Sommerferie-surf sikret: Her er EU's nye, lave roamingpriser

En ny EU-aftale sænker prisen på mobil dataroaming til højst 6,50 kroner for en megabyte.

Prisen på at mobilsurf i udlandet får et nøk nedad. En ny politisk aftale i EU sænker nemlig prisen for en megabyte til maksimalt 6,50 kroner, og i 2014 vil prisloftet ramme to kroner per megabyte. Aftalen gælder foreløbig til 2017.

»Roamingaftalen er en højt prioriteret sag for det danske EU-formandskab, da den sikrer både forbrugerne og erhvervslivet beskyttelse mod skyhøje priser på mobilt internet. Herved skabes de bedste muligheder for at skabe vækst på tværs af landegrænser inden for det indre marked,« udtaler Ole Sohn i en pressemeddelelse.

Du kan se de nye, maksimal-roamingpriser her:

Priser, DKK (detailpriser er inkl. moms,engrospriser er ekskl. moms) 1. juli 2011 1. juli 2012 1. juli 2013 1. juli 2014
Foretage taleopkald (engros) – pr. minut 1,34 1,04 0,75 0,37
Foretage taleopkald (detail) – pr. minut 3,36 2,70 2,24 1,77
Modtage taleopkald (detail) – pr. minut 1,02 0,75 0,65 0,47
Afsende sms (engros) – pr. sms 0,30 0,22 0,15 0,15
Afsende sms (detail) – pr. sms 1,02 0,84 0,75 0,56
Data (engros) – pr. MB 3,73 1,86 1,12 0,37
Data (detail) – pr. MB -* 6,52 4,19 1,86

*Note: Prisen for data er pt. ureguleret på detailniveau, men de fleste danske udbydere tager knap 20 kr. pr. MB

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (8)

Henning Nielsen

Netop fordi teleselskaberne stædigt har holdt fast i deres skyhøje roamingafgifter og dyr udlandstelefoni, har netop VoIP telefoni vundet markedsandele (fx. Skype og Viber).
Selv snakker jeg meget over landegrænser (mest DK-Norge), og uden Skype var dette vanvittigt dyrt. Løsningen blev indkøb af en Skype-kompatibel mobiltelefon med lokal internetabonnement, oprette et Skype abonnement for små penge og derefter ringe til fastnettelefoner i hele verden "gratis". Og vupti - telefonregningen faldt fra 3-4000kr pr md til få hundrede kr.
Men denne løsning kræver som nævnt mobilt bredbånd hos en lokal udbyder eller WiFi (men absolut ikke data-roaming).

Peter D Hansen

I Danmark kan 1 GB data let købes for ca. 50 kr. (25-39-49 kr. hos Onfone/Oister/Telmore). Selv dyre TDC sælger 1 GB for 50-99 kr.

I udlandet falder prisen nu til 6.500 kr. pr GB, og senere i 2014 til 1.800 kr. pr. GB

Dvs. at Ole Sohn fra sit rødmalede elfenbenstårn er stolt af priser, der - i bedste fald - "kun" er 18 gange dyrere end i Danmark.

Andre ville nok stadig kalde det kartel-lignende åger-priser.

Rent procentuelt går det den rigtige vej. Men det er bare stadig ikke et reelt valg for private smartphone-brugere. Lokalt sim-kort med datapakke er stadig en bøvlet nødvendighed for at sikre sig mod skyhøje datapriser i udlandet.

Andreas Szekacs

Hvornår vil man se på det problem, når to f.eks. danske telefoner gæster i udlandet og skal ringe til hinanden? Den kaldende betaler udlandstakst til DK, den kaldte betaler roaming-modtagelse fra DK. Samtalen kunne afvikles for lokaltakst på værtsnettet, idet centralerne ved at begge telefoner er i samme land! Jeg har forelagt denne problemstilling til EU-komissionen og de svarede at reguleringen af denne kombination hører under de nationale myndigheder. Det lader vi stå på skærmen et øjeblik.. Jeg vover den påstand at samtalen afvikles allerede lokalt og frem-og-tilbage takseringen er en regnskabsmæssig stunt.

Peter Hansen

Der skulle ikke have stået "lave roamingpriser", men "lavere roamingpriser".

Priserne er lavere end hvad de har været, men de er stadig alt andet end lave.
Når jeg skal bruge min smartphone i udlandet vil jeg stadig købe et lokalt taletidskort på stedet, så jeg kan surfe og ringe til lokaltakst. Så har jeg en gammel candybar mobil med som jeg flytter mit danske simkort over i, som jeg kan vælge at tænde for så folk fra DK stadig kan komme i kontakt med mig på mit Danske mobilnummer. På ferie lader jeg normalt min danske mobil være slukket så jeg kan nyde ferien i fred og ro.
Roaming data er stadigvæk alt alt for dyrt efter 2014 til at jeg nogen sinde kunne finde på at bruge det til min smartphone.

Lars VJ

...stadig ikke godt nok. Hvorfor skal min lokation være interessant for hvad prisen er? Næh, lad os få en flatrate og så ingen roaming. Ever. Jeg skal da fx kunne bruge min google maps på tlf til at navigere med over alt hvor jeg kommer frem uden at blive slagtet økonomisk. Kom så, telefon selskaber, vi lever i et globalt samfund!

Jacob Christian Munch-Andersen

I udgangspunktet burde det i øvrigt være rimelig ligegyldigt hvor langt væk man ringer. Man kan sende i størrelsesordenen 1 mio. telefonsamtaler gennem et enkelt fiberkabel, selv hvis man ringer til den anden side af jorden er det en meget beskeden del af infrastrukturen man lægger beslag på i kraft af afstanden. Den altoverskyggende omkostning ved mobiltelefoni er at man lægger beslag på en forbindelse til en lokal mobilmast. Den forbindelse koster i og med at hver mast kun kan håndtere en hvis mængde trafik, men det er helt uafhængigt af hvor trafikken efterfølgende sendes hen.

Jens Jönsson

Man kan sende i størrelsesordenen 1 mio. telefonsamtaler gennem et enkelt fiberkabel, selv hvis man ringer til den anden side af jorden er det en meget beskeden del af infrastrukturen man lægger beslag på i kraft af afstanden.


Muligt, men du glemmer altså at prisen for at grave fiberkablet ned er enorm. Se bare på det nye fiberkabel der er blevet lagt til Grønland. Selvom Grønland er gået fra 100 Mbit/s satellit til flere hundrede Gbit/s, så er Internet stadigt forbrugsafregnet og ikke flatrate. Ellers har de selskabet der har brugt penge på kablet ingen chance for at hive pengene hjem igen.

Når det så er sagt, så er data roaming latterligt dyrt. Prisen skulle jo være pr. Gigabyte, ikke Megabyte...
Det er en ommer....

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer