Nu kan lægerne nemt læse patientjournaler fra andre regioner

Læger over hele landet kan nu få nem adgang til alle borgeres journal, via projektet E-journal. Det var et af de fem regioners fælles mål for 2010, der alle blev opfyldt.

It-løsninger til hospitalerne har levet et omtumlet liv, med masser af forsinkelser og politisk indblanding.

Men nu mener de fem regioner, som bestyrer sygehusene, at man har fundet en god måde at samarbejde på, nemlig gennem RSI ? Regionernes Sundheds-It. Her er det regionerne selv, der sætter sig sammen og beslutter, hvad slagplanen skal være for integration mellem de mange forskellige it-systemer i regionerne.

Og første eksamen er gået godt, lød budskabet, da RSI inviterede pressen til en gennemgang af projekterne: Alle fem mål for 2010 var blevet opfyldt, inden nytårsklokkerne ringede.

Mest afgørende var, at alle patientjournaler nu er tilgængelige på alle hospitaler gennem projektet E-journal.

»E-journal er ikke det samme som EPJ på hospitalerne, men er muligheden for at lave et udtræk fra et EPJ-system, så man kan læse journalerne fra andre steder i landet,« forklarede Heidi Forberg, leder af RSI's sekretariat.

E-journal er ikke et nyt projekt og har i nogle år kunnet trække data ud af hospitalernes EPJ-systemer. Men forskellen er, at lægerne nu kan få oplysningerne frem direkte i de it-systemer, de bruger til dagligt, hvis for eksempel en patient fra en anden region bliver indlagt med en akut skade.

»Før var det også muligt for lægerne at få adgang, men det var for besværligt. Det skal være intuitivt og hurtigt at bruge,« sagde Heidi Forberg.

Rigshospitalet i København er som de eneste ikke klar endnu, men det skyldes, at en nødvendig juridisk afklaring var blevet udskudt på grund af arbejdspres, ikke at teknikken ikke var klar, forklarede Jan Kold, it-direktør i Region Hovedstaden.

Tjekker for kodesprog i journalen

Et andet pejlemærke for 2010 handlede også om E-journal, nemlig at alle borgere har mulighed for at læse med i egen journal via hjemmesiden Sundhed.dk.

»Vi kan se en stigning i antallet af almindelige borgere, som går ind og ser, hvad der står om dem i deres journal. Og de sidste uger har der været mange inde, som nok skulle se, om der var nogle koder i journalen,« sagde Heidi Forberg, med henvisning til debatten om lægernes kodesprog for, om en patient skulle igennem genoplivning.

De øvrige pejlemærker for 2010 var en koordinering af it-hjælpemidler rettet mod patienter med kroniske sygdomme, en systematisk erfaringsudveksling om brug af it og automatisering forud for opførelsen af nye, store hospitaler, samt at datakilder skal stilles til rådighed for andre dele af sundhedssektoren.

For Jan Kold har samarbejdet gennem RSI været en klar forbedring fra tidligere, hvor de overordnede mål kom fra politisk hold eller embedsmænd i Sundhedsministeriet ? langt fra dem, der sad med fingrene i koden.

»Mange af vores pejlemærker kræver meget arbejde, men de er ikke urealistiske. Det er forskellen på RSI-samarbejdet og så udmeldinger fra forskellige ministre,« sagde han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere