Et kiks i kommunikationen mellem bankerne og Nets har resulteret i, at en mængde danskere ikke har fået deres ventede lønudbetaling her til morgen.
Når bankerne skal udbetale løn, skal transaktionerne cleares hos Nets, som så sender de clearede transaktioner videre.
»Der er sket en forsinkelse af bogføringen. Det betyder, at der er nogen, der ikke har fået, hvad de skulle have fra morgenstunden. Nu skal vi have analyseret, hvad der er årsag til forsinkelsen – om der sket en fejl i leverancen fra bankerne, eller om det er vores clearing, der er blevet forsinket. Det er lidt svært at pinpointe på stående fod,« siger Søren Winge, der er pressechef i Nets, til Version2.
Søren Winge fortæller, at man på nuværende tidspunkt ikke har noget overblik over, hvor mange der ikke har fået udbetalt deres løn her til morgen, men at han forventer en hurtig løsning.
»Langt de fleste har allerede fået deres løn nu, og der er en restgruppe tilbage, der må væbne sig med tålmodighed lidt endnu. Jeg regner med at det hele er på plads i løbet af formiddagen,« siger Søren Winge til Version2.
Det er ikke første gang, at bøvl med clearingfiler giver problemer op til månedsskifte og lønningsdag. I marts var en fejl hos Danske Bank skyld i, at kunder hos en lang række banker måtte frygte for en påskeferie uden penge på kontoen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.