du kan installere Drive på din Mac eller PC eller hente mobil-app’en til Android-enheder. Vi arbejder i øjeblikket hårdt på en Drive-app til iOS enheder. Uanset platform kan blinde brugere i øvrigt få adgang til Drive ved hjælp af en skærmlæser.
Søge efter alt. Du kan søge efter indhold ved hjælp af nøgleord og filtrere efter filtype, filens ejer, seneste aktivitet og meget mere. Drive kan endda genkende tekst i scannede dokumenter ved at bruge Optisk Karakter Genkendelse teknologi (OCR). Hvis du eksempelvis overfører et billede af et gammelt avisudklip, kan du efterfølgende søge efter ord i den oprindelige artikel. Vi bruger også billedgenkendelse, så hvis du trækker et billede af Grand Canyon ind i Drive til en kommende annoncekampagne, kan du senere søge efter 'Grand Canyon', og alle billeder af dens dybe slugter vil poppe op med det samme. Denne teknologi er endnu på et tidligt stadie, og vi forventer, at det vil blive voldsomt forbedret over tid. Du kan åbne mere end 30 forskellige typer filer direkte i din browser — herunder HD-video, Adobe Illustrator og Adobe Photoshop — selv hvis du ikke har det tilsvarende program installeret på din computer.
Vi ved, du er afhængig af dine filer for at kunne arbejde hver dag. Drive bruger den samme infrastruktur som andre Google Apps-tjenester, hvilket betyder, at der også er de samme fordele omkring sikkerhed og pålidelighed:
Centrale styringsværktøjer: Nye værktøjer er tilgængelige direkte i Apps-kontrolpanelet. Værktøjerne gør det nemt for administratorer at tilføje eller fjerne lagerplads for den enkelte bruger eller grupper af brugere.
Sikkerhed: Dataoverførslen er krypteret mellem din browser og vores servere, og en 2-trins godkendelse hjælper til at forhindre uautoriseret adgang, idet brugerne logger på med en sikker kode fra deres mobiltelefon.
Dataspejling: Data kopieres samtidig til flere datacentre, så i det usandsynlige tilfælde, at et datacenter er ikke tilgængeligt, vil dine filer vil stadig være sikre og til at komme til.
Oppetid: Drive har en garanti på 99,9% oppetid, så du kan være sikker på, at dine filer altid er tilgængelige, når du har brug for dem.
Support: Hvis du har behov for hjælp, har du altid support 24/7.
Hver Apps-bruger får 5 GB inkluderet lagerplads, og administratoren kan centralt købe og administrere mere lagerplads til den enkelte. Når en bruger har nået din grænse, kan administratorer på Google Apps for Business købe den yderligere plads, som er nødvendig. Start med ekstra 20 GB til $4 pr. måned og tilføj helt op til 16 TB (som tidligere tæller din Google Docs ikke med i din samlede lagerplads).
Fra i dag vil Google Apps administratorer begynde at se nye kontrolelementer til Drive i kontrolpanelet. Brugere i organisationer, som benytter Rapid Release, kan starte med Drive på drive.google.com/start.
Drive er bygget til at spille smidigt sammen med din øvrigeGoogle-oplevelse. Drive er en åben platform, så vi arbejder med mange tredjepartsudviklere, så du kan underskrive dokumenter med DocuSign og HelloFax, designe flowdiagrammer med LucidChart og styre projekter og opgaver med Smartsheet direkte fra Drive. For at installere disse apps, kan du besøge Chrome Webshoppen - og hold øje med endnu flere nyttige apps i fremtiden.