Nu kan du åbne københavnske toiletdøre med en SMS

It-udfordringen: Skal du træde af på naturens vegne, men er løbet tør for to-kroner, er løsningen nu ikke længere væk end din telefon. Unwire stod for teknikken, da Københavns Kommune opgraderede toiletterne.

Blæren er ved at sprænges, men lommerne rummer ingen forløsende to-krone til at åbne døren til det offentlige toilet.

En situation, som nogle københavnere må have prøvet at stå i, men som kan blive fortid nu, så længe man har en mobiltelefon ved hånden. I et pilotprojekt er foreløbigt tre ud af 16 små toilethytter i København nemlig blevet udstyret med en mobil-opkobling, så borgerne kan betale med mobilen i stedet. Når SMS'en er sendt, går der højst 10 sekunder før døren går op, forklarer projektleder Thomas Pedersen fra Unwire, der stod for teknikken.

Hvad går projektet ud på?

»Københavns Kommune ønskede at give borgerne adgang til toiletterne via SMS-betaling, som supplement til møntindkast. I første omgang er det et pilotprojekt med tre toiletter, nemlig i Borgergade, på Hans Knudsens Plads og på Gråbrødre Torv. Så skal vi se, hvordan erfaringer er, og hvis det viser sig at blive en succes, kommer der flere toiletter til.«

Hvad er målet med projektet?

»Når man kan betale med mobiltelefon, kan man altid få adgang, selvom man ikke har en to-krone. Og så kan et toilet også nu selv melde tilbage, hvis det er ude af drift, via den enhed, der er blevet installeret.«

Hvad var din rolle i projektet?

»Jeg var projektleder og stod for koordinering mellem de to udviklere hos os, der udviklede applikationen, Københavns Kommune og Låsepartner City, som stod for den GSM-enhed, som skal tage imod beskederne fra os.«

Hvilken teknologi indgår i projektet?

»På hvert toilet er der blevet installeret en GSM-enhed med et SIM-kort, som vi kommunikerer med via SMS. Enheden har en styring, som kobles til toilettet, så den kan åbne og lukke døren og melde tilbage om toilettets tilstand, altså om det er optaget eller måske ude af drift.

Applikationen har vi kodet i Java. Når vi modtager en SMS, kommunikerer applikationen med enhederne ude på toilettet via vores SMS-gateway.«

Hvilke problemer eller udfordringer har der været undervejs?

»Projektet har kørt, som det skulle. Det eneste, der har været lidt en udfordring, har været at få styr på, hvordan toilettets flow egentligt er. Hvad sker der, når døren åbner? Sker det automatisk? Og skal borgerne låse selv, når de har fået adgang? Det har betydning for, hvordan vores applikation skal håndtere opgaven, og det skulle på plads helt fra starten af.«

Hvilke erfaringer har projektet givet jer?

»Det har tidsmæssigt ikke været en stor opgave, men det var en ny og spændende opgave for os. Det er første gang, at vi skal kommunikere med en enhed på den måde, og så er det jo et pilotprojekt, som vi skal se, hvordan går.«

*It-udfordringen er en serie på Version2, som dykker ned i et projekt fra den danske it-hverdag. *

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Martin Andersen

Dette lyder som et sjovt projekt, for de involverede. Men, hvor ligger økonomien i at sætte et system op for at man kan betale 2 kr. via SMS, samt at drifte det? Hvor meget ville det koste at gøre toiletterne gratis? Noget siger mig det ville være billigere....

  • 0
  • 0
#3 Mads N. Vestergaard

Martin jeg tror ikke der er økonomi i det, men jeg tror du kan holde dem væk, som ikke har et reelt ærinde på toilettet, f.eks. dem som har i sinde at udøve hærværk. Det vil nok også være dumt, at udøve hærværk, når man indirekte lige har opgivet sit mobil nummer ;)

  • 0
  • 0
#6 Mads N. Vestergaard

Man har forhåbentlig lavet en analyse af sin målgruppe inden og fundet ud af at det går an. Men du har en pointe, den første doro kan kun modtage, men jeg ved der er kommet modeller sidenhen der kan begge dele.

  • 0
  • 0
#8 Andreas Lorensen

en problem der er i forbindelse med unwire, er de mange danskere der er udstyret med en firmabetalt mobil. Der er ingen måde for firmaet at styre hvilke udgifter der henføres til medarbejderen, og hvilke der er afholdes af firmaet. Det må også give nogle skattemæssige problemstillinger.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere