Næste udgave af Ubuntu, der bærer nummeret 10.04 og kodenavnet Lucid Lynx, ventes færdig til april næste år, men allerede nu kan eventyrlystne Ubuntu-brugere gå i krig med den første alpha-version af Linux-distributionen.
Alpha 1 er første milepæl i den cyklus, der skal ende på med den færdige udgave af Ubuntu 10.04.
Derfor er det heller ikke som den store overraskelse, at Ubuntu-udviklerne fraråder folk, der har brug for en stabil Linux-distribution, at sætte sin lid til denne første alpha af Lucid Lynx. Ubuntu-udviklere og testere skal derimod bare springe ud i det.
Ubuntu 10.04 står på skuldrene af version 2.6.32 af Linux-kernen, der blev frigivet i sidste uge. 10.04 bliver en såkaldt Long Term Support-version (LTS), hvilket betyder, at der ydes support i en længere periode end normalt.
Seneste stabile version af Ubuntu er 9.10 med kodenavnet Karmic Koala, der kom på gaden i oktober.