Nu kan du tage bussen med Google Maps i Danmark

Google har nu integreret Rejseplanen i Google Maps, så det er muligt at få en rutevejledning med offentlige transportmidler direkte fra Googles korttjeneste.

Danmark er endelig kommet på kortet for de lande, hvor Google tilbyder brugerne at få en rutevejledning ved hjælp af offentlige transportmidler. Google Maps har tilbudt sådan en tjeneste i udvalgte lande siden 2008, men nu er tjenesten også tilgængelig i Danmark.

Google har integreret Rejseplanen.dk med Google Maps. Det betyder, at når man indtaster to adresser for at få en rutevejledning, så kan man også vælge at få en vejledning til at komme fra A til B med bus eller tog.

Hidtil har Google Maps kun givet mulighed for at få en vejledning til fods eller i bil i Danmark.

Mens Rejseplanen.dk viser de forskellige ruter som en liste over transportmidler, rejsetider og ventetid, så er integrationen på Google Maps centreret omkring kortet. På den måde kan brugeren se ruten og flytte på start- og slutpunktet.

Ifølge Google er Danmark det første europæiske land, hvor rejseinformationer til alle offentlige transportmidler er samlet på Google Maps takket være integrationen med Rejseplanen, som i forvejen har kombineret både tog og busser fra forskellige selskaber.

Ifølge en pressemeddelelse bliver det ekstra nemt for de mange brugere af mobiltelefonen at finde informationer i nærområdet, så man både kan finde frem til vennerne - eller til den restaurant, hvor man gerne vil mødes.

»Danskerne søger lokalt. Cirka 30 procent af alle søgninger på Google handler om noget lokalt og noget konkret. De skal finde en butik, en restaurant, en station. Netop kombinationen af relevante informationer om kollektiv trafik, geografi og internet er i mine øjne et smukt eksempel på, hvordan moderne teknologi kan berige vores hverdag,« udtaler Google Danmarks administrerende direktør, Peter Friis.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Leif Neland

I Google-Maps applikationen på min Nokia 5800 (symbian) er der gå-vejledning til stoppested, streetview hvis fotobilen har været der, så man kan se om man skal gå i retning af det røde eller hvide hus, og tider for bus og tog.

Så det fungerer upåklageligt.

Man mangler så bare at kunne bestille SMS-biletter fra Google Maps :-)

  • 0
  • 0
#4 Jakob Hilmer

Det virker perfekt på min Nexus one. Man vælge destination og telefonen viser straks en oversigt over forskellige transportmuligheder med udgangspunkt i min nuværende position - samt mulighed for at bladre efter en tidligere eller senere afgang.

Når man vælger en afgang, er der muligt at få vist den på kortet samt se de forskellige skift der skal gøres.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere