Youtube har nu åbnet for de første videoer, som kan streames i HD-kvalitet med 60 frames pr. sekund. Det er en funktion, som især computerspillere har efterlyst, fordi videoer af spil har virket hakkende ved almindelige framerates på 30 billeder pr. sekund.
Traditionelt har man talt om, at det menneskelige øje ikke kan skelne ved mere end cirka 24 billeder pr. sekund, men det er kun en tommelfingerregel. Ved almindelig filmteknik bliver der nemlig medtaget en smule 'motion blur', altså udtværing på grund af bevægelse, når billederne bliver fotograferet.
I et computerspil tegnes hvert billede derimod som udgangspunkt som et knivskarpt billede uden bevægelse, og det gør det lettere for øjet at opfange den hakkende effekt. Dertil kommer, at øjet og hjernen reagerer forskelligt på forskellige typer billeder med ændringer i eksempelvis kontrast.
Youtubes nye ekstra høje framerate virker foreløbig i Chrome og Internet Explorer, mens Firefox endnu ikke understøtter den. Selve videoen skal også understøtte opløsningen, og for at se den høje framerate, skal man også vælge at se videoen i 720p60 eller 1080p60.
[video:http://youtu.be/T3ny9zIckP0?list=PLbsGxdAPhjv9UrLo19pS8teoRKj7funAy]

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.