Nu kommer Yotaphone: Android-telefon med ekstra e-ink-skærm

Illustration: Android Logo
Den russiske Yotaphone rammer nu markedet og vil koste 3.750 kroner. Danskere må vente et par måneder.

Der er masser af konkurrence på markedet for Android-telefoner, men sjældent banebrydende nye ideer. Derfor har den russiske Yotaphone vakt opsigt ved at have en ekstra skærm på bagsiden, der bruger e-ink-teknologi, kendt fra for eksempel Amazons e-bogs-læsere.

Version2 skrev om telefonen og interviewede firmaets danske kommercielle direktør, Lau Geckler, for et år siden, og nu er telefonen klar til at komme til salg. Det fortalte Yotaphones direktør, Vlad Martynov, onsdag morgen på et pressemøde.

I løbet af december rammer telefonen fem store lande, herunder Tyskland og selvfølgelig Rusland, mens antallet af markeder, hvor man kan købe telefonen, stiger til 20 inden udgangen af marts måned, herunder Danmark. Det bliver dog over nettet via en international netbutik.

Læs også: Dansker bag dobbeltskærms-Android: Derfor får vi succes

Den vejledende pris bliver 499 euro, altså 3.750 kroner, plus moms, og for de penge får man som nævnt to skærme samt specifikationer i middelklassen, sammenlignet med andre producenter.

Processoren rummer to Krait-kerner på 1,7 gigahertz, og der er to gigabyte RAM og 32 gigabyte indbygget lagerplads. Den ’normale’ skærm på forsiden er på 4,3 tommer og på 720 x 1280 pixels. På bagsiden sidder en lige så stor e-ink-skærm på 360 x 640 pixels, som kan vise tekst og billeder i gråtoner, men som til gengæld ikke bruger batteri, når den er tændt. Dermed kan man altid have klokken, næste kalenderaftale, et bykort eller noget helt tredje på skærmen.

E-ink-skærmen er ikke trykfølsom, men et felt under skærmen giver mulighed for forskellige fingerkommandoer.

Batteriet er på 1.800 milliamperetimer, hvilket den ekstra e-ink-skærm burde kunne hjælpe til at få til at række et stykke vej. Til sammenligning har en Samsung Galaxy 4 - med større skærm og kraftigere processor - et batteri på 2.600 mAh, og Samsung Galaxy 4 Mini, som har 4,3-tommer skærm ligesom Yotaphone, har 1.900 mAh til rådighed.

Tykkelsen er én centimeter, lidt mere end den typiske telefon på grund af den ekstra skærm, og vægten er landet på 146 gram. En iPhone 5S er til sammenligning 7,6 millimeter tyk og vejer 112 gram.

Firmaet bag Yotaphone, Yota Devices fra Moskva, er en del af teleudbyderen Yota og fik succes med at producere dongles til mobilt bredbånd. Det banede vej for telefonprojektet, der har været tre år undervejs. Yota Devices er en lilleput sammenlignet med Samsung, Apple og de andre kendte producenter, men det har netop været en fordel, fortalte Lau Geckler til Version2.

I store virksomheder når den slags nyskabelser sjældent igennem den lange, bureaukratiske godkendelsesproces, vurderede han, baseret på sine tidligere job i blandt andet HP’s printerdivision.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Christoffer Kjeldgaard

Uden at kende telefonen indgående, har jeg svært ved at se hvordan man rent praktisk kan bruge e-ink skærmen til andet end at vise information. Det manglende touchinput gør, at man ikke rigtig kan interagere med indholdet i Android.

Derudover, så antager man at det strøm, som bruges på at holde e-ink skærmen opdateret sparer brugeren strøm istedet for at tjekke notifikationer på telefonens primære skærm.
Lad os sige at e-ink skærmen f. eks. indeholder et ur. Hver gang det skal opdateres skal skærmen nemlig "tændes". Dvs, at telefonens e-ink skærm trækker lidt strøm hvert minut, i stedet for at brugeren tjekker telefonen i 5 sek en gang i timen. Derudover, er jeg ikke bekendt med at Android kan sætte processoren i dvale når en skærm er tændt. Dvs, at processoren vækkes konstant for at holde skærmen opdateret.

Men et spændende koncept er det da.

  • 0
  • 0
Jesper Louis Andersen

Lad os sige at e-ink skærmen f. eks. indeholder et ur. Hver gang det skal opdateres skal skærmen nemlig "tændes". Dvs, at telefonens e-ink skærm trækker lidt strøm hvert minut, i stedet for at brugeren tjekker telefonen i 5 sek en gang i timen.

Du sætter bare en lille CPU på Eink skærmen og driver den ved siden af hoved-android CPU'en. Så lader du den CPU snoope på messages fra selve Android-systemet og du er godt igang. E-ink har den fordel at det ikke trækker strøm når billedet er statisk, så med den løsning kan du nok sagtens klare dig et par uger uden problemer. Det er langt bedre end hvad Android-telefoner traditionelt kan :P

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere