Nu kan du blive certificeret i Linux til Microsofts Azure-sky

Microsoft er gået fra at vifte med patentporteføljen til nu at tilbyde en certificering i at implementere Linux - dog på Microsofts egen Azure.

Microsoft og Linux er ikke længere de to familiemedlemmer, der ikke kan være i samme stue i juledagene uden at komme op og skændes. Selvom forholdet til dels stadig kan være anstrengt, så tolererer Microsoft i dag Linux - og nu endda i en sådan grad, at selskabet tilbyder en certificering i Linux.

Microsoft tilbyder i forvejen en lang række certificeringer i selskabets egne løsninger, men nu har selskabet i samarbejde med Linux Foundation skabt en ny certificering i Linux på Azure.

Azure er stadig Microsoft-land

Linux har et stykke tid været velkommen på Microsofts Azure-sky, hvor Microsoft giver mulighed for at opsætte virtuelle servere med Linux.

Azure er dog fortsat i høj grad Microsoft-land, og certificeringen indebærer derfor en kombination af Microsofts test af kandidatens evner inden for opsætning af virtuel infrastruktur på Azure og Linux Foundations prøve i systemadministration.

Med certificeringen kan man demonstrere, at man er i stand til at designe, implementere og vedligeholde komplekse Linux-systemer, der udnytter funktionerne i Azure.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere