Nu kan lærerne følge elevernes porno-surf
Nu bliver det endnu lettere for skolelærere at følge med i elevernes brug af nettet i skoletiden.
Det danske softwareselskab Danwares nyeste version af Netop School giver læreren øget indsigt i, hvilke hjemmesider eleverne besøger i skoletiden.
Tjekker alle browsere
Tidligere versioner af Netop School kunne kun blokere for internettrafik foretaget med Microsoft Internet Explorer, men med version 5.5 kan læreren blokere internettrafik på alle browsere. Danware har udviklet en særlig software-komponent, som forhindrer web-browsere i at få adgang til udvalgte internetsider, uanset hvilken browser der er installeret på computeren.
»Med Netop School 5.5 har underviseren langt flere og bedre muligheder for at holde øje med elevernes internetbrug. Vor tids skoleelever er erfarne brugere af internettet, og det kan være fristende at gå på opdagelse i cyberspace, hvilket kræver endnu mere opmærksomhed fra underviserens side. Med Netop School 5.5 vil læreren opleve en langt højere grad af fleksibilitet og overblik i forhold til undervisningen,« siger produktchef Ole Haag, Danware i en henvendelse til pressen.
Lettere tilrettelæggelse af undervisningen
Netop School er dog primært et værktøj for lærerne til at tilrettelægge it-orienteret undervisning og med den nye version 5.5 oplyser Danware, at også disse muligheder er forbedret betydeligt.
Via en USB-nøgle kan læreren tage sit arbejde med hjem og forberede opgaver og elevtests og næste dag håndtere sin computerstøttede undervisning direkte fra USB-nøglen.
