Nu forstår Google »rødgrød med fløde«

Googles stemmegenkendelse er blevet lanceret på dansk, så den kan oversætte dansk tale til tekst på Android-smartphones. Men der er stadig ting, den ikke forstår.

For første gang kan Google nu forstå, når du siger »rødgrød med fløde« og andre danske ord.

Søgemaskinen har for to dage siden i al stilhed opgraderet sin software til stemmegenkendelse, så man eksempelvis kan indtale sms'er på dansk på Android-telefoner, hvorefter systemet oversætter det til tekst.

»Alle med Android kan nu benytte sig af det, men det er stadig i super beta-version,« siger Googles danske kommunikationschef, Christine Sørensen, til Version2.

Indtil videre er det kun muligt for Google at omsætte tale til tekst i eksempelvis beskeder, e-mails, tekstdokumenter og lignende.

Det er stadig ikke muligt at bruge danske stemmekommandoer til at udnytte funktionerne i sin Android-smartphones og eksempelvis bede den om at slå en rute op på Google Maps. Denne funktion er også kendt som ‘OK Google’, fordi den bliver aktiveret til at lytte efter stemmekommandoer, når du siger disse ord.

OK Google er dog indtil videre kun tilgængelig på engelsk, spansk, tysk og seks andre sprog, men vil med tiden også komme på dansk, lover Christine Sørensen.

»Dansk stemme til tekst er først kommet med nu, fordi det er et ekstremt svært sprog for computeren at lære. Åbenbart har vi så mange uregelmæssigheder i sproget, at det er sværere at lære end mærkelige afrikanske dialekter,« siger hun.

Det er heller ikke muligt at omsætte en dansk tekst til tale via Googles oversætter, men der bliver arbejdet på sagen ifølge pressechefen.

»Vi har i øjeblikket prøver på, hvilken stemme Google skal have på dansk. Men du kan sagtens bede den om at google »rødgrød med fløde« indtil videre,« siger Christine Sørensen.

Se funktionen i aktion:

Følg forløbet

Kommentarer (14)

Peter Hansen

OK Google er dog indtil videre kun tilgængelig på engelsk, spansk, tysk og seks andre sprog, men vil med tiden også komme til dansk, lover Christine Sørensen.

Hvis man sætter engelsk som primært sprog og dansk som "andre" sprog, så forstår den stadig startkommandoen "OK Google" og forstår den nu både dansk og engelsk tale.

Jonas Degn

Det har været super længe ventet og jeg er overrasket over at det kommer så "tidligt", jeg havde mere håbet inde for de næste 10 års tid.

Ja det er en tidlig beta som de siger og ja tog mig ikke mange sekunder at finde fejl, men når det er sagt så i alt almindelig fungerer det faktisk okay, den forstår de mest tydelige ord og kan udføre funktioner ligesom på engelsk. (Ved at gøre som Peter Hansen skriver).

Jonas Degn

Du åbner "Google", går ind i "Settings" nede i bunden med de 3 prikker over hinanden.
Vælger "Voice" menuen og sætter engelsk som primært sprog og dansk som andet sprog.

Hvis du ikke har de muligheder så vil jeg gætte på at dit system sprog ikke er på engelsk, i hvilket tilfælde du ikke kan udnytte alle de fede funktioner i Google appen.

Det ændrer du ved at åbne telefon indstillinger - Sprog og tastatur og sætter sproget til English (United States). Jeg ved ikke om det lige kræver en genstart eller ej, men så burde du kunne benytte alle features i Google appen.

Jacob Nordfalk

Der har i årevis eksisteret strålende dansk talegenkendelse på Android, med app'en Dictus: https://play.google.com/store/apps/details?id=dk.pdc.dictus.android.nonfree
Den genkender dansk tale virkelig godt, men desværre er producenten af Dictus tilsyneladende lige så uduelig til forretning og Android-integration som de er til at genkende dansk, for app'en er fuldstændig uintegreret med telefonens øvrige funktioner hvilket gør den stort set nytteløs i praksis.

SYND for Dictus at de er så uduelige til app-integration, og nu endelig har forspildt chancen for at tjene rigtig mange penge (100kr * antal Android-brugere i Danmark bliver vel et tocifret millionbeløb), men GODT for alle os at der nu endelig kommer dansk talegenkendelse i vores telefoner!

Jacob Nordfalk

Her kommer to stemmeprøver, hvor jeg læser kommentaren ovenfor højt:

Google:
Endelig har i årevis eksisterede store nørd dansk talegenkendelse på android den er blevet dictus den kan canon dansk tale virkelig godt men desvære er procenten af dictus til siden af lårene lisa youtube tilberedning af android integration som bliver til en dansk forhandler af fuldstændig uenig med telefonsvarer iphone zoner hvad gør en stor cm9 praksis

Dictus:
Emily der har i årevis eksisteret strålende dansk talegenkendelse på Android med app'en diktus den genkender dansk tale virkelig godt men desværre er producenten af diktus tilsyneladende lige så uduelig til forretning og Andreu integration som de er til at genkende dansk for at er fuldstændig uændret med telefonens øvrige funktioner hvilket gør Dan stort set nytteløs i praksis

Som det ses er Dictus en del bedre, men Googles absolut anvendelig.
De fejl, der forekommer, skyldes nok at jeg talte lidt hurtigt, og brugte tunge skriftlige formuleringer, som man må forvente at de ikke er optimeret til at kunne forstå.

Jens Kjærum

Der er nu kommet dansk talegenkendelse som standard i på Mac, Ios og Android. Det fungerer rimeligt godt, men desværre er rimeligt godt sjældent godt nok. Selv om Dictus Android er bedre end både standard iOS(testet i harddisken) og måske på Android (testet af Jesper ovenfor), så har det alligevel ikke været godt nok til fx hjemmeplejen. For at få tilstrækkelig god genkendelse skal brugeren/leverandøren have mulighed for at kunne administrer og tune i ordbogen og det kan man ikke i standard løsninger. I Dictus til Windows samt i professionelle løsninger har man denne mulighed. /FYI:Jeg er leder af Dictus i Danmark

Jens Kjærum

Lige en kommentar til spydigheden om at vi ikke ønsker at tjene penge på integreret taletastatur til Android. For det første er det svært at tjene penge på App's/add-ons med mindre man kan ramme et hit som Angry Bird. Når man er op imod app's der er gratis eller meget billige, er det helt umuligt at investere udviklings ressourcer til det, hvis ikke man hedder Nuance/Apple/Google ...
Jeg kan anbefale Nuance SWYPE keyboard hvis du vil have et godt tastatur med integreret tale til Android som jeg tror koster 20 kroner.

Peter Hansen

SYND for Dictus at de er så uduelige til app-integration, og nu endelig har forspildt chancen for at tjene rigtig mange penge (100kr * antal Android-brugere i Danmark bliver vel et tocifret millionbeløb)


Der er næppe en ret stor procentdel af Android-brugere villig til at betale 99 kr. for Dictus når man er vant til at fleste apps er gratis eller koster under 10-20 kr.

Thomas Uldahl

Hvis jeg feks siger send SMS skriver den det i Google og kommer op med en masse søge resultater
Istedet for at åbne SMS app kan slet ikke få den til at starte nogle app kun udføre søgninger på Google med det jeg siger
Håbet en kan hjælpe

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen